Det er ikke svært at finde stemmer, som tænker mere socialt progressivt end S-R-SF-regeringens ministre.

Alligevel er det overraskende og skræmmende, her på 1-års dagen for regeringsskiftet, at topbureaukrater i to af verdens mest konservative institutioner, Den Europæiske Centralbank i Frankfurt og US Federal Reserve i Washington, D.C., i den seneste uge har gennemført et kursskifte, der vil sætte mere gang i beskæftigelsen, end S-R-SF-regeringens famlende forvaltning af status quo.

LÆS OGSÅEU's store redningsfond er snart klar

Mens den danske finansminister, Bjarne Corydon (S), nøjedes med at fremhæve lave boligrenter som det bedste i regeringens forslag til næste års finanslov, har de to centralbankdirektører Mario Draghi og Ben Bernanke startet seddelpressen på fuldt tryk.

Efter i årevis at have styret ensidigt efter lav inflation har de to pengebosser tilsyneladende mistet tålmodigheden med de passive politikere.

Meldingen om, at ECB og Fed nu vil begynde at opkøbe statsobligationer i massiv stil, tidsubegrænset og i det hele taget »ubegrænset«, er det første ambitiøse tiltag i kampen mod stigende ledighed.

Formelt er centralbankerne uafhængige, og netop derfor har de paradoksalt nok et frirum til at føre en anden økonomisk politik end de ’ansvarlige’ politikere, der er fejlet med at skabe øget beskæftigelse.

Fed-chef Ben Bernanke lød næsten som en socialdemokrattype, da han i forgårs proklamerede:

»Vi stræber efter at nedbringe arbejdsløsheden på en bæredygtig måde, men ikke nødvendigvis hurtigt, da vi ikke ved, om værktøjerne er stærke nok. Men ser gerne en samfundsøkonomi, der er stærk nok til at forbedre situationen på arbejdsmarkedet«.

Manøvren med opkøb af statsobligationer er i bedste fald kun en midlertidig panikløsning.

LÆS OGSÅCentralbanken bebuder opkøb af risikable obligationer

Pengemængden udvides kunstigt, så flere euro og dollar sendes i omløb. Hensigten er at få folk til at føle, at de har flere penge mellem hænderne, hvorved inflationen stiger og gældsbyrden dermed bliver mere håndterlig.

Borgerlige politikere i både Europa og USA har straks advaret mod den nye økonomiske kurs. De virker rådvilde over, at det lukkede bureaukratiske apparat er ved at overtage styringen og pludselig begynder at ændre på de gamle politiske prioriteter.

Og selv om det er svært at få øje på et gangbart alternativ, der med samme styrke kan øge efterspørgslen efter arbejdskraft, er det lige så svært helt at affeje de borgerlige politikeres kritik.

Selvfølgelig er det grundlæggende problematisk, at ’cand.polit.-bureauet’ af centralbankchefer er brudt ud af det almindelige demokratiske kredsløb og nu selv tager sig friheden til at føre en mere socialt afbalanceret beskæftigelsespolitik, end alle regeringscheferne selv tør.

Spørgsmålet er, om politikernes hidtidige passivitet i kampen mod arbejdsløshed kan legitimere det monetaristiske statskup, som ’Super-Mario’ Draghi og ’Helicopter Ben’ Bernanke er i færd med at begå.

Kommer der ikke et punkt, hvor levebrødspolitikernes konservative snak om pseudoansvarlighed bliver så destruktiv for økonomien og forarmer så mange mennesker i langtidsledighed, at andre instanser må træde i karakter?

Nej, principielt set er det en blindgyde, at de mest vidtgående beslutninger træffes uden for de folkevalgtes rækkevidde.

Reelt er uafhængigheden dog næppe heller så absolut, at kursskiftet i ECB og Fed ikke på forhånd var handlet godt og grundigt af med både Bundeskanzleramt i Berlin og Det Hvide Hus i Washington, D.C.

LÆS OGSÅEurozonen er trådt et lille skridt væk fra afgrunden

Det egentlige spørgsmål er derfor snarere: Hvorfor vil politikerne kun lade centralbankerne ændre økonomisk politik ad bagvejen og i det skjulte? Hvorfor er det ikke politikerne, der tager ansvaret for stimulere beskæftigelsen direkte?

S-R-SF er også opslugt af embedsapparatet. Men desværre lever Slotsholmen i en tidslomme.

Her er de teknokratiske løsninger stadig konservative. De konkrete jobinvesteringer lader vente på sig.

Seddelpressen er ikke løsningen på længere sigt. Risikoen for at skabe nye bobler er overhængende.

Det er således skæbnens ironi, at finanskrisen i første omgang blev skabt af politisk deregulering af lånemarkederne.

Og her i anden omgang har politikerne så trukket sig igen, nu for at lade teknokraterne tage initiativet. Uden for Danmark med bedre resultater end politikerne. Foreløbigt.

Centralbankerne reagerer på et akut problem, der skal løses; som politikerne har svigtet: Efterspørgslen efter arbejdskraft skal øges. Men i længden er ingen tjent med, at det er cand.polit.-bureauet, som regerer politikerne, ikke omvendt.

Ligesom med det gamle Politbureau i Østblokken er det helt uholdbart, at den økonomiske politik føres uden direkte og demokratisk kontrol fra vælgerne.

Bankcheferne i Frankfurt og Washington er mere modige og sågar socialt progressive end S-R-SF.

Men det er farligt, når teknokraterne tager magten