Logikken er enkel:

Først i slutningen af perioden begynder folk at gøre en ekstraordinær indsats for at finde job – »måske fordi alle parter først på dette tidspunkt anstrenger sig,« som den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, ærligt har forklaret.

Og det må oplagt være regeringens egen periode, og ikke kun den afkortede dagpengeperiode, han og de øvrige ministre tænker på. Indtil videre har S-R-SF-regeringen drevet den af og dovnet rundt, når det gælder søgning efter job til danskerne.

Regeringen har fire år at løbe på, ligesom dagpengemodtagerne havde engang. Og motivationen er tydeligvis ikke tilstrækkelig til at satse alt på at øge beskæftigelsen. Med op til 1.433 dage indtil næste valg kan man frygte, at ministrene mageligt venter, indtil det bliver alvor.

LÆS OGSÅDagpengeordningen.

»Jo tættere man kommer på, jo mere kreativ er man«, erkender tidligere økonomiminister Marianne Jelved (R), som op gennem 1990’erne succesfuldt var med til at sparke gang i beskæftigelsen.

En oplagt mulighed kunne være at halvere valgperioden, fra fire til to år, som det nu er sket for dagpengemodtagere.

Effekten ville antageligt være den samme, som man forventer med ledige: S-R-SF-ministrene ville reagere hurtigere og formentlig begynde at satse hele butikken på at skabe flere job, selv lavtlønnede McJobs – i sikker forvisning om, at de står til at miste deres politiske forsørgelsesgrundlag, hvis ikke økonomien vender.

Efter et håbløst første år i regeringskontorerne står S-R-SF-ministrene til at blive langtidsledige efter næste folketingsvalg, hvis sløvheden på jobfronten fortsætter. En hurtigere deadline ville måske kunne få dem til rubbe neglene?

LÆS OGSÅ32.598 får advarselsbrev: Jeres dagpenge er i fare

Forslaget om at halvere valgperioden er selvsagt plat og ren populisme. Ja, det er polemik.

For Folketingets medlemmer ville næppe begynde at træffe mere effektive og velgennemtænkte beslutninger på familien Danmarks vegne, fordi de konstant skulle føre valgkamp og pludselig havde lige så kort tid som dagpengemodtagerne til at finde reelle job.

Frygten for at blive sparket ud er sjældent den bedste motivationskilde. Hverken for politikere eller ledige helt ude på kanten.

Problemet står imidlertid tilbage:

Mere end hver femte borger i Danmark står i dag uden for arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesfrekvensen er faldet støt gennem den sidste generation, og stagnationen i uddannelsesniveauet gør kun jobudsigterne for de dårligst stillede mere dystre.

LÆS OGSÅAkutpakkeindsats gav 10 nye job

Foreløbig har S-R-SF-regeringens jobindsats begrænset sig til hovedsageligt at satse på såkaldte udbudsreformer, som tvinger flere til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet – i forhåbning om at lønningerne falder, og mobiliteten stiger.

Men det er tvivlsomt, om kortere og lavere ydelser er fornuftige i en krisetid.

I ugens løb opfordrede Frankrigs tidligere borgerlige finansminister, Christine Lagarde, som i dag er chef for Den Internationale Valutafond, IMF, til at bremse nedskæringerne i Europa og i stedet lade ledige få offentlige ydelser, så købekraften kan bevares og væksten genstartes.

Når selv IMF – der engang blev opfattet som en katedral for neoliberal tænkning – advarer om de negative virkninger af besparelser og dårligere ydelser, er der grund til at lytte, ikke mindst for S-R-SF.

Velfærdsstaten er i udgangspunktet så intelligent indrettet, at samfundsøkonomien stimuleres i kriser ved hjælp af sociale overførsler, og omvendt dæmper overophedning under boom, fordi skatteindtægterne stiger.

I tekniske termer taler IMF-chef Christine Lagarde om at lade de »automatiske stabilisatorer« virke.

Desværre er der sket det stik modsatte her i Danmark gennem det seneste årti.

Under højkonjunkturen i 00’erne blev skatterne sat ned, så særligt ejerboligmarkedet boblede over, mens de sociale ydelser nu skæres ned, så ikke mindst ufaglærte oplever en større utryghed.

Men i stedet for at beskære ydelserne under en nedtur og helt barokt samtidig fastfryse boligskatterne flere valgperioder frem trænger S-R-SF-regeringen til at gentænke dagpenge- og skattesystemet.

Dagpengesystemet var ikke og er fortsat ikke genialt.

I stedet for at mundhugges om små lappeløsninger, der kortvarigt kan hjælpe enkelte gennem vinteren, eller bare fastfryser systemet på en toårig periode, viser krisen, at der er behov for at overveje et konjunkturafhængigt dagpengesystem: under lavkonjukturer med højere ydelser i længere perioder og omvendt under højkonjunkturer med lavere ydelser i kortere perioder.

Først og fremmest er der dog brug for, at S-R-SF-regeringen begynder at turde føre en finanspolitik, der modvirker konjunkturerne – med massive og målrettede investeringer, der øger beskæftigelsen.

Ellers kan valgperioden hurtigt vise sig at blive afkortet, f.eks. til to år, fordi S-R-SF ganske enkelt bryder sammen i skuffede forventninger og manglen på job.