Undskyldningerne for at føre en mere konservativ kurs her i Danmark, end samtlige andre socialdemokratier opfordrer til i Europa, er faldet én for én – klappet sammen som et korthus.

S-R-SF-regeringen har hidtil forsøgt at undskylde sin famlende og forsigtige kurs med frygt for EU-henstillinger på grund af for høje budgetunderskud.

Men efter at det først har vist sig, at det danske statsunderskud er 36 milliarder kroner mindre, end finansminister Bjarne Corydon (S) hævdede umiddelbart efter valget, og de ellers normalt neoliberale økonomer fra Den Internationale Valutafond, IMF, dernæst er begyndt at anbefale større offentlige investeringer i EU, holder undskyldningerne ikke længere.

Ingen i hverken Bruxelles, Berlin eller Beijing ville lave ballade, hvis den såkaldt rød-grønne regering i København valgte at føre en socialdemokratisk jobpolitik herhjemme med hovedvægt på at øge efterspørgslen efter arbejdskraft – og samtidig brugte sit formandskab i EU til at presse på for at udnytte de mange milliarder euro, der allerede ligger godt gemt væk i f.eks. strukturfondene, til ekstra investeringer grøn vækst. Men intet sker.

LÆS OGSÅCorydon kritiserer EU's forbrug

Den danske regering lader sig ikke flytte af hverken fornuft eller følelser. Hvad der umiddelbart kunne virke som et uprøvet ministerhold af opportunister, bureaukrater og ungdomspolitikere, er ved at træde i karakter som ideologer; som konservative forvaltere af en økonomisk dogmatik, andre er på vej væk fra.

I fraværet af mere højtprofilerede spydspidser er det nu finansminister Bjarne Corydon, som udgør S-R-SF-regeringens virkelige ansigt; han sætter krop på en regering, der stræber efter at lægge sig lidt længere til højre, end Anders Fogh omvendt forsøgte at gå til venstre i 00’erne.

Sosserne kurs er ikke kun bestemt af banal vælgertaktik, og endnu mindre af en påstået økonomisk ’nødvendighed’, som reelt er et illusionsnummer. Den gruppe af højresocialdemokrater, som har styret partiet, siden Helle Thorning-Schmidt vandt formandsopgøret over Frank Jensen i 2005, ligger ganske enkelt til højre for midten i økonomisk politik.

Bjarne Corydon er symbolet. Socialdemokraternes tidligere partisekretær Jens Christiansen skrev i 2007 bogen ’Hvem vinder valget?’, hvor han introducerede figuren ’Blå Bjarne’ – det nye middelklasseideal, som sosserne stræber imod.

I bogen lyder beskrivelsen: » Bjarne, lad os kalde ham det, er måske medlem af Dansk Metal, han og konen bor i et parcelhus i en købstad i Danmark eller i nærheden af København f.eks. Herlev. Bjarne stemte på Nyrup i 90’erne, men skiftede til Fogh i 2001«, skriver Jens Christiansen og fortsætter: »Bjarne støtter skattestoppet, men er ikke hysterisk omkring det. (...) Bjarne befinder sig, hvor han altid har været, solidt og snusfornuftigt i centrum af dansk politik. Bjarne er tilhænger af praktiske og gerne fælles løsninger«.

Efter årelang jagt er den ’blå Bjarne’ endelig fundet: Det er Corydon. Han mangler kun lidt privat arbejdserfaring.

Når de blå socialdemokrater nu ikke vil komme hjem til det gamle arbejderparti – seneste måling viser, at Socialdemokraterne har mistet hver fjerde arbejdervælger siden valget – må sosserne selv tage turen op ad bakke. Og efter et halvt år ved magten er det lykkedes: S-R-SF-regeringen står frem som bedsteborgerlighedens bastion.

Mens socialdemokrater i resten af Europa vinder frem på en offensiv dagsorden om øgede investeringer i jobskabelse og kamp mod arbejdsløshed, særligt blandt unge, har den blå Bjarne & co. valgt at støtte en borgerlig sparedoktrin, som den amerikanske nobelprisøkonom Paul Krugman meget præcist har kaldt »Europas økonomiske selvmord«.

Som det fremgik af gårsdagens debat i Folketinget om finanspagten, har S-R-SF-regeringen har svigtet det allermest basale valgløfte, nemlig viljen til at vise en anden vej ud af jobkrisen; en vilje til at satse på jobvækst frem for besparelser.

Valgkampen i Frankrig udstiller, hvor konservativ en kurs S-R-SF fører her i Danmark. Den socialistiske præsidentkandidat, François Hollande, er hurtigt blevet den samlende figur for centrum-venstre.

LÆS OGSÅCorydon vil stoppe EU's svulmesyge

Hans planer om at øge de offentlige investeringer og supplere EU-finanspagten med bindende mål om at stimulere beskæftigelsen er langtfra revolutionære.

Reelt er der kun tale om, at Hollande vil lade statsbudgettet balancere et enkelt år senere end den konservative modkandidat Nicolas Sarkozy: i 2017 frem for 2016. Forskellen er alligevel markant.

Den Internationale Valutafond, IMF, vurderer, at Frankrig vil få højere realvækst, hvis Hollande bliver præsident. Også i Italien og Storbritannien oplever socialdemokraterne en stærkt stigende popularitet.

Inspirationen fra François Hollandes er ved at brede sig – til alle andre EU-lande end Danmark, hvor blå Bjarne regerer.