Annonce
Annonce
Annonce

Lars Trier Mogensen

Politik er showbiz for de grimme

Debat 8. maj. 2012 KL. 14.37

2020 er dagens bullshit-bingotal

Den nye vækstretorik forpligter S-R-SF til handling

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Lars Trier Mogensen
Lars Trier Mogensen er lederskribent på Politiken.

2020-planen er det mest offensive og samtidig socialdemokratiske, som S-R-SF-regeringen foreløbigt har fremlagt. Et første forårstegn på, at Helle Thorning-Schmidt er parat til at gribe tilbage til 1990'ernes succes for at komme videre, eller snarere i gang igen. »Le changement c'est maintenant,« som den nye franske socialistpræsident François Hollande siger.

Man kan altid diskutere om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Men at der er kommet mere vand i glasset, er der ingen tvivl om: Efter et halvt år, hvor den nye regering har været paralyseret af sparedoktrinen i resten af Europa, forsøger S-R-SF nu at overtrumfe den gamle VK-regering dér, hvor de svigtede allermest, nemlig jobvækst. Hollande-effekten virker allerede.

Umiddelbart kan planen måske virke lidt ufrivillig komisk med de mange tomme floskler - også kaldet 'bullshit-bingo-ord' - om 'vækst', 'uddannelse' og 'reformer'. De hidtidige 10-årsplaner har jo ikke været overholdt, og om otte år vil SF's formand Villy Søvndal være 68 år, vælgerne have været til Folketingsvalg mindst to gange og konjunkturerne svinget op og ned mange gange.

Men retorik forpligter. I moderne politik er det ikke ligegyldigt, hvad politikerne snakker om. Den nye top-5-hitliste af bullshit-bingo-ord på de 124 sider, inkl. bilag, ser således ud - og tegner positivt på papiret:

1. Vækst: 370
2. Uddannelse: 329
3. Arbejde: 282
4. Reform: 196
5. Beskæftigelse: 145

Med den teknokratiske vision i 'Danmark i arbejde' - hvor ordet 'vækst' er topscorer - viderefører S-R-SF ikke blot de borgerliges økonomiske politik, men tilføjer en nok så vigtig hensigtserklæring om at skaffe nye job til en ungdomsgeneration, der er i overhængende risiko for at blive tabt.

Hvor Venstre & co.'s absolut eneste idé til at skabe vækst var at bygge såkaldte 'hypermarkeder' langs motorvejene, forsøger den nye regering at genopfinde vækstdebatten. 2020-planen rummer en stribe mere eller mindre luftige idéer, som alle sigter mod at få flere borgere i reel selvforsørgelse.

2020-planen er langt fra noget revolutionært manifest, der vil dreje Danmark i en ny retning. Det er og bliver et forhandlingsoplæg til et bredt samarbejde med Venstre. Ambitionerne er også grundlæggende de samme, som de foregående regeringer havde. Men fokus er nyt: Job til unge.

Det vigtige er ikke, hvad de tre regeringspartier håber at kunne gøre om mange år, hvor Danmark kan have skiftet regering flere gange. Det vigtige i 2020-planen er, at S-R-SF nu selv inviterer til at lade sig måle på evnen til at skabe bæredygtig vækst, reelle job i den private sektor og bedre uddannelse af de unge.

Dagens plade med bullshit-bingo gør i sig selv hverken fra eller til. Kun konkrete resultater tæller fra nu af. Men 'Danmark i arbejde' giver trods alt den samspilsramte regering et fælles projekt, der i bedste fald kan give lidt form og mere indhold til det fortsatte trekantsdrama.

Annoncer