En flok upopulære ministre, der møder vælgerne ude på en klippeø midt i Østersøen?

En splittet koalition, der håber at redde sig eget liv ved at lette hverdagen for dem, der smører grå leverpostejsmadpakker? Historien lyder velkendt, men rollerne er byttet om.

Efter flere måneders frit fald i meningsmålingerne lancerer en trængt og samspilsramt statsminister pludselig ideen om trepartsforhandlinger. LO er overraskende begejstrede, måske fordi invitationen handler om at øge efterspørgslen efter de alt for mange unge, der er ledige.

Ude på den fjerne sommerferieø finder statsministeren og LO-bossen hinanden.

Bemærkelsesværdigt nok brugte Sveriges borgerlige statsminister, Fredrik Reinfeldt, ugens pendant til folkemødet, Almedalsveckan på Gotland, til at foreslå en ny jobpagt, som i sit indhold er mere socialdemokratisk, end hvad S-R-SF hidtil har evnet at gennemføre i Danmark.

LÆS DEBATEn tradition er født

Mandsopdækket af Kling og Klang-betjente trådte Fredrik Reinfeldt trådte op på talerstolen midt i den grønne lund Almedalen i Visby og talte, så det næsten lød indigneret, om behovet for at samarbejde med fagbevægelsen om at skabe plads til flere unge på arbejdsmarkedet.

Planen er at tilbyde 30.000 ufaglærte unge et lærlingejob til en lidt nedsat løn – mod at blive kompenseret fuldt ud af staten ved samtidig ekstrauddannelse.

Den nye svenske model er udtænkt af formanden for Industrifacket Metall, Stefan Löfven, der i mellemtiden er blevet formand for Socialdemokraterne, og tilmed en sjældent populær én af slagsen.

Som Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt har gjort tidligere, er Sveriges borgerlige statsminister, Fredrik Reinfeldt, i fuld gang med at kopiere sin modstanders vinderideer.

Oppositionen sætter dagsordenen, mens regeringer reagerer.

I hele Europa prøver upopulære statsministre at vinde midtervælgere tilbage ved at gennemføre tiltag, som de førte valgkamp imod.

Det kan kaldes løftebrud, midtersøgning eller taktisk jiu-jitsu. Men faktum er, at hvor samfundsforskere engang talte om en ’statsministereffekt’, der gav den siddende regering ekstra pondus, er der i dag snarere tale om en ’statsministerdefekt’, der svækker regeringspartierne og øger oppositionens gennemslagskraft.

Herhjemme har S-R-SF-regeringen netop indgået en skattereform, som bygger på mere borgerlige principper, end VK-regeringen ville have turdet fremlægge, hvis de havde vundet valget. Samtidig er trepartsforhandlingerne brudt sammen, fordi S-R-SF sværger til en liberal doktrin om kun at ville øge udbuddet af arbejdskraft, selv midt under en nedtur.

Situationen er lige omvendt i Sverige, hvor de spidsborgerlige ideologer raser over, at allianceregeringen har målrettet alle skattelettelser mod bunden i form af et rent beskæftigelsesfradrag og nu inviterer til brede trepartsforhandlinger.

Den blå-gule regering har erkendt behovet for at stimulere efterspørgslen efter arbejdskraft. Ja, Fredrik Reinfeldt markedsfører ligefrem sit parti, Moderaterna, som det »moderne arbejderparti«.

Forskellen handler ikke om farver, men derimod om langt vigtigere opfattelser af, hvad der er de grundlæggende problemer i de nordiske velfærdssamfund.

Mens S-R-SF blindt har overtaget doktrinen om, at øget arbejdsudbud er den eneste vej til nye job, forsøger den borgerlige regering i Sverige at give virksomhederne bedre vilkår for rent faktisk at ansætte flere. Ganske enkelt fordi det ikke er udbuddet af arbejdskraft, det halter med, men derimod efterspørgslen.

Den socialdemokratiske beskæftigelsespolitik, som sossernes nye formand, Stefan Löfven, har slået sig op på, og som ’røde Reinfeldt’ nu føler sig presset nok til at ville efterligne, konfronterer netop de trængsler, som alle leverpostejssmørerne tumler rundt med i hverdagen.

Selvtilliden blandt de svenske sosser – og viljen til at føre en jordnær politik, der reelt løfter bunden i samfundet – har i løbet af de seneste måneder parallelforskudt debatten så langt til venstre, at selv de borgerlig-konservative politikere nu ikke tør andet end deltage i den demokratiske konkurrence om at skabe job.

Men tænk, om magtpolitikere turde lade sig styre af andet og mere end modstandernes taktik? Tænk, om den danske S-R-SF-regering turde bruge sommeren til at lade sig inspirere af deres egne meningsfællers ideer til at øge efterspørgslen direkte efter arbejdskraft?

Der er utrolig meget plads at boltre sig på. For intet tyder på, at de borgerlige partier i Danmark tænker lige så hurtigt og fremsynet som deres blå-gule søsterpartier.