Den vide verden er ikke længere hvid.

28. marts 2012 tippede jordkloden: For første gang i flere århundreder er Vesten ikke længere verdens rigeste region. Ifølge beregninger fra det australske finansministerium har landene uden for den hvide verden, Europa, Nordamerika og Australien, nu en større samlet købekraft.

Den såkaldte tredje verden, fra Brasilien over Indien til Kina, skaber i dag større værdier end alle de gamle lande i Vesten tilsammen - opgjort i såkaldt købekraftsparitet, et mål for, hvad man reelt kan købe af varer.

Nedturen i Europa er således ikke kun forbigående, nogle magre år med lavkonjunktur. Den gældsboble, som sprang, er snarere et vidnesbyrd om, at de vestlige lande i årtier har levet voldsomt over evne og nu indhentes af virkeligheden.

Finanskrisen har accelereret udligningen af velstand i verden. Kombinationen af et fald i vestlig velstand og det fortsatte boom mod øst og syd er ved at indstifte en helt ny verdensorden. Lynhurtigt.

Mens kollapset i Vesten har ført til arbejdsløshed, afindustrialisering og apati, er de lande, der engang blev kaldt 'udviklingslande', i gang med at løfte millioner og atter millioner op i middelklassen.

Jordvendingen er grundlæggende en optimistisk fortælling. Det er fantastisk, at børnedødeligheden styrtdykker, at børn af analfabeter pludselig lærer at læse og skrive, og at millioner af mennesker får adgang til den allermest elementære sundhed.

I et globalt perspektiv er det svært at begræde, at velstanden gradvis deles mere jævnt ud over en klode, hvor der stadig er langt over en milliard mennesker, som lever i ekstrem fattigdom.

LÆS OGSÅ Gældskrise rammer ulandsstøtte

Men opdriften i resten af verden kan og skal ikke være et argument for at give op og lade EU synke hen som et udkantsområde med kronisk arbejdsløshed.

Foreløbig har EU-landene forpuppet sig i en selvfed tiltro til egen økonomisk overlegenhed; som et levn fra en svunden tid, hvor de gamle kolonimagter i Europa stadig kunne styre verdensøkonomien.

De seneste måneders enighed om den nye, ultrakonservative finanspagt - og tilsvarende enighed om stort set at bevare de gamle, protektionistiske landbrugsstøtteordninger - er med til at fastholde Europa i en lomme af misvækst.

En ny Eurobarometer-undersøgelse viser, at 80 procent af europæerne mener, at fattigdommen er steget i løbet af det seneste år. Interessant nok er Danmark et af de eneste lande, hvor borgerne ikke oplever nedturen i hverdagen. Herhjemme er krisebevidstheden næsten fraværende.

Men i resten af EU banker fattigdommen på døren. Og frustrerede vælgere er begyndt at gå på gaden i protest mod, at de europæiske ledere indtil videre kun har forsøgt at udnytte statsgældskrisen som en undtagelsestilstand til at skære ned på offentlige investeringer i velfærd og jobskabelse. Og har gjort ondt værre.

Udhulingen af middelklassens levevilkår i Europa er den nye undertone i den politiske debat. Hvis politikerne ikke evner at skabe job, vil demokratiet blive sat under et ekstremt pres. Men måske markerer 28. marts og den stille overgang til en ny verdensorden et stemningsskift?

I forgårs fremlagde EU-kommissionen en tiltrængt jobplan, som på papiret skulle rumme op mod 600 mia. kr. til investeringer og reformer. Officielt hedder det, at medlemslandene nu skal til at satse på at øge efterspørgslen efter arbejdskraft, ikke kun udbuddet. Kommissionsformand Barroso proklamerede kækt:

»EU har et stort uudnyttet potentiale til at booste jobskabelse. Den grønne økonomi, sundhed og højteknologi vil skabe mere end 20 mio. job i de næste år«.

Men selve jobplanen rummer desværre mestendels klassiske hensigtserklæringer om skatteomlægninger, jobbonusordninger og andre reformtiltag, som i den gamle verden ville have øget udbuddet af arbejdskraft og derved på magisk vis også beskæftigelsen. Men sådan fungerer økonomien ikke længere.

Desværre er indholdet i den nye jobplan langtfra tilstrækkeligt til at opveje de destruktive elementer i finanspagten.

LÆS OGSÅEurolande oplever største arbejdsløshed i euroens levetid

Efterspørgslen efter arbejdskraft i hele den hvide verden er på retur. Selv med lavere skatter og dårligere social sikring er der ingen garanti for, at nye arbejdspladser vil opstå i Europa eller Nordamerika.

De økonomiske forskelle mellem den 'første verden' og den 'tredje verden' er dog, trods alt, stadig så enorme, at det vil vare mange generationer, før velstandsniveauerne er gennemsnitligt udlignet.

Men den store joker er, at tilbagegangen nu rammer vælgere med stemmeret i demokratier - som skal til at besinde sig på, at vi selv med de bedst tænkelige politikere næppe vil kunne give vores børn et bedre leveniveau, end vi selv har haft. Bæredygtigt eller ej.

Med de nuværende teknokratpolitikere kan det ende helt galt. Dagsordenen står igen på job eller kaos.