Krisen er slut.

Nu vender optimismen tilbage. Rundt om hjørnet. Sådan lyder det igen og igen fra håbefulde ministre, bankøkonomer og brugtvognshandlere. S-R-SF-regeringen har gjort det rigtige – og hvad der er muligt. De etablerede økonomer ser lyset.

Men nedturen synes desværre kun lige at være begyndt. I hvert fald for de stadig flere borgere, der har mistet fodfæstet på jobmarkedet. Aldrig nogensinde tidligere i danmarkshistorien har så mange borgere været på overførselsindkomster som nu. Overalt i landet oplever en stigende gruppe, især af ufaglærte mænd, at der ikke længere er efterspørgsel efter deres evner. De er overflødige.

LÆS OGSÅLO: De fleste arbejdsløse vinder på skattereformen

Fra det etablerede Danmark fremhæves det ellers, at den officielle arbejdsløshed er lav. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik er der i dag ’kun’ 162.500 arbejdsløse, eller godt 6 procent af arbejdsstyrken. Og sammenlignet med situationen i 1993, da Nyrupregeringen trådte til, er det officielle ledighedstal ubestrideligt lavt. Dengang stod mere end 350.000 danskere uden et arbejde, eller over 12 procent af arbejdsstyrken.

Arbejdsløshedstallet fortæller imidlertid kun den ene side af historien: Beskæftigelsen er nemlig ikke steget. Når det officielle arbejdsløshedstal er lavt på papiret, skyldes det ikke, at folk er i job, men derimod at stadig flere ’måske egnede’ er blevet parkeret på alle mulige passive ydelser, på helt systematisk vis. Arbejdsløshedstallet er kun lavt, fordi færre og færre tæller med i selve arbejdsstyrken.

Udstødningen af titusindvis af borgere, hvert eneste år, holdes i gang af en stabil tværpolitisk alliance: På den yderste venstrefløj opfattes det som et tegn på velfærd, at hundredtusindvis i den arbejdsduelige alder forsørges af staten; de grønne idealister er imod en højere beskæftigelse, fordi øget vækst udpiner naturen; fagbevægelsen nærer ingen omsorg for alle dem, som ikke er medlemmer; de borgerlige pragmatikere støtter erhvervslivet, som for alt i verden vil undgå at påtage sig et større socialt ansvar og derfor foretrækker offentlig forsørgelse; og liberalisterne ser en god mulighed for at få overførselssatserne beskåret.

Fra hver sit udgangspunkt er forskellige grupperinger knyttet sammen i viljen til at opretholde status quo – og dermed et umyndiggørende system, som skubber stadig flere borgere ud i det, som på svensk kaldes for ’utanförskapet’, udenforskabet, eller ’arbejdsløshedsklassen’.

Karakteristisk nok er der ingen store partier eller bevægelser, der kæmper for de overflødiggjortes jobmuligheder, skønt over 800.000 voksne i dag står uden for det arbejdsfællesskab, som på godt og ondt giver identitet og selvværd.

LÆS OGSÅEn dansk svendeprøve giver job

I fraværet af en bevægelse, som kæmper arbejdsløshedsklassens sag, har et bredt flertal i Folketinget fået frit spil til at indføre et fornedrende kontrolregime, hvor passivt forsørgede tvinges til at underkaste sig en overvågning fra myndighedernes side, som ressourcestærke skatteborgere aldrig ville acceptere.

Myndighedernes beføjelser til at overvåge og tvinge folk ud i absurde forløb har for længst overskredet grænsen for, hvad der er et åbent retssamfund værdigt. Samtidig er der opstået enighed om, at også arbejdsløshedsklassen – som ikke selv kan protestere, fordi de intet har at true med – må være med til at betale for velfærdssamfundets overlevelse og derfor må lære at leve med lavere ydelser.

Bundlinjen står dog uforandret tilbage: Hverken øget kontrol eller lavere ydelser har eller kan ændre på, at der ikke længere er brug for hundredtusindvis af voksne her i Danmark. Så længe politikerne ikke tør begynde at sætte jobskabelse før alt andet, vil efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft falde, mens antallet af passivt forsørgede vil stige tilsvarende.

Stort set alle reforminitiativer handler om at stramme reglerne for overførsler, ikke om at øge efterspørgslen efter ’måske egnede’. Selv SF har accepteret ideen om, at færre penge er sundt for fattige.

Men et egentligt progressivt reformprojekt må i stedet handle om at sætte så godt gang i samfundsøkonomien, fra neden, at der skabes plads til og brug for flere i reelle private job. Den sociale sammenhængskraft vil smuldre, hvis det produktive flertal fortsat accepterer, at den overflødige femtedel holdes udenfor.