Som mejslet i stentavler er eurozonens nye bud ved at blive ophøjet til ortodoksi.

Den konservative sparedoktrin om automatiske bøder ved budgetunderskud skal skrives ind i landenes forfatninger og vil dermed blive forvandlet til næsten sakrale love; hævet over den almindelige, politiske debat.

Gårsdagens topmøde i Bruxelles markerer et vendepunkt på rejsen mod en ’stadig tættere union’.

Med eurolandenes finanspagt bevæger EU-samarbejdet sig fra at være en arena for forhandlinger – hvor både medlemslandene og vidt forskellige politiske interessegrupper har kunnet kæmpe om at sætte dagsordenen – til at blive et mere ideologisk ladet projekt.

LÆS OGSÅ Aftale om finanspagt er på plads

Ved at ophæve en hidtil stærkt omdiskuteret konservativ økonomisk tænkning til egentlig forfatningsstof indsnævres rammerne for debat betydeligt.

Den pagtens ark, som eurozonelandene har ladet sig overbevise om er såkaldt nødvendig lige nu – alene for at signalere ansvarlighed over for finansmarkederne – adskiller sig fra klassiske forfatningsparagraffer ved hverken at nyde tværpolitisk opbakning eller at være universelt gyldig.

Tværtimod er det yderst tvivlsomt om de nye småreligiøse bud overhovedet vil kunne overleve de næste års præsident- og parlamentsvalg i Europa.

Og endnu mere diskutabelt, om pagtens ark er fornuftig og veltimet i forhold til den aktuelle økonomiske situation.

Paradokset er, at nedturen i Europa ville være blevet langt dybere, hvis sparekravene havde været gældende, da finansboblen imploderede i 2009. Hvis alle lande havde ført en så stram finanspolitik, som der nu lægges op til, ville recessionen for alvor have sat ind og arbejdsløsheden være spundet ud af kontrol.

Derfor er der grund til at advare mod ideen om at grundlovsfæste en ideologisk doktrin, som hidtil ikke har virket.

Skæbnens ironi er, at selv analytikere fra de store finanshuse har reageret med skepsis. Pengemændene ved udmærket, at det hverken vil skabe vækst eller stabilitet i EU, at politikerne nu lover hellig troskab til at udhule borgernes købekraft og dermed efterspørgslen efter virksomhedernes varer.

Risikoen er, at pagtens ark vil gøre ondt værre – og samtidig blokerer politikerne fra at ændre kurs, når ulykkerne en dag står klart for enhver.

LÆS OGSÅ Aftale om finanspagt trækker ud

Alarmklokken bimlede forleden, og desværre for sent, da chefen for IMF, Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, opfordrede de velkonsoliderede lande i Nordeuropa til at skrue op for deres offentlige investeringer, så det gældshærgede Sydeuropa kan hjælpes i gang.

Det er nemlig langtfra kun socialdemokrater og keynesianske økonomer, der i dag betvivler den højere visdom i at skære hårdt ned over hele kontinentet.

Økonomisk politik bygger hverken på uhildet videnskab eller guddommelige lovmæssigheder, men handler slet og ret om realpolitik – og vil altid balancere mellem turbulente konjunkturudsving og det muliges kunst i parlamenterne.

Det er vildledning af vælgerne at foregøgle, at europagten skulle være en højhellig guldkasse med de endelige svar.

Jagten på de forsvundne skatter vil fortsætte. Som i en parodi af eventyrfilmen om Indiana Jones fra 1980’erne må ’tyskerne’ ikke få held til at slippe af sted med kontrollen. Den socialdemokratiske præsidentkandidat i Frankrig, François Hollande, har allerede annonceret, at han vil kræve pagten genforhandlet, hvis han vinder valget her i foråret.

Og i takt med at andre EU-lande også skifter regeringer, vil ophøjelsen af den tyske CDU-kansler Angela Merkels partiprogram til europæisk forfatning blive udfordret.

Den danske EU-debat trænger også til nye actionhelte. Det danske euro-forbehold har efterladt os i et hjørne, hvor nej-fløjens golde modstand tydeligvis ikke påvirker udviklingen i resten af Europa, og hvor ja-fløjens teknokratiske tilpasningspolitik heller ikke flytter noget.

Det virker nogenlunde lige passivt at sige nej eller ja til det hele. Frem for enten at isolere os eller at tilpasse os betingelsesløst må danske politikere til igen at insistere på, at EU-samarbejdet er og fortsat skal være en arena for politiske brydninger – mellem forskellige holdninger til, hvordan Europa skal udvikle sig.

Danmark skal ikke tilslutte sig europagten for at sende beroligende signaler til finansmarkederne, men derimod for at engagere sig i det kommende års kamp for at ændre indholdet. Trods ihærdige bestræbelser må europagten ikke blive et punktum i debatten.

LÆS OGSÅ Helle Thorning-Schmidt skal bakse EU-jurapagt på plads

Af mindst to grunde: dels fordi den økonomiske doktrin er forkert og vil skade væksten i Europa, og dels fordi det er illegitimt og udemokratisk at grundlovfæste en kontroversiel ideologi.

Men det kræver, at politikerne, ikke mindst de danske, tør begynde at diskutere økonomisk politik som al anden politik. Ellers ender debatten om EU som en pseudo-religion, hvor europagtens bud enten forgudes eller forbandes.