Inde i tryllestøvet hvirvlede 12 gule stjerner rundt.

Det virkede for Nyrup. Og blev en triumf for Fogh.

Men de seks måneder som formandskabsland for EU – som snart er forbi – har ikke givet S-R-SF-regeringen den raketstart, som alle i regeringskontorerne havde håbet på.

Den gamle europæiske formandskabsfortryllelse er ved at blive en forbandelse.

Europa fylder mere i København, end Danmark fylder i Bruxelles. Men selv i København virker det, som om EU-samarbejdet har mistet magien. End ikke de gamle nejsigere rører på sig.

Apatien dominerer. Det sætter sig ganske enkelt ingen synlige spor, når alle ministre og topembedsmænd opsluges totalt, som tilfældet er lige nu, i det tilbagevendende formandskab.

De skønne spildte kræfter giver ingen kredit, og regeringen flytter ingen vælgere. Sådan er det blevet.

LÆS ARTIKELVågn op Helle, I har kurs mod katastrofen

Efter EU-udvidelsen er de store spring fremad blevet mindre.

I dag betyder det halvårlige formandskab blot, at topministrenes opmærksomhed afledes fra de hjemlige skærmydsler, livets gang i Lidenlund, uden at de vinde nogen form for politisk bonus i den anden ende.

Som overborgmester i en småstat er der heller ikke stort manøvrerum for Helle Thorning-Schmidt (S).

Sådan er statsministerens skæbne på de europæiske slagmarker, selv om hun tilhører den første generation af Homo Europaeicus, og som sprogkyndig og tidligere studerende ved Europakollegiet i Brügge er en af de hidtil mest europæiserede statsledere.

Timingen er bare uheldig for Thorning.

Paradoksalt nok er hun som ’den første’ ankommet for sent til den store scene – sammenfaldende med, at EU er blevet forvandlet til hverdagspapirnusseri; en form for udvidet kommunalpolitik, som kun de færreste følger, skønt beslutningerne er vigtigere end nogensinde.

Formandskabet var indtil 2012 omgivet af en aura af stormagtspolitik og præsidentielt schwung. Og af nybrud i en dansk sammenhæng.

Mærkeligt nok svinger den politiske cyklus her i Danmark i takt med kalenderen i Europa. Regeringen skifter således, når Danmark skal være formand for EU.

Siden vores indtræden i 1973 har Danmark været formand for EU syv gange – og seks af gangene er det faldet sammen med et af de ellers få regeringsskift på Slotsholmen.

Kun i 1987 har Danmark ikke fået en ny regering i forbindelse med et EU-formandskab.

Eksempelvis havde den nytiltrådte Schlüterregering EF-formandskabet i andet halvår af 1982, den nye Nyrupregering overtog formandskabet i løb i januar 1993, og den første Foghregering havde fået lagt alt til rette til det store udvidelsestopmøde i Bella Center i 2002.

Under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev de såkaldte ’Københavnerkriterier’ fastlagt for EU’s udvidelse, og sløjfen blev bundet flot, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kunne indkassere hyldesten små ti år senere:

»Ladies and gentlemen, we have a deal«, lød velkomsten til de nye EU-lande.

Små mænd fik lov til at vokse i deres fine laksko.

Dengang, hvor der dels var færre medlemslande, og topmøderne dels var henlagt til hovedstæderne, kunne både de danske og andre småstatsministre stråle i deres midlertidige hovedroller.

Men nu har de gamle stormagter taget over. Helle Thorning-Schmidt har derfor kun fået lov til at stå på sidelinjen, uden for eurozonen, og været nødt til at smile og nikke pænt til borgerlige spareplaner.

Indtil videre har EU-formandskabet derfor kun bidraget til brutalt at udstille den danske regerings manglende gennemslagskraft:

Selv om Danmark ligger solidt på den sunde side af grænsen for budgetunderskud, har S-R-SF-regeringen skubbet EU foran sig som argument for smalhals.

Og selv om en ny europæisk finansskat ville medvirke til at skubbe Europa i en mere socialt progressiv retning, har S-R-SF-regeringen gjort alt for at varetage finanssektorens snævre interesser.

Trods flere oplagte muligheder har den danske regering ikke formået at sætte en positiv dagsorden i EU. Alt har handlet om at spare – og begrænse vælgernes indflydelse på den økonomiske politik.

Kombinationen af mindre indflydelse til små lande og manglende ambitioner fra dansk side har forvandlet formandskabet fra fortryllelse til forbandelse.

Ingen betvivler, at Danmark rent formelt har håndteret formandskabet professionelt og kompetent.

I både Bruxelles og de fleste andre europæiske hovedstæder er danske embedsmænd omgærdet med respekt og anerkendelse.

Netop fordi Danmark aldrig selv tør mene noget opsigtsvækkende, er vi på mange måder det perfekte formandsland – set udefra.

Men på hjemmefronten er fortællingen mindre eventyrlig:

Som den første regering i mands minde har S-R-SF-regeringen ikke evnet at udnytte formandskabet som et dramatisk bagtæppe for et politisk sceneskift.

Foreløbigt har ingen forstået, hvad regeringen vil i EU, kun mærket deres larmende fravær herhjemme.