Det, Helle mener, er der mange, som har forsøgt at forklare under ’Allingedagene’.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) selv havde desværre ingen nye bud med til Bornholm.

Som en parodi på Ritt Bjerregaards berømte vending »det Svend mener, er«, er der mange, som står i kø for at forklare S-R-SF-regeringens genvordigheder.

Mest opsigtsvækkende har den radikale leder, Margrethe Vestager, undskyldt statsministeren på Folkemødet og tilføjet, mere skælmsk end solidarisk: »Det er en uhørt underkendelse af vores statsminister, hvis man ikke tror på, at hun står bag den politik, regeringen kæmper for at føre ud i livet«.

Og videre: »Man kan se en linje i regeringens politik fra den politik, som blev ført i 1990’erne og til i dag«.

LÆS OGSÅVestager vil ikke uddybe Thornings svækkelse

Den slet skjulte arrogance står i kontrast til Margrethe Vestagers udmelding tidligere på måneden, hvor hun afviste at ville komme SF’s formand, Villy Søvndal, til undsætning: »Jeg ville gøre det, hvis det gavnede, men jeg synes ikke, det var det rigtige at gøre. Det er jo heller ikke rart at få smidt en redningskrans ud, hvis man mener, man godt kan svømme selv«.

Nu er tiden tilsyneladende kommet til at kaste en punkteret redningskrans ud.

Men Vestager hjælper ingen ved at ydmyge de to andre partiledere i trekantsregeringen. Samtidig er det mere end tvivlsomt, om S-R-SF meningsfuldt kan siges at føre den aktive linje fra 1990’erne videre.

I stedet er en række af reformerne nu ved at vælte som i en dominoeffekt.

Paradokset er, at Margrethe Vestager kan ende som regeringens svageste led – ganske enkelt fordi de radikales manglende fleksibilitet og ukritiske loyalitet over for embedsværket kommer til at blokere for, at S-R-SF kan skifte kurs og begynde en tiltrængt satsning på job i 2012 og 2013 frem for en fortænkt og symbolsk kamp for fjerne og ’nødvendige’ løsninger, ingen forstår formålet med.

Regeringens tab af autoritet har undergravet enhver mulighed for at træffe kontroversielle beslutninger og gennemføre vidtgående reformer – og årsagen hertil skal i høj grad findes i de radikales dumstolte attitude.

Uanset hvad de radikale selv måtte mene at have haft af spidsfindige motiver til at gennemtrumfe, at alternativerne fra S og SF blev sløjfet, er status, at ingen dansk regering i mands minde har haft så lidt politisk autoritet.

Regeringen er låst af – som også tidligere finansminister Mogens Lykketoft (S) har kritiseret – at have overtaget urealistiske modeller fra Finansministeriet.

Og så længe regeringen ikke tør bryde ud af VKO-boblen fra 00’erne og selv begynder at formulere en kontant politik, som sætter beskæftigelse først, vil S-R-SF mangle retningssans til at styre landet som mere og andet end et forretningsministerium.

De radikale er morderisk effektive til at tage livet af regeringspartnere. Tidligere har de radikale gennemtrumfet deres mærkesager med en kortsigtet kynisme, der har fået det folkelige fundament under skiftende regeringer til at smuldre.

Forhistorien gør det ikke overraskende, at mange har forsøgt at forklare S-R-SF-regeringens kollaps med de radikales afgørende indflydelse. Indtrykket er blevet forstærket af radikale ministre, der har set passivt til, mens S- og SF-ministre er snublet i deres uindfriede valgløfter.

Men ret beset har Det Radikale Venstre heller ikke formået at sætte nye dagsordener og mobilisere vælgere bag en ny politik. Tværtimod har de radikale kapituleret på en række områder – fra boligskat over udlændinge til grøn omstilling.

De radikale opnåede absurd nok større konkrete resultater som oppositionsparti under Lars Løkke Rasmussen (V), mest markant med efterlønsreformen, end de hidtil har formået som regeringsparti.

Teknokrater skræmmer vælgerne væk overalt, også i Danmark. De radikale fører reelt ikke politik, de administrerer blot – og nøjes med at gøre bureaukratsnak til deres paroler.

Når de radikale politikere lyder magtfulde, skyldes det således ikke, at de har flyttet embedsmændene på Slotsholmen, men blot at de læser fint op af mappemændenes grå talepapirer.

Men evnen til at forandre Danmark og i virkelighedens verden »føre linjen fra 1990’erne videre« bliver undergravet, hver gang cand.polit.-bureauet får held til at annullere nogle af de ideer, som de tre partier trods alt bragte med ind i regeringskontorerne.

Hvis de radikale fortsat skal tages alvorligt som et ansvarligt parti, er det først og fremmest Margrethe Vestager, der må besinde sig på, at regeringsprojektet kun kan reddes ved at blive genstartet – med en ny satsning på at øge efterspørgslen efter arbejdskraft i dag, ikke kun udbuddet i fremtiden.

Flertallet ønskede rent faktisk forandring.