Grækenlands truende nedsmeltning er den foreløbige kulmination på en historie, der rummer flere dimensioner end den velkendte kliche om et demokrati, der aldrig helt er kommet til at fungere, efter at obersterne i 1974 opgav deres brutale eksperiment med et militært diktatur.

Siden har Grækenland været regeret af enten Pasok, socialdemokratiet eller af Nyt Demokrati, det konservative parti. Begge har videreført et dybt usundt klientelsystem, hvor folkevalgte politikere skamløst har tilgodeset særinteresser. De nødvendige institutioner er aldrig kommet til at fungere, og den centrale administration løser ikke sine opgaver.

De græske vælgere har heller ikke haft megen lyst til at støtte ubehagelige reformer og nedskæringer, der er nødvendige efter den forbrugsfest, der tog fart efter 1981, da Grækenland blev medlem af EF. Der er altså grund nok til græsk selvransagelse.

Men historien har flere kapitler.

Når Grækenland kom med i eurosamarbejdet fra begyndelsen i 2000, var det først og fremmest af politiske grunde. De store eurolande ville have så mange lande som muligt med, og grækerne ville intet hellere. Dermed tiltrådte Grækenland også den stabilitets- og vækstpagt, der blandt andet forpligter eurolandene til, at deres statsunderskud ikke må overstige 3 pct. af nationalproduktet.

Da det så gik galt med det lånefinansierede opsving, havde EU svært ved at håndtere den solidaritet, der er selve grundlaget for den fælles valuta – og for den meget betydelige velstand, euroen har været med til at skabe i eurolande som Tyskland, Frankrig, Holland og Finland – for ikke at nævne skabseurolandet Danmark.

Det græske drama tog først sin begyndelse i 2007, da den konservative regering udskrev valg i utide. Premierminister Karamanlis fik overtalt sine konservative partifæller i EU til kort før valget at fritage Grækenland for den særlige overvågning, landet var blevet underlagt, fordi underskuddet blev vurderet til at være 6 pct., altså dobbelt så stort som tilladt.

Det var EU-kommissionens præsident Barroso, kansler Merkel og præsident Sarkozy, der på denne måde forsøgte at komme deres partifælle til undsætning op til valget – på trods af at Karamanlis var kendt som indædt modstander af de reformtiltag, som Bruxelles krævede for at få det græske underskud begrænset.

Nyt Demokrati vandt valget, og Karamanlis kunne fortsætte som regeringschef. Kort efter blev Grækenland sat tilbage i skammekrogen, men Karamanlis-regeringen blev ved med at vende det døve øre til reformkravene, der kom fra Bruxelles.

To år senere, i oktober 2009, da tallene blussede rødt, måtte Karamanlis igen udskrive valg, og denne gang vandt Pasok. Den nye premierminister, Papandreou, foretog ved sin tiltrædelse et kasseeftersyn, der viste, at statsunderskuddet ikke som frygtet var på 6 pct., men på astronomiske 16 pct. De finansielle markeder var endnu forholdsvis rolige.

Den almindelige opfattelse var, at græske statsobligationer var sikre papirer, fordi de i sidste ende var garanteret af Tyskland.

Først i foråret 2010 – for to år siden – begyndte markederne så småt at sætte spørgsmålstegn ved, om de græske lån nu også var helt sunde. Pasok-regeringen bad om hjælp i form af garantier fra de store EU-lande. Den fik i første omgang afslag. Først da Den Internationale Valutafond gik ind, vedtog EU sin første hjælpepakke til Grækenland.

Sidste sommer stod det klart, at Grækenland ikke kunne betale renter og afdrag på sin gæld, og at den måtte nedskrives. Efter G8-topmødet i Deauville for præcis et år siden lod Merkel og Sarkozy forstå, at ikke kun eurolandene, men også de private banker, der havde lånt grækerne penge, måtte deltage i nedskrivningen.

Synspunktet var populært blandt bankkritiske vælgere i de eurolande, Grækenland skyldte penge. Men virkningen var katastrofal.

Ved at tvinge de private banker til at tage det såkaldte haircut, signalerede Merkel og Sarkozy, at de svage eurolandes statsobligationer ikke var nær så sikre, som markedet havde regnet med. Resultatet var, at renten steg kraftigt for de svageste og mest gældstyngede lande – foruden Grækenland Italien, Portugal, Irland og Spanien.

Hermed fik disse lande endnu sværere ved at betale deres renter, og de sank dybere ned i den krise, der allerede var begyndt at sende stadig større grupper – ikke mindst de unge – på gaden som arbejdsløse.

I juni og oktober 2011 kom så aftalerne om nedskrivningen af Grækenlands gæld. Reduktionen blev gennemført i april i år. Langt de største tab ramte græske banker, der havde de fleste græske statsobligationer. Tyske banker tog færrest tab – de havde for længst læst skriften på væggen og solgt de usikre papirer.

For at undgå et sammenbrud i de græske banker måtte eurolandene nu skyde kapital i dem. Det sker i praksis med lånte penge og virker på den måde, at lande, der låner billigt, tjener på indskuddet, mens lande, der selv låner dyrt, taber. Tyskland tjener med andre ord – så længe de græske banker betaler deres renter – mens eurolande som Italien og Spanien taber penge, fordi grækernes renter er lavere end dem, de selv kan låne til.

Den korte version er, at Grækenlands krise ikke har kostet de tyske vælgere penge. Endnu. Tværtimod. Det er først, hvis Grækenland efter nyvalget til juni må forlade euroen efter et regulært sammenbrud, at de nordeuropæiske skatteydere skal til lommerne.

Det ved grækerne, og det er grunden til, at mange endnu har tiltro til, at Tyskland nok trods alle trusler vil gøre endnu en indsats for at undgå en græsk statsbankerot. Det er trods alt lykkedes at nedbringe underskuddet fra 16 til 9 pct. Det er stadig højt, men en dramatisk reduktion.

Kunsten er på samme tid at opretholde presset og få gennemført de vigtige strukturreformer og samtidig udskyde tilbagebetalingen af statsgælden, så den græske økonomi kan få en helt nødvendig ilttilførsel – og mere tid. Lykkes det, kan det blive begyndelsen til en varig løsning af det græske problem. Det omvendte er også tilfældet. Om Berlin eller de græske vælgere blinker først, kan blive afgørende.

En antydning er allerede givet ved, at både Tyskland, Frankrig og den europæiske centralbank de allersidste dage har understeget, at alt må gøres for at holde Grækenland inde i samarbejdet.

Dermed er signalet sendt til de græske vælgere. Spørgsmålet er, om de hører det?