Den populære forestilling om, at Det Radikale Venstre har uforholdsmæssigt stor indflydelse, er en illusion: I løbet af det seneste år har den radikale leder Margrethe Vestager ikke fremført så meget som ét enkelt politisk synspunkt, der udfordrer vanetænkningen på Slotsholmen, og som embedsmænd ikke har udtænkt på forhånd.

Det kan virke magtfuldt at være offentligt ansigt på det grå bureaukrati, men politisk lederskab handler ikke om at videreføre business as usual. Demokratisk legitimitet vindes heller ikke ved kun at holde sig til papirnussernes talenoter.

Toppen i Det Radikale Venstre har endnu ikke ment, sagt eller gjort noget, som embedsmændene ikke ville have ment, sagt og gjort – uanset valgresultatet.

De radikales påståede dominans forveksles med embedsapparatets magtovertagelse.

Selv hævder de radikale, at deres forslag ganske enkelt er »fornuftige« og »nødvendige« – og derfor støttes af bureaukraterne. Men sammenhængen er i virkeligheden lige omvendt: De radikale har efterhånden opløst sig selv som et politisk parti og mener i stigende grad blot, hvad embedsmændene anbefaler.

Situationen i det opløsningstruede SF er reelt den samme. Her er knæfaldet for embedsmandslogikken bare tydeligere.

Inden valget havde SF – modsat de radikale – nogle reelle politiske krav, men dygtige embedsmænd har systematisk fået knust og kværnet alle ansatser til forandring.

SF’s seks ministre er gang på gang blevet ydmyget ved at blive sendt i byen med undskyldninger og lovforslag, der strider mod, hvad de tidligere kæmpede for. Som udenrigsminister har Villy Søvndal (SF) fremstået endnu mere handlingslammet, retningsforvirret og impotent, end han har som partiformand.

SOSserne er også blevet opslugt af systemet. Mest parodisk med justitsminister Morten Bødskov (S), der trådte frem på tv-skærmene og proklamerede, at politiet i København har helt styr på hashhandlen.

De socialdemokratiske ministre virker ærbødigt servile over at have fået lov til at repræsentere embedsapparatet og optræder som gesandter for teknokratiet.

Med en enkelt undtagelse: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er trådt i karakter og ud af geleddet. Senest i går, hvor hun konfronterede det aktiveringssystem, som hun selv er ansvarlig for:

»Fra min side bebuder jeg et fundamentalt opgør med den beskæftigelsespolitik, der føres i dag«, lød Mette Frederiksens systemkritik her i Politiken.

Som den hidtil eneste minister i S-R-SF-regeringen løsner beskæftigelsesministeren op for den basale drivkraft, der må og skal være politiske lederes ledetråd, nemlig at dreje og navigere forvaltningen i en ny retning – styret af politiske principper, der bygger videre på vælgernes ønsker.

LÆS OGSÅMinister: Fra næste måned er det slut med meningsløs aktivering

Aktiveringscirkusset er en social skandale, som i årevis har nedbrudt og nedværdiget titusindvis af borgere. Det er på høje tid, at systemet brydes op. Og endnu mere påtrængende, at ministre fra S-R-SF-regeringen begynder at forholde sig kritisk til den velfærdsstat, som vælgerne har sat dem i spidsen for at forandre.

Desværre synes ’centrum-venstre’ at have mistet evnen til at bedrive systemkritik. SF’s tidligere formand Gert Petersen erkendte engang, at venstrefløjen overlod kritikken af bureaukratiet til højrefløjen, da Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup i 1973 brød igennem med deres kradse opgør med ’skrankepaver’.

Samme år udgav socialdemokraten Jørgen S. Dich bogen ’Den herskende klasse’, et hovedværk i dansk politik, som syleskarpt kritiserede, hvordan den svulmende velfærdsstat og stigende skattebyrde var med til at udbytte og undertrykke arbejderklassen. I samme periode skrev SF i en pjece: »SF vil af al magt kæmpe mod ekspertstyre og bureaukrati«.

Selv Det Radikale Venstre havde engang en kritisk tilgang til centralisme og formynderi. Men den politiske vilje er blevet dulmet af systemkonformisme.

De borgerlige overtog magten i 2001 med en anden attitude: Kulturkampen mod ’smagsdommere’ og ’halalhippier’ kortsluttede embedsvældet. Den tidligere regering turde anvise en vej, som embedsmændene blev tvunget til at følge.

Ingen gider i længden stemme på kustodetyper. På mobiliserende vis formåede VKO-blokken at kritisere det system, som de selv stod øverst i spidsen for – på samme måde som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu gør.

Kritik af staten er og bør være en paradedisciplin for alle med blik for socialt udsatte. For her i 2012 er velfærdsstaten ofte en mindst lige så stor del af hverdagens problemer som en del af løsningen.

Så længe partierne bag S-R-SF-regeringen ikke tør konfrontere velfærdsstatens skavanker – med endnu større kraft og indignation end oppositionen – vil de borgerlige med rette sætte dagsordenen.

Velfærdsstaten er en mindst lige så stor del af årsagen til sociale problemer her i 2012, som den er en del af løsningen