Det gamle kontinent er igen ved at få en generation af overflødige unge, som kan ende som et ’no future’-proletariat.

Ungdomsarbejdsløsheden er eksploderet i Europa. Men ikke engang EU’s mest venstreorienterede ledere tager problemet seriøst. Endnu.

I andre lande hænges det progressive håb ligefrem op på Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Så desperat er idékrisen på Europas venstrefløj.

I forgårs blev statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udråbt i Financial Times til at »bære faklen for centrum-venstre« i Europa.

Her betegnes hun som den »mest indflydelsesrige repræsentant« for centrum-venstre-fløjen, fordi hun med valgsejren i september brød »krise-epokens taberkurs for centrum-venstre, der strækker sig tilbage til Gordon Browns exit fra Downing Street i maj 2010«.

Den politiske mobilisering, som den danske statsminister tilsyneladende skulle stå i spidsen for i EU, har en lidt overraskende parole, som næppe er blevet brugt mange gange ved happenings, græsrodsprotester og ’kringsatt af fiender’-marcher hen over bytorvene i landets provinsbyer:

»Balance på budgetterne er ikke en højrefløjsdagsorden«, lyder Thorning-Schmidts forsøg på en peptalk.

Flammen gløder rødt som en udslukt stjernekaster, en nedbrændt gnist.

Desværre er der ingen, som ved, hvad venstrefløjsdagsorden er blandt de få ikkeborgerlige regeringschefer i EU. Når Helle Thorning-Schmidt kan stråle som en lighedens gudinde med fakkel i hånd, skyldes det kun, at konkurrencen ikke er hård i EU.

Ud over den socialdemokratiske statsminister i Danmark er det kun den østrigske kansler Werner Faymann og den belgiske premierminister Elio Di Rupo, som i dag repræsenterer centrum-venstre i regeringsgemakkerne i EU.

Ingen af disse tre centrum-venstre-ledere har konfronteret den barske virkelighed, at op mod halvdelen af unge er arbejdsløse i Sydeuropa. Mismodet breder sig også nordpå.

Fakkeltoget bæres kun frem af en jernladyvilje til at sætte hensynet til finansmarkederne over unges jobmuligheder. Ugens EU-topmøde var trist.

Kontoriusserne i Bruxelles har årelang erfaring med at fylde mapper med tomme hensigtserklæringer. Ugens udtalelse, ’Mod vækstvenlig konsolidering og jobvenlig vækst’ – der angiveligt var tænkt som en social tilføjelse til den konservative europagt – sætter ikke desto mindre en ny standard for, hvor tomme tegn kan blive.

LÆS OGSÅThorning: EU skal gøre, som vi gør

Flosklerne er så intetsigende, at de næsten ville kunne siges at rumme en kunstnerisk skønhed, hvis baggrunden ikke var desperat: Udtalelsen rummer intet konkret om, hvordan over 23 mio. unge arbejdsløse i EU skal hjælpes i job.

Kontrasten står skærende frem mellem europagtens kontante krav om budgetdisciplin og jobplanens tomme ord om vækstvenlighed.

Al den beslutsomhed, som EU-landene lynhurtigt har kunnet mobilisere for at gennemtvinge nye regler om besparelser, mangler i håndteringen af det underliggende problem: at millioner og atter millioner af lønmodtagere i Europa har mistet deres job, siden finanskrakket accelererede nedturen.

På tværs af politiske skel har politikerne i Europa kapituleret til en neokonservativ forestilling om, at der kun findes én vej frem – brolagt med offentlige nedskæringer og lavere ydelser til ledige unge.

Intet sted i joberklæringen fra topmødet nævnes ordet ’efterspørgsel’, skønt hovedforklaringen på den europæiske nedtur netop er, at efterspørgslen efter arbejdskraft er styrtdykket. I stedet fastholdes forestillingen om, at de unge døgenigte bare skal lære at stå tidligt op om morgenen.

Men det er altså ikke mangel på udbud af ung arbejdskraft, der bremser væksten. Tværtimod. Så længe ingen politikerne begynder at investere massivt i konkrete initiativer, som øger efterspørgslen, ja, så vil krisen kun forværres.

Som et sindbillede på stilstanden i Europa fremhæver Helle Thorning-Schmidt selv Danmark som pionerland:

»De lande, der har råd til at stimulere økonomien, bør overveje at gøre det. Det er, hvad mit eget land er i færd med. Vi konsoliderer økonomien og hæver skatterne, men vi stimulerer også«. Her hentyder hun til den såkaldte kickstart, der i bedste fald blot vil fremrykke nogle få tusinde job.

Kickstarten lyder langt flottere, end den reelt er. De få fremskudte motorvejsprojekter vil ikke for alvor øge efterspørgslen efter ung arbejdskraft.

At S-R-SF-regeringens politik overhovedet kan nævnes som et progressivt præmieeksempel, udstiller kun, hvor langt de europæiske lande er fra at tage tragedien med den stigende ungdomsarbejdsløshed alvorligt.