Sosserne står igen lige midt i dansk politik, hvis man tager den officielle spin-forklaring for pålydende. Med skatteforliget har S-R-SF effektivt erobret den midte, hvorfra Danmark regeres. Og hertil vil vælgerne vende tilbage, før eller siden. Sådan håber regeringens topstrateger i hvert fald, at den kommende tid vil udvikle sig.

Her følger en lille analyse af det socialdemokratiske drømmescenarie, som dog kun er ét af mindst to andre mulige: Scenarie B, hvor VKR-regeringen vender tilbage, eller Scenarie C, hvor det røde kabinet genopstår.

Men først scenarie A: Hele logikken bag skatteforliget med Venstre og Konservative hviler på en enkel antagelse, nemlig at Enhedslisten ikke tør vælte en socialdemokratisk-ledet regering. Uanset hvad Johanne Schmidt-Nielsen & co. nu piver op om, mener finansminister Bjarne Corydon (S) tydeligvis, at han har ryggen fri til at kunne lave midtersøgende politik – uden at skulle tage hensyn til eks-kommunisterne ude på venstrefløjen.

Det er et gigantisk gamble, men tænk, hvis ’Blå Bjarne’ har ret i sin satsning? Hvis frygten for Pia Kjærsgaards genkomst reelt er så dyb og voldsom, at Enhedslisten foretrækker f.eks. forringelser for førtidspensionisterne, ja, så er det ikke overraskende, at S-R-SF placerer sig solidt til højre for midten - da der ingen risiko er forbundet hermed, og alle vælgere samtidig kan se, at Socialdemokraterne repræsenterer den sunde småborgerlige fornuft.

Utallige vælgerundersøgelser viser, at det store flertal foretrækker et bredt midterprojekt.

På samme måde som Anders Fogh Rasmussen (V) rykkede strategisk til venstre i velfærdsdebatten, forsøger Helle Thorning-Schmidt (S) nu at placere sig lidt længere til højre i skattedebatten. Og på samme måde som den liberale tænketank Cepos, der konstant kritiserede VK-regeringen for at være alt for socialdemokratisk, og dermed fungerede som perfekt legitimering af Foghs strategi, kan Enhedslisten være med til at legitimere S-R-SF som småborgerlig – ganske enkelt ved at kalde ministrene for alt det, som de håber på at blive kaldt.

Lige nu er vælgerhavet skvulpet i borgerlig retning, men over tid – lyder antagelsen – vil flertallet svinge tilbage mod den retmæssige midte, og så kan særligt Socialdemokraterne i mellemtiden have formået at vinde noget nær monopol på rollen som midterparti. I så fald er skatteforliget et strategisk mestertræk, som vil sikre sosserne magten i mange årtier.

Scenarie A rummer så mange satsede præmisser, at man ikke behøver at være en stor kyniker for at tvivle på genialiteten i at »pisse på« et parlamentarisk støtteparti. Mest tvivlsomt er om S-R-SF overhovedet vil kunne overleve lang tid nok til at kunne høste en eventuel gevinst fra de tilbagevendende midtervælgere. Og undervejs risikerer SF at gå i total opløsning, hvilket dog næppe vil gøre en mærkbar forskel for nogen.

Blå Bjarne kan ende i historiebøgerne som den nye Fogh.