Annonce
Annonce
Annonce

Lars Trier Mogensen

Politik er showbiz for de grimme

Debat 11. maj. 2012 KL. 00.01

'Corydon-doktrin' er dyr for Danmark

2020-planen udstiller, hvor bange S-R-SF-regeringen er for at udfordre status quo.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Lars Trier Mogensen
Lars Trier Mogensen er lederskribent på Politiken.

Socialdemokrater er ved at gentagne de samme tåbeligheder over for deres parlamentariske støtteparti, Enhedslisten, som de udsatte Det Radikale Venstre for tilbage fra 2008 og frem.

Dengang kulminerede hovmodet, da den daværende politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, udtalte: »De radikale må vænne sig til, at arbejdsbetingelserne i dansk politik er ændret«.

Dengang havde socialdemokraterne ligefrem en doktrin. Den blev kaldt 'Sass-doktrinen' og handlede i al sin enkelthed om at holde de radikale uden for indflydelse i udlændinge- og skattepolitikken. Resultatet ser vi nu.

Modydelsen for at ville gennemtvinge 'Sass-doktrinen' med, uden eller nu igen med Socialdemokraternes nye gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har været, at S og SF måtte give afkald på enhver indflydelse på den øvrige økonomiske politik.

'Sass-doktrinen' har betydet, at den danske S-R-SF-regering ikke tør udnytte den lave statsgæld her i landet til at modvirke nedturen med jobinvesteringer.

Handlingslammelsen udstilles i den nye 2020-plan, hvor alle tre partier har besindet sig på, at »arbejdsbetingelserne i dansk politik er ændret«. Men på en helt anden måde, end Sass & co. håbede på.

Mens politikere i resten af EU har erkendt, at vælgerne straffer de partier, der ignorerer den stigende sociale uro i Europa, har S-R-SF kun kunnet enes om at sætte ordet 'vækst' ind foran alle deres teknokratiske reformplaner.

De radikale har blokeret for alle forsøg på at øge investeringer i job eller at beskatte finansspekulation. Sosserne er duknakket fulgt med og klandrer nu i stedet Enhedslisten for at stå i vejen for en 'nødvendig' politik.

Den nye doktrin kan opkaldes efter finansminister 'Blå Bjarne' Corydon (S) og handler i et og alt om at snakke de hysteriske kællinger på finansmarkederne efter munden. 'Corydon-doktrinen' bygger på et princip om, at Danmarks interesser er defineret af de globale finansmarkeder og bedst efterleves ved at føre en politik, der kopierer de borgerliges valgløfter.

Ligesom Henrik Sass Larsen i 00'erne ville videreføre den borgerlige værdipolitik og isolere Det Radikale Venstre, forsøger finansminister Corydon - med det symbolladede mellemnavn Fog - her i 10'erne at videreføre den borgerlige finans- og fordelingspolitik og at holde Enhedslisten væk fra indflydelse, i øvrigt sammen med den unge SF-skatteminister, Thor M. Pedersen, der pudsigt nok hedder det samme som den tidligere Venstre-finansminister Thor Pedersen.

Regeringens nye 'Corydon-doktrin' bygger på et politisk princip om, at Danmarks interesser er defineret af det globale finansmarked

Lars Trier Mogensen

2020-planen rummer fine hensigtserklæringer, bevares, men kursen er den samme, som daværende statsminister Lars Løkke (V) lagde, da han overtog magten - og indvarslede det egentlige brud med foghismen.

Ideologisk er der kontinuitet, fra da Lars Løkke forlod Finansministeriet i 2009 for at blive statsminister og frem til i dag, hvor 'Blå Bjarne' Corydon forsøger at føre tankerne ud i livet.

Ingen er i tvivl om, at S-R-SF-regeringen foretrækker at lave forlig med de borgerlige partier.

Ud fra en kyniske kalkule om, at Enhedslisten alligevel ikke har andre steder at søge hen - præcis som S og SF også sagde om Det Radikale Venstre frem til foråret 2011 - satser finansminister Corydon på, at støttepartiet kan bankes på plads.

Og om ikke se skønheden i finansmarkedernes blinkende tal så i hvert fald knække sammen, i frygt for at Lars Løkke skulle komme tilbage og, ja, føre præcis den samme politik, som S-R-SF fører nu.

Men prisen kan, endnu en gang, vise sig højere end ventet.

I fraværet af en offensiv investeringsstrategi, der ikke kun forlader sig på spekulative gevinster af ikke vedtagne reformer engang langt ude i fremtiden, kan S-R-SF-regeringen hurtigt ende med at skulle betale en lige så høj pris til Enhedslisten, som S og SF nu har måttet gøre til Det Radikale Venstre.

Uden en håndgribelig strategi for akutte investeringer, der skaber privat efterspørgsel efter unge, risikerer S-R-SF at måtte acceptere Enhedslistens velfærdskonservative krav - og dermed hverken få skabt nye job eller balance i økonomien.

Alternativet findes. Som én af de få regeringer i Europa har S-R-SF rent faktisk et stabilt parlamentarisk grundlag til at kunne få en ny 2012-plan med ekstra investeringer i privat jobskabelse vedtaget.

I en debat med Margrethe Vestager i tv-programmet 'Europa eller kaos' på DR 2 forleden udtalte tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) med savnet myndighed:

»Jeg har selv været med. Strukturreformer og digitalisering er jo ikke noget, der skaber fire millioner arbejdspladser i Europa i morgen. Det, der skaber job i morgen, er et investeringsprogram, nationalt og europæisk, som virkelig kan ses af befolkningerne. Ellers hedder det social krise i de næste fem år«.

Hvis yngre socialdemokrater har svært ved at orientere sig, kan de med fordel pejle efter Nyrup. Han repræsenterer realismen. Danmarks unge har ikke råd til tre år mere med en 'Corydon-doktrin', der sætter stabilitet over beskæftigelse.

Annoncer

Flere indlæg af Lars Trier Mogensen