Annonce
Annonce
Annonce

Lars Trier Mogensen

Politik er showbiz for de grimme

Debat 3. maj. 2012 KL. 00.01

Tør S-R-SF investere i de unge?

Regeringens nye signaler om at ville hjælpe unge i job står i skarp kontrast til det første halve års politik.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Lars Trier Mogensen
Lars Trier Mogensen er lederskribent på Politiken.

Behandlersamfundet har sin egen syge logik: Der kommer altid en diagnose mere.

Selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stolt stod i Fælledparken mellem de røde faner og lovede, at der aldrig igen må komme en »no-future generation« som hendes egen i 1980’erne, er det mest konkrete udspil fra S-R-SF-regeringen – i en uge med nyheden om et lavere statsbudgetunderskud – et udspil om en ny »diagnosegaranti«.

Alle danskere skal fremover være garanteret, at de inden for en måned kan få en af de dyre diagnoser, der giver adgang til velfærdssamfundets behandlingstilbud.

Men i en tidsepoke, hvor Danmark allerede bruger en større andel af BNP på sygdomsbehandling af ældre end på uddannelse af unge, er det ikke nye diagnosegarantier, der presser sig mest på.

Ganske vist lover S-R-SF nu, at der snart kommer en plan. Men passiviteten er larmende. I flere af udkantskommunerne er hver tredje unge fyret under krisen. Som AE-rådet konkluderer i en ny analyse: »Det er i særdeleshed unge ufaglærte, der har mistet jobbet uden for storbyerne«.

Eller som statsministeren sagde i sin 1. maj-tale: »På få år er antallet af danskere under 30 år, som lever af kontanthjælp eller dagpenge, steget til 70.000. Jeg husker selv fra 1980’erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget«.

LÆS OGSÅHelle Thorning-Schmidts 1. maj tale

Som kontrast til et første halvt år, hvor S-R-SF-regeringen har haft svært ved at få sine prioriteter i orden, er det opløftende, at Helle Thorning-Schmidt nu i det mindste begynder at tale om, at »vi kan ikke være det bekendt over for de unge«, og at »vi er nødt til at tage større skridt«.

Men i virkelighedens verden står skridttælleren stille. Aftalen om ekstra skolepraktikpladser, der blev indgået lige efter valget, er helt utilstrækkelig til at give landets unge håb. Og endnu flere tomme hensigtserklæringer hjælper ikke.

Nedturen har kun gjort situationen værre for de unge, som hverken kan få et ufaglært arbejde eller en lærlingeplads på en af de mange virksomheder, som er holdt op med at ansætte folk.

Hvis der er nogen, der burde få garantier i dag, er det derfor de unge på erhvervsskolerne.

Lars Trier Mogensen

Modsat unge på gymnasier – og på videregående uddannelser, der ikke påvirkes af konjunkturerne – rammes unge på erhvervsskolerne direkte af misvæksten i hele EU.

Det ville være utænkeligt, at ellers dygtige gymnasieelever pludselig fik at vide, at de ikke kunne fortsætte i 3. g, fordi jobmarkedet midlertidigt var gået i stå.

Men sådan er de barske vilkår for de elever på erhvervsskolerne, der ikke kan få en praktikplads. Hvis der er nogen, der burde få garantier i dag, er det derfor de unge på erhvervsskolerne. Frem for diagnose- og behandlingsgarantier er der brug for, at alle unge sikres en uddannelsesgaranti, især til faglærte uddannelser.

Hvis de nye toner fra regeringstoppen skal være mere end lidt 80’er-diskomusik på en varm 1. maj, må S-R-SF inden længe fremlægge en konkret plan, der sikrer, at alle unge med evner er statsgaranteret en reel praktikplads inden for en måned.

De reformer af velfærdssamfundet, som regeringen satser på, behøver ikke kun blive spareplaner, der vender den tunge ende nedad.

Den vigtigste udfordring, som Danmark står over for, handler nemlig ikke alene om at få flyttet flere fra passiv forsørgelse og over i arbejdsløshedskøen, men i højere grad om at få løftet den tabte ungdomsgeneration, som er i risiko for kronisk overflødiggørelse, op og med ind i et reelt uddannelsesforløb.

LÆS OGSÅUnges ledighed er på 80'er-niveau

Stemningen fra fattigfirserne spilles på replay, uanset hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøger at synge med på.

Lars Trier Mogensen

Tankevækkende nok har unge i København klaret sig bedre gennem krisen end gennemsnittet – ene og alene fordi unge i hovedstaden er bedre uddannet.

Problemet er blot, at nye praktikpladser, særligt i udkantskommunerne, kræver reel økonomisk vækst. Så længe virksomhederne ikke selv tror på fremgang, tør de heller ikke hyre nye unge. Stemningen fra fattigfirserne spilles på replay, uanset hvad statsminister Helle Thorning-Schmidt forsøger at synge med på.

Alle de unge, der endnu ikke har garanti for meget andet end fortsat arbejdsløshed, vinder intet på regeringens cocktail af knibsk spareiver og dyre skåltaler.

Kaskaden af løftebrud i løbet af det første halve år har frataget S-R-SF-regeringen muligheden for at opnå goodwill på hensigtserklæringer. Fra nu af er det kun gennemførte beslutninger, der kan mærkes i hverdagen, som vil kunne give vælgeropbakning til ’trekantsdramaregeringen’.

Hvis de tre samspilsramte partier ikke skal blive de første til at gøre brug af den nye diagnosegaranti, skal der hurtigt skrues voldsomt op for investeringerne i job.

Ugens gode nyhed om et lavere statsunderskud viser, at Danmark er et af de lande i Europa, der har bedst mulighed for at investere.

Spørgsmålet er kun, om S-R-SF tør investere i de unge, eller om de stadig foretrækker velfærd til de ældre.

Annoncer