Pianisterne bestemmer stadig melodien. Trafikforliget mellem S-R-SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti viser to ting: a) Regeringen vil gøre alt for at indgå brede forlig med flere og andre partier end blot Enhedslisten, og b) pianisterne har derfor igen fået en solid platform for at søge indflydelse.

Trods retorikken i valgkampen om, at Dansk Folkepartis epoke skulle være slut, er deres 22 mandater bevendte nu. De tre regeringspartier kan ikke blive enige om mange ting for tiden, men én ting forener dem:

Frygten for ikke at kunne gennemføre de bebudede reformer af bl.a. førtidspension og indkomstskatten her i 2012, hvis S-R-SF ender med at komme i lommen på Enhedslisten som eneste alliancepartner.

Tidligere har S-R-SF lavet forlig med De Konservative om beskatning af generationsskifte. Samme mønster tegner sig i forhandlingerne om et nyt energiforlig, hvor S-R-SF tilsyneladende er villige til at bøje sig for næsten alt, hvis Venstre vil lægge stemmer til. Samarbejdet med Dansk Folkeparti er dog mere opsigtsvækkende.

Paradoksalt nok er det angsten for at havne i den form for afhængighedsforhold til et parlamentarisk støtteparti, som VK-regeringen havde til Dansk Folkeparti, der nu får S-R-SF til at inddrage netop DF’erne i et forlig. Det brede samarbejde, særligt når det sker i form af skiftende koalitionspartnere, giver et stort politisk manøvrerum.

Som de drevne strateger, pianisterne ubestrideligt er, har Dansk Folkeparti gennem længere tid forberedt sig på den nye parlamentariske situation, hvor Pia Kjærsgaard & co. kan sikre S-R-SF-regeringen et flertal i Folketinget – uafhængigt af både Enhedslisten og Venstre. I flere år har ledende DF-politikere flirtet med den åbning, som nu er opstået.

Konkret har Dansk Folkeparti krævet, at det nye trafikforlig ikke kun kommer københavnerne til gode - som ellers var den oprindelige anledning med betalingsringen. Mens regeringspartierne har ubegribeligt svært ved at enes om forslag, der appellerer til følelserne, er det igen ved at lykkes for Dansk Folkeparti at klemme en værdipolitisk kant ind: Signalet er anti-tysk (leasing) og pro-Udkantsdanmark.

Dansk Folkeparti skal nok også formå at bringe sig i spil til de kommende reformforhandlinger, og Enhedslisten risikerer dermed at blive mere og mere isoleret. I fraværet af vilje til at vælte S-R-SF er Enhedslisten allerede ved at havne på et sidespor, hvor evt. skærpede krav kun vil øge regeringens drift henover midten.

Hvis nogen troede, at det var slut med at høre på Dansk Folkeparti - der vitterligt har været fuldstændigt fraværende i regeringens første måneder - kan de godt tro om igen: S-R-SF har i dag ligeså meget brug for Pia Kjærsgaard som omvendt.

Min kollega Olav Hergel skrev engang: »I Danmark er udlændingepolitik et spil, hvor alle partier kæmper mod hinanden, og til sidst vinder Dansk Folkeparti«. Udviklingen kunne tyde på, at det gamle mønster også gentager sig på andre områder.