Skæbnen for dansk økonomi afgøres i den kommende uge – hverken i Rio eller i Struensee-værelset i Finansministeriet. Topmødet i Bruxelles, hvor EU-landene på en og samme tid skal forsøge at redde euroen og enes om en ny vækstpagt, vil få langt større indvirkning på beskæftigelsesmulighederne her i Danmark end et nok så fiffigt forlig om nogle få og små skatteomlægninger.

Danmark er blevet symbolet på, at euroen balancerer på kanten af et kollaps. I ugens løb blev danske statsobligationer solgt til en rente på minus 0,08 procent.

Når investorer er villige til at gamble så stort, er det ikke kun et tegn på kapitalflugt fra Sydeuropa, men også et dystert udtryk for, at flere og flere pengemænd forventer, at den danske krone vil stige i værdi – i tilfælde af euroens bankerot.

En revaluering af kronen, altså en opskrivning i forhold til andre valutaer, vil være lige så lukrativ for de finansfolk, som lige nu spekulerer imod netop kronekursen, som den vil være destruktiv for dansk realøkonomi, særligt eksporten.

Bundlinjen er, at Danmark har meget at miste ved et sandsynligt eurokollaps, ganske enkelt fordi danske virksomheder vil få sværere ved at sælge varer, og arbejdsløsheden derfor risikerer at stige.

Samme mønster tegner sig i Tyskland, som vil tabe langt mere ved et snarligt eurokollaps, end de risikerer at skulle hæfte for, hvis det mod alle odds skulle lykkes at redde den fælles møntunion på EU-topmødet, der begynder på torsdag.

Dramaet til trods er der endnu ingen, som ved, hvad hverken S-R-SF-regeringen eller den splittede borgerlige opposition mener om de forslag, der er på forhandlingsbordet i Bruxelles. Her i Danmark lurepasser samtlige partier i ly af vores euroforbehold, og synes passivt at afvente, hvad Tysklands borgerlige kansler Angela Merkel kan enes med Frankrigs socialistiske præsident François Hollande om.

Magtspillet er mildest talt mere kompliceret end de hjemlige skatteforhandlinger. På den ene side er Merkel tvunget til at imødekomme socialdemokratiske krav om blandt andet en europæisk finansskat og større kollektiv gældshæftelse i Europa – ganske enkelt fordi hendes konservative parti CDU er afhængige af socialdemokraterne for at kunne få finanspagten ratificeret i Bundestag. Men næppe uden hård nærkamp til det sidste.

På den anden side regerer François Hollande over en så skrøbelig fransk økonomi, at han omvendt vil være nødt til at gå på kompromis med flere af sine patriotiske valgløfter for at sikre sig en dyb tilknytning til en eventuel ny og mindre euro blandt de nordeuropæiske lande. Men i det mindste tør han udfordre.

Hvor står Danmark? Tavshed fra alle. At euroen skal konstrueres forfra, er der ingen, der stiller spørgsmålstegn ved. Ligesom de fleste også accepterer, at en mulig løsning må kombinere både konservative krav om strukturreformer og socialdemokratiske krav om jobinvesteringer.

Tragedien er blot, at stats- og regeringscheferne vil få mindst lige så svært ved at blive indbyrdes enige, som de hver især vil have ved at overbevise deres egne vælgere om at overføre endnu mere politisk suverænitet til Bruxelles. For første gang siden etableringen af Kul- og Stålunionen tilbage i 1951 er den aktuelle krise i det europæiske samarbejde ikke med til at bringe projektet fremad. Tværtimod. I dag står det klart, at euroen blev indført uden den fornødne vilje til videre politisk integration mellem EU-landene.

Regeringen har hidtil brugt EU-formandskabet som undskyldning for ikke at melde klart ud om hverken finansskat, eurobonds eller bankunion. Den danske regering fedtspiller mindst lige så meget på den europæiske scene, som Venstre gør herhjemme i skatteforhandlingerne.

Som de borgerlige regeringer i EU er S-R-SF ikke villig til at sætte prestige på spil for at finde et gangbart kompromis, der kan sikre mod fortsat gældsstiftelse og samtidig skabe håb om tiltrængt vækst.

Tomrummet S-R-SF kunne finde tiltrængt inspiration til en økonomisk genstart, hvis de turde gå ind og engagere sig med klare holdninger i de næste døgns skæbnestund for EU’s fremtid i den danske debat er ikke kun trist, fordi forhandlingerne om f.eks. at forvandle Den Europæiske Centralbank til en egentlig centralbank og frigive ressourcer til milliardinvesteringer i job sætter rammerne for dansk økonomi.

Det er også trist, fordi debatten i resten af Europa viser, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem reelle reformer og direkte satsninger på nye job.

S-R-SF kunne finde tiltrængt inspiration til en genstart, hvis de turde engagere sig i de næste døgns skæbnestund for Europas økonomiske fremtid. Socialdemokraterne har meget at lære af deres partikammerater i Frankrig og Tyskland.