Ingen forfattere, billedkunstnere eller filmskabere kom kaospiloten Uffe Elbæk til undsætning, da taburetten blev sparket væk under ham i torsdags.

Med god grund: Som kulturminister har Uffe Elbæk repræsenteret et forsøg på at flytte penge fra professionel finkultur til eksperimenterende projektmageri – et næsten nyrindalistisk opgør, der minder om den paladsrevolution, som forskningsminister Helge Sander (V) indledte under den forrige regering, da han lancerede sloganet ’Fra forskning til faktura’.

På samme måde som Helge Sander lod sig styre af sin jyske købmandsfornuft i angrebet på universiteternes frihed og autonomi for i stedet at prioritere flere forskningsmidler ’strategisk’, har Uffe Elbæk med sin baggrund i det aarhusianske miljø for alternative uddannelser forsøgt at forvandle kulturområdet til en ny form for erhvervspolitik.

UFFE ELBÆK»Jeg har min måde at være politiker på«

Venstre så store muligheder for at veksle universiteternes milliardbevillinger til erhvervsstøtte. Det Radikale Venstre så et endnu større potentiale for at kanalisere kulturkroner over i små kreative vækstbrancher.

Begge forsøg har dog mødt enorm modstand. Helt forståeligt.

Mens Helge Sander udfordrede idealet om fri og uafhængig forskning, og dermed mobiliserede hele det faglige professorvælde imod sig, har Uffe Elbæk på samme måde forsøgt at instrumentalisere kulturmidlerne, hvorved han bragte sig på kant med idealerne om kunstnerisk kvalitet på kulturparnasset.

LÆS OGSÅKulturredaktører: Uffe Elbæks resultater var sparsomme

Og ligesom ingen i universitetsverdenen savner Helge Sander som forskningsminister, absolut ingen, er der næppe mange i det etablerede kunstmiljø, som begræder Uffe Elbæks afgang som kulturminister.

Den jyske købmandslogik er ikke kun kommet til kort over for den etablerede universitets- og kunstnerverden, men også over for det bureaukratiske system.

Mistanker om en provinsiel tendens til vennetjenester og kammerateri, som er udbredt i lokalpolitik, fungerer som en showstopper på landsplan.

I sin tid som forskningsminister var Helge Sander kendt for at ville tilgodese projekter i det midtjyske, hvor han tidligere var borgmester. Og Uffe Elbæks oprigtige passion for kreative miljøer, som han selv har været en del af, står vist klart for de fleste.

De to herrers kontroversielle kombination af antielitisme og smånepotisme har givet hele ideen om alternativ erhvervspolitik et dårligt rygte. I dag skal man næsten være total tosse for at foreslå, at universitetsforskning skal understøtte erhvervslivet, eller at kunstmidler skal bruges på iværksætterprojekter.

Skandaliseret eller ej, der er stadig behov for at holde liv i tanken om nye former for erhvervspolitik – selvsagt ikke som et antiintellektuelt angreb på fri forskning, ikke som et nyrindalistisk opgør med professionel kvalitetskunst.

LÆS LEDERUffe Elbæks svaghed er også hans styrke

Nedturen på det danske arbejdsmarked er kronisk, og hvis politikerne ikke tør forsøge sig med nye måder at skabe mulige arbejdspladser på, er Danmark dømt til fortsat stigende ledighed, ikke mindst blandt ufaglærte.

Derfor er det uomgængeligt, at politikerne skal turde eksperimentere med at videreudvikle den danske velfærdsmodel, så den store offentlige sektor udnyttes til at skabe og stimulere jobmuligheder i den private sektor.

Den fundamentale fejl ved både Helge Sanders politiske styring af universitetsforskningen og Uffe Elbæks personlige pleje af uetablerede entreprenører har været, at de har set stort på princippet om autonomi: Verdens bedste universiteter er kendetegnet ved at være uafhængige af politiske og kommercielle særinteresser, og den bedste kunst og kultur opstår i frihed fra magtindblanding.

Frem for at blande sig direkte og forsøge at detailstyre er der brug for, at politikerne tør risikere at give universitetsverden og kunstnermiljøer endnu større uafhængighed – vel vidende at alle nye investeringer ikke vil føre til hverken geniale gennembrud eller afledte job.

Alternativet er dystert:

Hvis det ikke lykkes for universiteterne at skabe nye erkendelser, som forplanter sig i produktionsjob, og hvis kunst- og kulturverdenen ikke udløser energier, som kreative brancher kan bruge til at skabe ny beskæftigelse, vil ledigheden blot vokse videre. Grønne investeringer gør det ikke alene.

LÆS OGSÅJelved har aldrig sagt meget om kultur: »Jeg blander mig jo alligevel«

Uheldige erfaringer med Sanders primitive overgreb mod den frie universitetsforskning og Elbæks relativisering af kunstnerisk kvalitet må ikke stå i vejen for en større risikovillighed til at satse massivt på investeringer i nye erkendelser og æstetiske udtryk, som i anden omgang kan komme hele samfundet til gavn i form af nystartede virksomheder.

Behovet vokser desperat dag for dag.