Cirkusset, der omspænder den danske regeringskoalitions holdning til en europæisk finansskat, er ved at udvikle sig til et klovnenummer i stil med betalingsringen.

Seneste gøglertrick kommer fra Enhedslisten – der hidtil har været det eneste åbne tilhængerparti – men som nu pludselig har meldt ud, at indtægterne ikke må bruges på EU-plan.

Efter Det Radikale Venstre gradvis er blevet trængt i defensiven, er Enhedslisten vendt tilbage til sin jordslåede modstand mod alt, hvad der minder om internationalt samarbejde, selv når det gælder et fælles værn mod destruktiv spekulation. Som Frank Aaen udtaler: »Det er landene selv, der skal opkræve skatten«.

Kun få politikere er parate til at give EU-systemet ret til skatteudskrivning, og derfor har Enhedslisten en pointe.

Men at opkræve en europæisk finansskat er nu engang en så kompliceret øvelse, at det vil kræve mere end lidt græsrodsbaseret mellemfolkelig forståelse at få den til at fungere effektivt. At insistere på separate nationale løsninger er derfor i praksis mindst lige så verdensfjernt som Det Radikale Venstres dagdrømmeri om en verdensomspændende finansskat.

Dermed står det endnu en gang uklart, hvad de fire partier, der for fire måneder siden pegede på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister, egentlig vil kunne enes om, hvis en stor gruppe af andre EU-lande skulle blive enige om en europæisk finansskat.

De indre brydninger i regeringskoalitionen er så eksplosive, at det ikke længere kan undre, at S-R-SF fremstår rundtosset og handlingslammet.

De uenigheder og intriger, der normalt kommer til at præge en koalition som et alderdomstegn, er blevet en børnesygdom for regeringen Thorning-Schmidt I.

LÆS OGSÅRegeringen presses fra alle sider om Tobinskat

Forvirringen forstærkes kun af det ydre pres.

En stor gruppe af EU-lande er nemlig utålmodige for at komme i gang med at indføre en finansskat.

I tirsdags modtog økonomiminister Margrethe Vestager således et brev underskrevet af blandt andre den italienske premierminister, Mario Monti, hvor ni europæiske ledere indtrængende anmoder det danske EU-formandskab om hurtigst muligt at sætte turbo på forhandlingerne om en finansskat: »Vi ser meget gerne en beslutning fra formandskabets side, der accelererer analyse- og forhandlingsprocessen«, som det hedder diplomatisk.

Danmark har placeret sig i et tomrum, hvor den manglende vilje til at melde klart og tydeligt ud om finansskatten svækker regeringens gennemslagskraft og muligheder for at påvirke debatten.

Forvirringen blev blottet på Folketingets talerstol, da økonomiminister Margrethe Vestager under onsdagens forespørgselsdebat om finansskatten beskrev S-R-SF-regeringens position som »pragmatisk tilbageholdenhed«.

Hvis formuleringen skal give mening, må den betyde, at den danske regering er åben over for alle argumenter, der kan være med til at bremse en ny europæisk finansskat.

Brevet fra de ni europæiske ledere viser med al ønskelig tydelighed, hvor fodslæbende Danmark er blevet.

Ud over den italienske premierminister, Mario Monti, har otte finansministre skrevet under på den slet skjulte kritik af det danske formandskab: »Vi tror på behovet for en skat på finansielle transaktioner på europæisk plan som et nødvendigt skridt til at sikre et fair bidrag fra finanssektoren til at dække finanskrisens omkostninger og for bedre at kunne regulere de europæiske finansmarkeder«, lyder appellen.

Hvad de rød-grønne partier for få måneder siden ville have opfattet som en pinlig kritik af dansk indelukkethed, afvises nu med samme arrogance som under VKO-blokkens 10-årige misregimente. Ikke fordi partierne er enige, tværtimod, men fordi splittelsen lurer så tæt under overfladen, at ingen tør diskutere åbent.

Det gamle mønster med at skyde skylden på udlandet fortsætter: Endnu engang er det fremmede politikere, som ikke har forstået noget som helst af, hvad der er rigtigt og forkert for lille Danmark.

Som en gentagelse af de sidste ti års borgerlige styre tikker EU-spørgsmålet som en ustabil fuserbombe under den parlamentariske alliance bag regeringen.

De største brydninger i dansk politik går ikke nødvendigvis mellem regeringen og oppositionen, men snarere internt i den rød-grønne blok.

LÆS OGSÅEnhedslisten betaler kritisk kampagne mod Vestager

Alle de små diskrete kompromiser, som ligger til grund for regeringsgrundlaget, er tilsyneladende så skrøbelige, at alle tre partier er angste for at indtage markante synspunkter i enhver debat – og tvivlen derfor kommer til at råde, som det på komisk vis udstilles omkring både betalingsring, skattereform og ikke mindst finansskat.

Det virker stadig mere diffust, hvem S-R-SF kæmper for og imod. Hver gang ét af partierne er lige ved at ytre et klart synspunkt, gjalder luften med ’friendly fire’.