Hun lovede at ville blive som DF-partiformand lige så længe, at countrysangerinden Dolly Parton turnerede. Men sådan skulle det ikke gå.

Til gengæld vil Pia Kjærsgaards tid som partiformand gå over i historien som én af de mest spektakulære epoker i dansk politik.

Ved at trække sig nu, giver hun samtidig Dansk Folkeparti bedre muligheder for at overleve som et bredt parti, der bestemt ikke længere kun er båret frem af landsbytosser.

Pia Kjærsgaards bedrifter i dansk politik er uhyggeligt imponerende: Hun har formået at skabe et levedygtigt parti, hvilket meget sjældent sker, og hun har samtidig sat helt nye standarder for, hvordan partiledere kan bruge sig selv som selve inkarnationen på partiets politik.

I den veliscenesatte rolle som 'Danmarks hjemmehjælper' har Pia Kjærsgaard evnet at engagere mange af de frustrerede og utilfredse vælgere, som i andre lande ender på sofaen.

I afskedens stund skal Pia Kjærsgaard have den anerkendelse, at hun og Dansk Folkeparti har været med til at holde valgdeltagelse imponerende høj her i Danmark.

Uanset, hvad man måtte mene om partiets politik og deres vælgeres værdier, er og bliver det et demokratisk sundhedstegn, når folk bringes til at bruge deres stemme til at give udtryk for utilfredshed, frem for - som det desværre er tilfældet i andre velstillede nationer - blot forfalder til apati.

Pia Kjærsgaard har stået i spidsen for en folkelig strømning, der på mange måder er en spejling, altså det stik modsatte, af de græsrodsbevægelser, der i sin tid skabte grundlaget for SF - anført af personligheden Aksel Larsen.

Hvor det 'nye venstre' tilbage i 1960'erne og 1970'erne gav stemme til en ny velfærdsgeneration af veluddannede unge, der ønskede ligestilling, individuel frihed og grøn balance, har det 'nye højre' op gennem 00'erne skabt en platform for dem, der har følt sig truet af netop denne form for modernitet; for alle dem, der ikke kan se fordelene ved det nye og grænseoverskridende.

Succesen er i høj grad hendes personlige fortjeneste. Og derfor er det også symbolsk, at Pia Kjærsgaard nu står til at udføre et politisk mesterstykke, som kun få partiledere har evnet tidligere i danmarkshistorien: DF-haderne skal ikke glæde sig for tidligt, for hendes parti vil overleve uden hende.

Intet tyder på, at Dansk Folkeparti vil kollapse med hendes afgang som frontfigur, sådan som det ellers skete med de to tidligere protestpartier fra jordskredsvalget i 1973: Hendes eget oprindelige parti, Fremskridtspartiet, som hun var politisk ordfører for, kunne ikke klare sig uden den borgerlige anarkist Mogens Glistrup, og Centrumdemokraterne gik også i opløsning, da den karismatiske parcelhus-partiformand Erhard Jakobsen stoppede.

Sådan vil det ikke gå med Dansk Folkeparti, som siden stiftelsen 1995 er vokset frem til at blive en bemærkelsesværdig magtfaktor i dansk politik, der stabilt har formået at mobilisere op mod hver 8. vælger - ved valg efter valg.

Dansk Folkeparti vil utvivlsomt gå en mere turbulent tid i møde og sikkert opleve større udsving i meningsmålingerne, men det næste geled af løjtnanter står parat til at videreføre den klare linje, som på godt og ondt er blevet en ny politisk grundtone på linje med de andre gamle, etablerede partier.

Modsat tidligere protestpartier har Dansk Folkeparti, som parlamentarisk støtteparti for VK-regeringen gennem 00'erne, udviklet sig til at være et hyperpragmatisk indflydelsesparti, der samtidig forener tre understrømme i vælgerhavet: indvandrerskepsis, ældres vilkår og EU-skepsis.

DF kan på den ene side købes til at stemme for meste, men har samtidig en ubestrideligt klar profil i en række af de følelsesladede debatter, der optager vælgerne.

Selv om Dansk Folkeparti vil få lidt sværere ved at få opmærksomhed uden hende i front, har Pia Kjærsgaard dygtigt og vedholdende gjort det, som kun Aksel Larsen tidligere har formået i nyere danmarkshistorie: At skabe et politisk parti med større appel end hendes medievante personlighed alene.