Den mere og mere zombielignende SF-formand, Villy Søvndal, har ingen realpolitiske triumfer at se tilbage på.

Partiet er ved at gå i opløsning, og allerede efter ni måneder må det konstateres, at tidligere udenrigsminister Per Hækkerup (S) fik ret, da han forudsagde, at SF ville knække under magtens åg. SF har endnu ikke opnået resultater, andre partier ikke kan tage æren for.

Men folkesocialisterne kan sætte kryds ud for én symbolsk sejr, som kan vise sig at få afgørende betydning: Gamle valgparoler fra nejbevægelsen høres nu pludselig som undskyldninger fra selv engang så proeuropæiske partier som Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre.

SF’s klassiske position i EU-debatten, som særligt Villy Søvndal stod i spidsen for gennem en årrække, er pludselig blevet den etablerede holdning i stort set alle partier i Folketinget. Ingen betydningsfulde danske politikere synes længere at ville kæmpe for, at Danmark får mulighed for at præge Europa direkte. ´

Tilbagetoget er paradoksalt nok sket under det danske EU-formandskab. I samtlige debatter om at forpligte landene tættere på fælles løsninger har S-R-SF enten forsøgt at tale sort eller direkte afvist dybere deltagelse. Toppolitikerne fra de såkaldte ja-partier lyder efterhånden som et ekko af Holger og konen, som sagde nej til unionen i 1992. Her 20 år senere er SF’s skepsis nu blevet mainstream.

Afslutningen på det danske EU-formandskab markerer et grundlæggende kursskifte i kongerigets forhold til det europæiske samarbejde: Regeringen har i slagsmålet om Europas fremtid valgt at placere Danmark på et sidespor, helt ude i periferien sammen med Storbritannien.

Kortsigtede nationale interesser trumfer igen ethvert hensyn til den videre økonomiske udvikling i Europa, som på godt og ondt sætter rammerne for beskæftigelsesmulighederne i Danmark.

Hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) eller økonomiminister Margrethe Vestager (R) har kastet sig selv ind for at sikre, at Danmark bringes tættere på den kerne, der bestemmer den økonomiske politik for EU-landene. Tværtimod har de radikale brugt enhver lejlighed til at distancere sig fra ideerne om f.eks. en europæisk finansskat, mens socialdemokraterne først forsøgte at lurepasse i spørgsmålet om finans- og bankunion, for endelig at melde klart ud, at Danmark skal stå helt uden for et tættere politisk samarbejde på tværs af kontinentet.

Efter gårsdagens skelsættende EU-topmøde står Danmark ikke kun isoleret tilbage med forbehold over for rets-, forsvars- og eurosamarbejdet, men også over for en række af de nye områder, hvor de store europæiske kernelande er på vej til at udvide det politiske samarbejde.

Symbolsejren for den gamle nejsiger Villy Søvndal har en stor pris. Særligt for venstrefløjen. Danmarks bevægelse væk fra EU-kernen vil nemlig kun øge presset på, at S-R-SF-regeringen må føre en stram økonomisk politik, som er endnu mere konservativ, end hvis vi selv havde været med. I hvert fald så længe et bredt flertal ønsker at bevare den fastkurspolitik, som er under voldsomt spekulationspres.

Hvis S-R-SF ønsker at opretholde kronens kurs over for euroen – uden at sidde med ved forhandlingsbordet – vil regeringen i praksis være tvunget til at føre en stram finanspolitik, der er mere konservativ end kanslerens linje i Berlin.

Konsekvensen bliver, at SF kun får endnu mindre manøvrerum til at præge den økonomiske politik i mere social retning.

Måske er det netop derfor, at de radikale har ladet EU-flaget falde til jorden?

Statsminister Helle Thorning-Schmidt meldte i ugens løb ud, at en folkeafstemning om forbeholdene er udskudt på ubestemt tid. Dermed sanktionerer regeringen, at SF’s største triumf er og bliver undtagelserne. Hverken før eller siden er det lykkedes folkesocialisterne at sætte rammerne for de andre partiers politik.

Efter ni måneder ved magten er status, at den økonomiske debat er rykket markant i borgerlig retning, fordi S-R-SF fuldstændig har overtaget den gamle regerings dagsorden, og at EU-debatten samtidig er rykket lige så langt i nationalistisk retning, fordi S-R-SF ikke har turdet tage kampen for at give Danmark større indflydelse på et dybt kriseramt Europa.