Balladen i SF er et sindbillede på identitetskrisen på venstrefløjen.

Vælgerne har allerede stemt med fødderne og opgivet det klassiske SF.

Nu skal partiets fodformede soldater selv til at træffe et skæbnesvangert valg her på weekendens landsmøde i Kolding: vælge mellem et af deres tre nabopartier.

I manglen på en klar identitet står SF i dag splittet mellem tre forvirrede fraktioner, der til forveksling ligner de tre andre partier bag regeringsblokken – og ikke overraskende er SF derfor faldet ned på godt 5 procent i meningsmålingerne.

LÆS OGSÅ SF'ere vil ikke have mundkurv på

Ligesom vælgerne har gjort, må SF’erne – som på en sidste generalforsamling, hvor foreningen opløses – gøre op med sig selv, om de er mest til Socialdemokraterne, de radikale eller Enhedslisten.

Folkesocialisterne har kæmpet i 53 år for at opnå reel magt, men da det endelig lykkedes at indtræde i S-R-SF-regeringen sidste år, manglede de selvtilliden til at stå fast på en selvstændig profil – og i stedet fremstår SF nu som et samspilsramt gymnasieband, der spiller kopinumre.

Som udgangspunkt er Socialistisk Folkeparti ikke en politisk grundfarve. Partiet har fra sin grundlæggelse defineret sig så tæt i forhold til en klassisk socialdemokratisk reformisme – og så langt fra de revolutionære attituder længere ude på venstrefløjen – at SF’erne altid har virket som en flok drømmende skabssosser.

Med ungdomsoprøret og gennembruddet for det ’ny venstre’ lykkedes det dog for SF i en kort periode at blive en paraplyorganisation for tidens sociale og grønne bevægelser. Men populariteten og profilen toppede i 1980’erne. I dag er SF endt som en samling af efterligninger.

• Kopisocialdemokrater: Den altdominerende fraktion af såkaldte ’arbejderister’ – med partiformand Villy Søvndal og hans strateg, skatteminister Thor Möger Pedersen, i spidsen – har målrettet kæmpet for at realisere den gamle drøm om regeringsmagt.

Målet har helliget alle midler. Senest har Søvndal i en kronik i den foretrukne avis, Berlingske, defineret ’moderne socialisme’ som »faste budgetter med en meget begrænset udgiftsvækst« og garanterer ikke at lade den offentlige sektor »fylde en større del af samfundskagen i det kommende årti«.

Udkastet til SF’s nye principprogram, der skal diskuteres i Kolding, virker som en ansøgning om kollektivt medlemskab af Socialdemokratiet. For alle udenforstående, herunder vælgerne, er det umuligt at forstå, hvad forvandlingen af SF til ’S2’ egentlig kan tilbyde nogen, som det originale S ikke allerede har. Resultatet er, at de to socialdemokratier kun får opbakning fra hver fjerde vælger – tilsammen.

• De grønne radikale: Gennem mange år blev SF-drømmen om indflydelse knyttet til de såkaldte fornyere, især kendt for deres to mærkesager, vindmøller og Europa.

Den grønne fraktion, der i dag repræsenteres af miljøminister Ida Auken og handelsminister Pia Olsen Dyhr, har ikke længere meget at skulle have sagt i partiet. Men hvis man kigger ud over det politiske landskab i resten af Vesteuropa, ikke mindst Tyskland og Sverige, burde et grønt parti have langt større potentiale.

Problemet for de ’grønne radikale’ er blot, at netop Radikale Venstre for længst har udfyldt tomrummet. Vælgere, der tiltrækkes af en grøn profil, europæisk engagement og pragmatisk realisme, behøver ikke at stemme på SF – og gør det tydeligvis heller ikke.

Det største problem for de grønne radikale er dog, at langt de fleste miljø- og klimainitiativer vender den tunge ende nedad, rent socialt. Dermed kommer de til at fremstå som frelste Irmatyper, ligesom de rigtige radikale.

• Uenighedslisten: Mest marginaliserede er den lille, men højlydte fraktion, som TV 2 har kaldt for de »fodformede humanister«. Partiformand Villy Søvndal gik selv endnu videre, da han i Ekstra Bladet kaldte disse interne modstandslommer for »brokkerøvenes tumleplads«.

Her finder man mest markant partiets socialordfører, Özlem Cekic, der ofte er god for en spektakulær skævert.

Et af mange problemer for ’brokkerøvene’ er, at Enhedslisten har indtaget rollen som de socialistiske stemmer, der søger resultater: Johanne Schmidt-Nielsen & co. er blevet førstevalget for vælgere, der vil trække Socialdemokraterne til venstre – som engang var SF’ernes erklærede mål.

LÆS OGSÅFinkultur sender SF-top ud i nyt opgør

I weekenden vil loyale SF’ere gå på talerstolen og snakke rørstrømsk om alle for én og én for alle; om styrken ved forskellighed og skønheden ved jamsessions.

Men uden for konferencehotellet Comwell vil der næppe være mange ’almindelige lønmodtagere’, der forstår, hvad man opnår ved at stemme på SF – og som ikke tilbydes klarere, stærkere og i en mere original form hos de tre andre partier.