Mytteriet mod SF’s ledelse er tiltrængt og båret af en sund skepsis mod topstyring:

Bondeoprøret mod den såkaldte børnebande i skikkelse af skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) og sundhedsminister Astrid Krag (SF) næres af en udbredt frustration, der længe har været undertrykt, ofte med brutale magtmidler, og som derfor måtte eksplodere før eller siden.

SF har historisk set været en demokratisk kanal for græsrodsbevægelser ind i Folketinget, og derfor er det forventeligt, at de menige medlemmer ønsker større medindflydelse på den førte politik i S-R-SF-regeringen.

Opbakningen til Annette ’Anybody but Astrid’ Vilhelmsen er således forståelig – som en kontrær trodsreaktion. Hun er en historisk uerfaren formandskandidat – og dermed et tomt lærred, som de utilfredse SF’ere kan projicere anti-establishment-følelser op på.

Så længe den interne opposition har været åbenlyst undertrykt, og reelt kun er kommet til udtryk med Özlem Cekic’ kamikazerevolte, har forventningerne til idérigdommen i baglandet kunnet hobe sig op.

Som det altid sker med forestillingen om et ’tavst flertal’, har folk i baglandet formået at bilde hinanden ind, at de gemte på mere oprigtige, ægte og ikke mindst mere folkesocialistiske forslag.

Efter flere uger af en bizart tilrettelagt valgkamp, hvor Annette Vilhelmsen er blevet testet offentligt, må det imidlertid konstateres, at de såkaldte græsrødder – om muligt – er endnu mere fantasiløse og rådvilde end den topledelse, som anført af Astrid Krag har bragt SF på kanten af overflødiggørelse.

Kampagnen fra Vilhelmsen har været en tåkrummende skuffelse, som ubarmhjertigt blotter, at heller ikke baglandet blomstrer med nye og originale ideer, der rækker ud over SF’s indadvendte organisationsfnidder.

Græsrødderne virker visnede, visionsløse og væk. Frem for blot at forsøge at revitalisere SF’s rolle som kanal for folkelige bevægelser – fra f.eks. elev- og studentermiljøet til de grønne miljøorganisationer – er mytteristerne sunket ned i navlepilleri og gammelmandskværulanteri.

Og på forunderlig vis er det lykkedes Annette Vilhelmsen, alle odds til trods, at fremstå som en endnu mere apparatjik-agtig levebrødspolitiker end Astrid Krag.

Trods massiv medieopmærksomhed, har Annette Vilhelmsen ikke evnet at sætte en dagsorden på sine to formelle styrkeområder: skole- og erhvervspolitik.

Som tidligere leder af Nationalt Videncenter for Frie Skoler kunne man have forventet, at Annette Vilhelmsen ville have kunnet formulere nye ideer til S-R-SF-regeringens store efterårsoffensiv på hele skoleområdet. Men nej, desværre.

I rollen som SF’s erhvervsordfører kunne man også have forventet ideer til privat jobskabelse; en desperat mangelvare i den politiske debat. Men nej, desværre.

Vilhelmsen har begrænset sig til internt kævl og formalisme. Energien er rettet mod at holde partiorganisationen beskæftiget, for sin egen skyld, i bekvem benægtelse af den ubehagelige kendsgerning, at palaveren er form uden indhold.

Opgøret om formandsposten har kun skubbet SF endnu længere væk fra en afklaring af sin identitet som regeringsparti. Uanset hvem af de to kvinder der kåres som vinder af urafstemningen om en uge, er der intet, som tyder på, at SF vil stå styrket i klemmen mellem embedsværket, Socialdemokraterne og de radikale.

Tværtimod har formandsvalgkampen afsløret, at SF mangler tungt tankegods til at kunne udfylde alle de politikhuller, hvor S-R-SF står afblankede tilbage; uden reelle alternativer til arven fra VKO.

Grundproblemet i SF handler ikke om personer, men derimod om manglen på retningssans: Hvor Astrid Krag-fløjen tydeligvis ikke vidste, hvad de ville bruge magten til, så snart de realiserede drømmen om regeringsdeltagelse, har Annette Vilhelmsen-fløjen tilsyneladende lige så svært ved at finde ud, hvad de vil bruge et mere aktivt medlemsdemokrati til.

Paradoksalt nok har fortaleren for topstyring, Astrid Krag, været dårlig til at styre en succesfuld valgkampagne, mens fortaleren for græsrodsengagement, Annette Vilhelmsen, har vist sig ude af stand til at sætte ord på nye og kreative ideer.

Styrkerne er blevet udstillet som svagheder: Kynismen fra 'børnebanden' har ikke skabt klare resultater i regeringssamarbejdet, og romantikken blandt bondeoprørerne har ikke fostret folkelige forslag.

I en situation, hvor Det Radikale Venstre er gået i ét med embedsapparatet og Socialdemokraterne har mistet selvtilliden til at føre socialdemokratisk politik, er der ellers opstået et enormt tomrum, som SF burde kunne udfylde.

Opstanden mod magtfuldkommenheden i SF-ledelsen begyndte så frimodigt, men har vist sig så svagt funderet, at man kan frygte, at Annette Vilhelmsen i tilfælde af valg bliver den næste Naser Khader.