Epoken, hvor udlændinge blev set som årsagen til alverdens ulykker, er endelig slut.

Men trangen til at finde syndebukke på bunden af samfundet er langtfra forbi. Krisen har sat en ny dagsorden, hvor arbejdsløse og langtidsledige i stigende grad hænges ud som stopklodser for en ny økonomisk optur.

De borgerlige partier har fundet en ny gruppe at sparke sig op fra. De unge, der er kommet i klemme under nedturen, og som ikke har fået hverken job eller uddannelse, skal udstilles som dovne og forkælede – og have tommelskruerne på.

De konservative vil sænke kontanthjælpen til unge ned på SU-niveau, og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, lancerede i går en stribe stramninger af reglerne for unge bistandsmodtagere.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kom samtidig tilbage fra sommerferien – med et tvetydigt budskab om, at regeringens kvaler hovedsagelig skyldes kommunikationsproblemer, og at S-R-SF i øvrigt ikke har tænkt sig at finde penge til at hjælpe de dagpengemodtagere, der fra nytår rammes af afkortningen af ydelsesperioden og står til at miste ethvert levebrød:

»Vi har allerede forlænget dagpengeperioden med et halvt år – endnu et rigtig godt resultat. Jeg har svært ved at se, at vi har økonomi til at ændre dagpengesystemet. Det handler ikke om vilje, men om økonomi«, lød den defensive udmelding fra Helle Thorning-Schmidt.

Forringelser for unge ledige er der bred tilslutning til i Folketinget. S-R-SF’s store dagsordener for det kommende år er fortsat at reformere kontanthjælpen og SU-systemet. Og ordet ’reform’ er fortsat nysprog for at sænke ydelser, afkorte perioden og stramme betingelserne.

Alligevel er der ved at opstå små sprækker i den nye strammerlinje. Men ikke mellem S-R-SF og den blå opposition, men derimod internt i trekantsdramaet af den samspilsramte koalitionsregering.

I et forsøg på at profilere SF lidt skarpere undsagde politisk ordfører Jesper Petersen få timer senere statsministeren:

»Vi bør kunne finde initiativer, der afbøder det ret alvorlige problem med så mange tusinde danskere, der mister deres indtægt«, lød kontrameldingen.

Spændingerne dækker over dybe uenigheder i synet på, hvem der skal betale kriseregningen, og hvordan der igen sparkes gang i samfundsøkonomien.

Enhedslisten kører også løs på dagpengehullet, som uundgåeligt vil blive et af de store stridsemner i regeringsblokken her i de kommende måneder. For sandheden er, stik modsat statsministerens undskyldende ord, at det ikke handler om økonomi, men om politisk vilje.

Vilkårene for ledige, særligt de unge, er i det hele taget en konfliktzone, hvor S-R-SF-regeringen har alle muligheder for at skabe en social kant til den borgerlige blok og samtidig skabe resultater sammen med det parlamentariske støtteparti, Enhedslisten. Dagpengehullet er absolut ikke det eneste samarbejdsområde, og måske ikke engang det vigtigste.

Mest påtrængende er en gennemgribende hovedrengøring af det aktiveringscirkus, som titusindvis af borgere trækkes igennem – uden nævneværdige resultater og mest til grin for sig selv.

Hvert år bruges op mod 26 milliarder kroner på mere eller mindre meningsløse kurser.

Aktiveringssystemet er en skandale, der ikke opkvalificerer folk, men synes at bygge på en tanke om at nedbryde, ydmyge og udmarve i forvejen udsatte borgere, så de før eller siden giver op. Ingen andre steder spildes så mange menneskelige og økonomiske ressourcer.

En total omvæltning og nytænkning af aktiveringssystemet burde være et fælles projekt for de fire partier, der står bag den nye regering.

Her er der ikke alene en fundamental menneskelig værdighed at vinde tilbage, men også milliarder af skattekroner at spare. Og samtidig en oplagt og tiltrængt kant til den blå blok.

Pia Kjærsgaards afgang som formand for Dansk Folkeparti hjælper ikke stort, hvis de arbejdsløse blot i stedet presses ind i rollen som politiske prygelknaber, med tilladelse til fri jagt hele sæsonen.