Gældssaneringen af Europas banker kan gå over i historien som en ny Versaillestraktat.

En dyrekøbt og kortsigtet løsning, der skabte fred – indtil de folkelige reaktioner tog over.

Ligesom sejrherrerne efter Første Verdenskrig pålagde Tyskland at betale gigantiske krigsskadeerstatninger, har de europæiske politikere med den nye finanspagt valgt at vælte en næsten ubetalelig gæld over på skatteyderne.

En tredjedel af den offentlige gæld i EU-landene kan således føres direkte tilbage til de redningspakker, som finanssektoren fik efter deres uansvarlige hærgen i 00’erne.

I de næste mange årtier vil skatteborgerne i Europa være nødt til enten at betale mere i skat eller acceptere velfærdsforringelser alene for at afdrage på al den giftige gæld, som blev ophobet af spekulanter under bolig- og finansbobleriet.

Alle de milliarder af euro, som landene ellers ville have kunnet bruge til offentlige investeringer i nye job, er forsvundet.

Gældssaneringen varierer fra land til land, og Danmark hører til et af de lande, hvor bankerne blev tvunget til at påtage sig et vist finansielt medansvar. Men i en række andre EU-lande har skatteborgerne fået en drabelig ekstra skatteregning.

Ordningen er så åbenlyst uretfærdig, at det ikke kan undre, at vælgerne reagerer i trods: i Grækenland ved at stemme på nazister, som tyskerne også gjorde det i mellemkrigstiden, men bredt ud over hele Europa er protestpartier i fuld gang med at mobilisere utilfredse vælgere.

LÆS ARTIKELSeniorstrateg: Gældskrisen er skyld i aktienedturen

Viljen til at betale for bankernes excesser er lige så lille, som tyskernes accept var af kravet om at betale 100.000 ton guld som bestemt i Versaillestraktaten.

Risikoen ved de nye tilbagebetalingskrav er ikke kun økonomisk. I første omgang mærkes bankernes gældsdumpning ganske vist i form af øget arbejdsløshed, sociale nedskæringer og håbløse udsigter for unge. Men i demokratier forstærkes kriser ofte af politiske protester.

Dengang gjorde den britiske repræsentant i Versailles, ingen andre end økonomen John Maynard Keynes, indsigelser.

Som han argumenterede for i bogen ’The Economic Consequences of the Peace’ ville det være mere ansvarligt at investere i job – som man gjorde efter Anden Verdenskrig med Marshallplanen.

Depressionen i 1930’erne blev nemlig først for alvor faretruende, da alt for mange tyske vælgere reagerede ved at stemme på nazister. Populistiske yderfløjspartier står igen parat med renskurede paroler, der næppe vil løsne op på gældsproblemer eller arbejdsløshed. Den ulmende vrede skal dog ikke undervurderes.

Socialdemokraterne gik til valg på et slogan om ’Fra banker til børn’, men har siden hen kapituleret. Nu går pengestrømmen snarere den modsatte vej.

Det politiske kaos i EU er forårsaget af svage stats- og regeringschefer, der først tillod bankerne at vælte deres gæld over på skatteyderne, og dernæst ikke turde kradse pengene tilbage fra bankerne.

Herhjemme roser økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) sig selv for netop at have forhandlet nye bankregler på plads, så finanssektoren i EU fremover skal polstre sig lidt bedre.

Ret skal være ret: Det er et lille skridt i retning af øget ansvarlighed. Men det ændrer ikke på, at finanssektoren fortsat skylder et stort milliardbeløb, der svarer til, hvad der er brug for til investeringer.

Desværre udstiller den danske modvilje mod en europæisk finansskat – der samtidigt fremskaffer tiltrængt kapital til investeringer og driver penge tilbage fra bankerne – hvorfor vælgerne med rette er frustrerede over de siddende politikere.

Politikerne kan stramme nok så mange EU-direktiver og foreslå nok så mange strukturreformer frem mod 2020, men så længe de private gældsposter, der er væltet over på skatteyderne, ikke samtidig lettes, vil vælgerne skulle betale af på en kasinogæld, som de ikke selv har skabt. Og det vil komme til at koste først socialt – og siden hen politisk.

Absurd nok måtte tyskerne betale tilbage på krigsskadeerstatninger fra Første Verdenskrig indtil 2010. To tusind og ti.

Det er ikke underligt, at tyske vælgere er skeptiske over for, igen, at skulle betale tilbage på en gigantisk gæld, især til grækerne, der åbenlyst har levet over evne.

Men Europas gældskrise er ikke kun skabt af Grækenland. Den forøgede gæld stammer i høj grad fra bankpakkerne, og en afbalanceret løsning kommer ikke uden om at lade finanssektoren bidrage.

Hvis politikerne ikke tør sende inkassoregningen til bankerne, risikerer borgerne at måtte betale tilbage på gælden i de næste 90 år. Ligesom efter Versaillestraktaten, der kortsluttede demokratiet.

Læren fra Keynes gælder stadig: Europa har brug for en ny Marshallplan, som kan finansieres med en ny finansskat.