Ingen forstår længere, hvad SF’s eksistensberettigelse er som selvstændigt parti.

Ikke engang de ledende apparatjikker, der tumler rundt med en bitter blanding af gamle socialdemokratiske paroler og nye teknokratiske undskyldninger. SF er klemt og tæt på selvudslettelse, midt imellem den socialdemokratiske reformisme og den yderste venstrefløjs protester; midt imellem flere stole, imellem seks ministertaburetter.

Lige så indlysende det er, at et parti har større reel indflydelse som medlem af en regering end uden for, herunder også SF, lige så åbenlyst er det, at folkesocialisterne endnu ikke har formået at præge regeringssamarbejde i nævneværdig grad.

SF har ikke formået at presse Socialdemokraterne mod venstre, hvilket var den oprindelige og bærende idé med partiet, da det blev grundlagt tilbage i 1959. SF har heller ikke formået at få mærkesager gennemført, ej heller at få markante aftryk med i regeringsgrundlaget. Og de seks SF-ministre har ikke flyttet folkestemningen i deres retning. Tværtimod.

LÆS DEBATFem problemer, der giver Villy Søvndal hovedpine

SF er blevet lemlæstet under magtens åg. Men totalskaden skyldes ikke – som romantikerne i baglandet tror – at folkesocialisterne for første gang forsøger at præge samfundsudviklingen direkte. Og løsningen er derfor heller ikke at træde ud af regeringen her blot ti måneder efter regeringsdannelsen.

Nej, partiets problemer er langt mere fundamentale.

SF har slidt sin parlamentariske eksistensberettigelse ned, fordi ingen i partiet har formået at formulere et klart projekt, der rækker ud over splittelsen mellem reformisme og protest; ud over dilemmaet mellem at få beskidte hænder og bevare rene holdninger. For her har vælgerne to klarere alternativer i enten Socialdemokraterne eller Enhedslisten.

Mærkeligt nok findes der en åben platform, som SF gennem tiden har flirtet intenst med, men efterhånden synes at have opgivet tanken om at indtage, nemlig rollen som Danmarks grønneste parti.

Samfundsdebatten trænger ellers desperat til et parti, der tør udfordre med en gennemtænkt grøn økonomisk politik, der kan balancere mellem hensynene til både jobskabelse og bæredygtighed.

I stedet for at byde sig til som et parti, der konsekvent tænker en ambitiøs grøn omstilling tæt sammen med en lige så ambitiøs vilje til social mobilitet, er folkesocialisterne falmet. SF’s økonomiske politik er efterhånden mindst lige så konventionel som de fleste andre partiers, og SF’s energi- og klimapolitik skiller sig ikke længere ud inde på Christiansborg.

Defensorer af S-R-SF-regeringen vil indvende, at det seneste energiforlig er ganske ambitiøst, i hvert fald sammenlignet med lande, der slet ikke forsøger at omstille energiproduktionen i en mere bæredygtig retning. Som f.eks. sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege, der forleden her i avisen forsvarede regeringens foreløbige initiativer som ambitiøse.

Men kan de grønne bevægelser virkelig være tilfredse? Allerede nu? Er alle drømmene realiseret efter ti måneder?

Skattereformen, som blev båret frem af SF’s unge ’Godfather’, skatteminister Thor Möger Pedersen, er kemisk renset for ethvert skridt i en grøn retning. Og selve energiforliget blev forhandlet på plads af en radikal minister – med opbakning fra både Venstre og Konservative.

SF-miljøminister Ida Aukens seneste udspil i dagens avis om at stramme reglerne for pesticider rummer mildest talt heller ikke samme schwung som onkel Svends epoke i 1990'erne, hvor frøene blev lagt til en grøn offensiv, som den nye regering desværre har ladet visne bort.

LÆS MEREAuken vil farlige sprøjtemidler til livs

SF står tilbage som selve symbolet på en dansk erhvervs- og klimadebat, der er klappet helt sammen.

Efter COP15-topmødet i 2009 har ingen politikere for alvor turdet satse på grønne ideer, der måske kunne fremprovokere nogle nye brudflader i det politiske landskab. Slet ikke SF, der selv i klima- og energipolitikken er blevet pragmatisk mainstream.

Grønne partier har blomstret i vores nabolande i årevis: I Sverige har Miljöpartiet længe været lige så populært som Die Grünen i Tyskland. De grønne partier har en original profil, der løfter sig op over splittelsen mellem socialdemokratierne og den ekskommunistiske venstrefløj.

Kort sagt en profil, der forholder sig til vækstudfordringerne i det 21. århundrede og dermed rummer potentialet til at trodse SF’s skizofrene identitetskrise i krydsfeltet mellem Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Hvis SF ville, turde og kunne, rummer en selvstændig position som Miljöpartiet og Die Grünen et nyt fundament for at præge samfundsudviklingen i en langt stærkere grad end det nuværende og taktiske småfedteri.

SF’s krise handler dybest set ikke om hverken en svag ledelse eller de radikales dominans: SF mangler en ny eksistensberettigelse som regeringsparti – og en grøn profil er eneste og sidste mulighed.