Trylleordet er blevet besværget igen og igen: »Udbud«, har det lydt fra hele ministerholdet.

Som et ekko af de fagøkonomer, der op gennem 00’erne kritiserede VKO-blokken for at se passivt til, mens samfundsøkonomien boblede over, har regeringspartierne besluttet, at øget arbejdsudbud er den eneste vej frem.

Flere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hokus pokus: Det er ikke alene 'fornuftigt', nej, det er ligefrem 'nødvendigt', som det hedder officielt.

Problemet er blot, at kun de færreste vælgere har forstået, hvad regeringsprojektet handler om.

Det største mysterium i S-R-SF-regeringens forunderlige rejse gennem ministerkontorerne har således været, at topfolkene kun har messet deres abrakadabra – »udbud, udbud, udbud« – højere og højere i takt med popularitetsmålingernes tunge himmelfald.

Uden videre forklaring virker projektet forhekset. For ud over uhåndgribeligheden i alle de tekniske termer, er dét så virkelig, hvad moderne centrum-venstre-visioner kan og skal handle om? I en tid, hvor stadig flere bliver overflødige, udstødes og den sociale ulighed stiger?

Siden finanskrisen ramte landet, er op mod 200.000 private job forsvundet, arbejdsløsheden stiger fortsat, måned for måned – og Danmarks Statistik har tilmed forudsagt, at arbejdsudbuddet frem mod 2020 vil stige med 68.000 flere, end Finansministeriet hidtil har regnet med.

Lige nu kæmper S-R-SF-regeringen mod et fantom, som kun de selv frygter.

Besværgelsen om udbud lyder mere og mere mærkelig. Men der findes en forklaring, ja, en enkel forklaring: »Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen«, udtalte Det Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq til Jyllands-Posten i forgårs og fortsatte med åbenhjertig kynisme:

»Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det. Men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år. Vi skal ikke ned på tysk niveau, men vi er nødt til at tage bestik af realiteterne«.

Udmeldingen er forfriskende ærlig og ikke mindst forståelig.

Det er derfor forudsigeligt, at en række nervøse politikere fra de tre forskellige regeringspartier straks har forsøgt at trække i land.

Sosserne og SF'erne er bestyrtede, mens selv de radikales grå eminence, Marianne Jelved, udtalte udglattende i går: »Det er en svipser. Vi arbejder med reformer, der øger arbejdsudbuddet hen over årene. Det øger ikke arbejdsudbuddet her og nu«.

LÆS ARTIKELR-top korrekser: Lønpres ikke vores politik

Oprigtigheden fra Nadeem Farooq er imidlertid ubestridelig rigtig – præcis som den forsinkede analyse fra Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen, da han åbent erkendte, at S og SF tabte valget i efteråret.

Det er uundgåeligt, at et øget arbejdsudbud vil trykke lønnen i en tid med stigende arbejdsløshed, præcis som det skete ved de seneste overenskomstforhandlinger, hvor fagbevægelsen accepterede en faldende realløn.

Ligesom det er uundgåeligt, at S og SF ikke er i stand til at sætte en ny økonomisk dagsorden, når 'efterlønsflertallet' – mellem VKO-blokken og de radikale – stadig spøger bag magtens kulisser.

Uanset hvad Enhedslisten måtte kunne drømme sig til af lyksalighed, og uanset hvad ældre SF'ere kan føle af bitterhed, er faktum, at flertallet i Folketinget bag den konservative cocktail af skattelettelser og forringelser af overførselsindkomsterne lige så bredt som borgfreden om den stramme udlændingepolitik.

S-R-SF regerer på et borgerligt mandat og har accepteret, at lavere lønninger på forunderlig vis skal gøre os alle rigere.

Bortforklaringer hjælper ikke længere. Ærligheden fra Nadeem Farooq og Henrik Sass Larsen virker mere tillidsvækkende. S-R-SF-regeringen vinder intet på at sløre virkningerne af deres politik.

I en tid, hvor over 800.000 voksne danskere er parkeret uden for arbejdsmarkedet – og vælgerne i massivt tal bakker op bag 'efterlønsflertallet' – er spørgsmålet snarere, om nogle partier også har ideer til at øge efterspørgslen efter arbejdskraft.

Spørgsmålet er, om S-R-SF har mere i skufferne end de helt utilstrækkelige tiltag, der hidtil er fremlagt med 'kickstart', energiforliget og de nye afskrivningsregler: Har S og SF overhovedet et alternativ til faldende lønninger? I så fald ville det være spændende at høre om. Snart.