Økonomien skrumper.

Mens landene omkring os har svag opdrift, står Danmark stille.

En hel generation af hjemmegroede tabere nåede ikke ind på jobmarkedet, før nedturen satte ind – og nu står hundredtusindvis uden mulighed for at forsørge sig selv.

Alligevel er det en lille gruppe af dagpengemodtagere, som optager sindene, skønt de kun udgør toppen af isbjerget.

Automatreaktionerne passer ind i tv-kulturens typecasting: I det røde ringhjørne kræver Enhedslisten, at alle dagpengemodtagere reddes, når den afkortede periode stopper til nytår, og blandt de blå ringvrag står S-R-SF-regeringen og forsøger at holde fast på hinanden og den tidligere regerings beslutning om at skære ned over for folk på kanten af a-kasse, nu suppleret med en ’akutpakke’.

LÆS OGSÅAlle vil udrydde den ufaglærte arbejder

Brudfladen på venstrefløjen – som skærer helt på tværs af trekantsregeringen – handler foreløbig kun om velviljen til at holde hånden under langtidsledige på dagpenge, altså folk som enten har haft et vellønnet job eller en længere uddannelse.

Imens falder titusindvis ned under radaren: Danmark har fået en enorm underklasse af ellers raske voksne, som aldrig kommer i nærheden af dagpengesystemet, men i stedet må finde sig i at blive overvåget, jagtet og drevet rundt.

Selv om venstrefløjen har svært ved at erkende fænomenet, er den barske virkelighed, at velfærdsstaten ikke blot har været ude af stand til at forhindre, at op mod en femtedel af befolkningen ikke længere er integreret på arbejdsmarkedet – men at velfærdsstaten også selv er med til at skabe en ny form for ulighed.

De socialt udsatte i dagens Danmark balancerer ikke på kanten af dagpenge, men lever som i parallelsamfund, isoleret fra det omkringliggende jobmarked og fanget i lommer af misbrugskultur.

Afstanden mellem ’bunden’ og ’middelklassen’ er mindst lige så stor som mellem ’dem’ og ’os’ i udlændingedebatten.

Trods intentioner om det modsatte må det konstateres, at velfærdsstaten ikke har brudt den sociale segregering.

Tværtimod har velfærdsstaten forstærket den nye sociale lagdeling – mellem på den ene side dem, der kan leve op til kravene i uddannelsessystemet, og efterlever middelklassens normer, og på den anden side den voksende gruppe, der dropper ud, og som ingen efterspørger.

LÆS OGSÅAntorini: Vi skal løse pratikpladsproblem

Kravene til produktivitet er så høje, at alle dem, som ikke lærte at læse, skrive og regne i skolen, enten ikke kan bruges eller erstattes med billig arbejdskraft fra Østeuropa.

Årtiers ligegyldighed over for at bevare og udvikle en fremstillingsindustri her i Danmark med job til ufaglærte har fjernet livsgrundlaget for op mod hver fjerde mand.

For alle disse borgere gør det ingen forskel, om dagpengene forlænges. Eller om skatten sænkes.

Endnu er det dog småt med politikere til venstre for midten, der åbent tør konfrontere den monumentale sociale fiasko, som ligger indbygget i den nye velfærdsstatslige ambition om at gøre den ene del af borgerne veluddannede og jobegnede – og så betale resten for at blive derhjemme på passive ydelser. Det er småt med en alternativ erhvervspolitik.

Opdelingen mellem de produktive og de overflødige sætter sig også igennem kulturelt. I gårsdagens kronik i Information beskrev SF’s medlem af Køge Kommunalbestyrelse, Mogens Møller, hvordan det er ved at blive legitimt at sparke nedad og gøre grin med underklassens levevis:

»Det er, som om foragt for mennesker med en anden social baggrund er mere legitimt end foragt for mennesker af anden etnisk herkomst«.

Og videre:

»Vi er på vej mod et samfund, hvor mennesker, som ikke har samme vilkår og kulturelle baggrund som én selv, er legitime mobbeofre og en lovlig skydeskive for ens indskrænkede menneskesyn«.

Den store gruppe af overflødiggjorte mennesker, der forsøger at hutle sig igennem dagen og vejen i hele den afindustrialiserede del af verden, kaldes med et nedsættende begreb white trash, eller ’hvidt skidt’ på et lige så beskidt dansk.

Løsningen på de nye ulighedsproblemer er oplagt ikke at dæmonisere de dårligst stillede og blot sidde veltilfredse i sofaen og grine ad f.eks. ’De unge mødre’ på Kanal 4. Omvendt må det også anerkendes, at debatten trænger til at komme frem og få et sprog, som gør det muligt at diskutere den sociale skævvridning.

LÆS OGSÅPrisen for at være ufaglært er for høj

Den hvide underklasse står over for mindst lige så store integrationsproblemer som ressourcesvage indvandrere.

Men ligesom ingen tror, at længere dagpengeperiode vil kunne bringe flere indvandrere i arbejde, er det også andre og mere håndfaste greb, der skal til i den økonomiske politik, hvis bunden skal løftes – ude i det, som SF’eren Mogens Møller selvironisk kalder »Affaldsdanmark«.

Venstrefløjen må til at finde på en ny og mere aktiv økonomisk politik, så alt det ’hvide skidt’ kan blive genbrugt.