Ørkenspejlingerne om demokrati i Irak og Afghanistan er forsvundet lige så hurtigt, som de internationale økonomer pludselig er holdt op med kun at snakke om nedskæringer.

Med ét er blændværket blevet blæst væk. Den globale dagsorden ændrer sig nogle gange som ved jordskælv; uforudsete omvæltninger, der fra den ene måned til den anden forandrer debatten.

Mens lederne fra EU-landene i går aftes mødtes i Bruxelles for at diskutere en ny jobpagt, er den gamle boble af spareplaner og udbudsreformer intakt herhjemme. Skiftet er ellers i gang i flere lande.

End ikke Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, taler længere om at ville »vokse ud af skyggen fra nederlaget i 1864« og gøre op med sit skyldkompleks over samarbejdspolitikken under besættelsen for i stedet at kæmpe for fred og folkestyre i Langbortistan. Nu handler det bare om at komme hurtigt hjem.

Heller ikke Tysklands kansler, Angela Merkel, taler længere om, at besparelser er den eneste vej til varig vækst i Europa. Efter valgnederlagene for hendes konservative parti, CDU, har selv hun været nødt til at forholde sig til en ny virkelighed.

Misvæksten er så mærkbar, at selv de konservative økonomiske organisationer, der i årevis har kæmpet for deregulering og velfærdsbesparelser, er ved at vende rundt.

LÆS OGSÅDårlig prognose: Danmark hænger fast i krisen de næste fem år

Dagsordenen er ved at skifte – alle andre steder end i Danmark. Den gamle ’Washington Consensus’ om neoliberale reformer støttes ikke engang i Washington, hvor præsident Obama opfordrer EU-landene til at investere i job.

Erkendelsen er klar: Resultaterne af de seneste års spareplaner i kølvandet på finanskrisen, hvor bankernes gæld blev væltet over på skatteborgerne, har kun gjort ondt værre. Gældsbyrden er øget, da EU-økonomierne er skrumpet.

OECD, de vestlige landes organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, forudser i deres nye halvårsrapport, at eurozonen vil opleve negativ vækst i år, og en usikker vækst på 0,9 procent næste år.

Ordlyden er måske mere teknokratisk, men man kunne let narres til at tro, at anbefalingerne kom fra Enhedslisten:

»Der bør afsættes ressourcer til at understøtte de svageste grupper og lette presset fra spareplanerne«, lyder den overraskende opfordring – fra ingen andre end OECD. Samme toner kommer fra Den Internationale Valutafond, IMF, som længe har kritiseret EU-landene for et for ensidigt fokus på sociale nedskæringer.

Men der er ingen grund til at lade sig narre. For de anbefalinger om nye vækstinitiativer, som OECD og IMF er kommet med, minder på ingen tænkelig måde om, hvad Enhedslisten foreslår – eller om, hvad alle de andre partier i Danmark er mere eller mindre enige om. Desværre.

Mens Enhedslisten alene virker fokuseret på at øge de offentlige overførsler, og dermed hverken skabe nye job eller budgetbalance, er det kun taktiske spilfægterier, som står i vejen for, at de andre partier kan enes om at videreføre »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand«, som det hedder i S-R-SF-regeringens grundlag.

Men heller ikke i dette store borgerlige midterparti – fra Konservative til SF – er der tegn på et kursskifte.

Åbningen fra såvel den nye franske socialistpræsident, François Hollande, som fra den amerikanske præsident, Barack Hussein Obama, er endnu ikke blevet udnyttet til at flytte debatten her i Danmark videre – i retning mod konkrete forslag om nye investeringer.

I stedet har vi fået en opdatering af VK-regeringens gamle 2020-plan, nu baseret på en komplet urealistisk forventning om en økonomisk vækst på 2,25 procent fra 2014 og frem.

LÆS OGSÅThorning: Danmark bliver i Afghanistan efter 2014

Ingen andre end den danske regering forventer, at væksten i Danmark af sig selv vil blive så høj – langt højere end det historiske gennemsnit fra 1970 og frem til 2011. Tværtimod forudser OECD, at Danmark vil få den fjerdesvageste vækst blandt de vestlige lande i de kommende år på blot 1,4 procent. Og selv det skøn kan vise sig at være alt for optimistisk.

I tomrummet mellem Enhedslistens forsvar for gamle velfærdsordninger og det store midterpartis enighed om gradvise stramninger, der skal tvinge flere til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, er der plads til mere realistiske politikere, der tør satse på at skabe en øget efterspørgsel efter privat arbejdskraft.

Løsningerne ligger hverken i en fortsat udbygning af den offentlige sektor eller i udhuling gennem skattelettelser, men snarere i et historisk løft i investeringerne i grøn omstilling, kollektiv transport og erhvervsuddannelser. Tænk, hvis Danmark igen turde gå foran – og bryde ud af den papirboble, som politikerne lever i.

Sparevejen viste sig at være en blindgyde, ligesom krigseventyrerne i 00’erne.