Dansk politik er i opbrud.

Og det er måske ikke så mærkeligt, for det er verden omkring os også. Kun lidt er, som vi troede, det ville være, og det er uendeligt svært at vide, hvordan det hele udvikler sig.

Lige nu synes Danmark næsten at nyde godt af krisen i euroland – men vore største bankers soliditet nedvurderes, og ingen tør længere tage noget for givet.

Sådan er det også på Christiansborg, hvor plejer flyttede ud, da VKO tiltrådte i 2001. Konstruktionen med en stabil regering til højre for midten var meget usædvanlig, hvis man sammenligner med de forudgående 50 år, hvor skiftende regeringer regerede hen over den politiske midte.

Det samarbejdende folkestyre var både et ideal og en realitet. Det var ganske enkelt forudsætningen for at kunne bevare regeringsmagten og for at gennemføre den endeløse række reformer, der udgør dansk politik i sidste halvdel af det 20. århundrede.

VKO brød med denne tradition, og især Venstre triumferede i begyndelsen åbenlyst ved udsigten til, at de radikales tid som tungen på vægtskålen endegyldigt var forbi. Blokpolitikken så ud til at være kommet for at blive i en grad, at det i sig selv blev en dyd at føre værdipolitik – i betydningen en politik, der delte vandene og skilte fårene fra bukkene.

Det blev aldrig helt klart, hvem der var får og hvem bukke, men ingen kunne være i tvivl om, hvem der var regering. Det var de tre partier, der vandt tre valg i træk, og som med en fast og klar kontraktpolitik satte en helt ny standard for de politiske partiers forhold til vælgerne.

Der blev leveret ved kasse 1 år efter år, og Venstre, der havde vristet regeringsmagten fra Socialdemokratiet ved at overtrumfe deres troværdighed på selve velfærdspolitikken, blev landets største parti.

Men kontraktpolitikken var ikke nogen vidundermedicin. Den hvilede på den forudsætning, at verden kun gik fremad, så det var muligt for politikerne at holde de milde løfter, det er så uendeligt meget mere fristende at fremsætte før et valg end let at levere, når man står med regeringsmagten midt i en økonomisk krise.

Det blev Lars Løkke Rasmussens skæbne at overtage regeringsmagten, kort efter at bunden var gået ud under de finansielle markeder, og luften begyndte at sive ud af den boligboble, som regeringen også herhjemme havde pustet op under højkonjunkturen.

Derfor blev det også ham, der kom til at stå i spidsen for Venstres vanskelige konfrontation med den nye virkelighed, der tvinger ansvarlige partier til at vælge side i debatten om, hvordan vi sikrer fremtidens velfærd.

Valget i 2011 var særligt ved, at ingen vandt. S og SF fik ikke flertal for deres politik. De radikale ikke heller, men VKO tabte deres flertal og regeringsmagten.

Siden har de blå dukket sig af angst for, at klare meldinger i den økonomiske politik vil blive straffet af de vælgere, der flygter fra de røde, der med dødsforagt har kastet sig ud i en reformpolitik, der ligner 80’ernes og 90’ernes, men afviger markant fra 00’ernes glade kontraktpolitik.

Løftebrud, hyler Venstre, som ligefrem mener, at den nye regering har stjålet magten ved at love vælgerne en masse, den ikke kan levere. Partiet har svært ved at komme sig over, at regeringens katastrofale meningsmålinger ikke umiddelbart får parlamentariske konsekvenser.

Ikke siden Svend Auken blev snydt for regeringsmagten efter sit kanonvalg i 1988, har en partileder været så grundbitter som Lars Løkke, der med forrygende meningsmålinger er sat helt uden for indflydelse.

Det er en velbevaret hemmelighed, hvad Venstre ville gøre, hvis de faktisk kom tilbage til regeringstaburetterne, men at dømme ud fra de ganske få politiske meldinger handler det om at give skattelettelser og samtidig opretholde en moderat stigning i de offentlige udgifter.

Heri ligger måske hemmeligheden bag Venstres spektakulære succes: Ved at lade, som om alt er som før, og intet behøver blive anderledes, indgyder partiet vælgerne tillid midt i en usikker tid.

Jo mere regeringen taler om nødvendige reformer og begynder at pille ved ciseleringerne i velfærdssamfundets arvesølv, des mere frygter vælgerne, at den er helt gal, herunder med deres velerhvervede rettigheder.

For regeringen er reformerne nødvendige, ikke kun for at genskabe velfærdssamfundets konkurrencekraft og arbejdsevne, men også fordi der stadig er fundamentale spørgsmål, der skiller i dansk politik.

For den blå blok er den økonomiske vækst noget, der kommer nedefra og udefra. Regeringen hverken kan eller bør forsøge at stimulere endsige styre væksten. I stedet skal den lade skatteyderne beholde flere penge selv. Så kommer væksten af sig selv, drevet af det højere private forbrug.

Sådan tænker ingen af regeringspartierne – og det er ambitionen om at fremme og styre væksten, der binder den umage regering sammen, og som genfindes som den røde tråd i dens reformudspil.

Regeringen mener, at der skal skabes et økonomisk råderum, der gør det muligt at satse flere midler på de områder, der kan drive fremtidens vækst: uddannelse, arbejdspladser til unge, grøn omstilling.

For regeringen er vækst ikke bare vækst. Væksten skal styres og penge allokeres til netop de felter, der er vigtigst for samfundets sammenhængskraft og for omstillingen til en grønnere og mere konkurrencedygtig produktion.

Det er ikke politisk trivielt, om der gives flere penge til folkeskolen, der kan fungere som social smeltedigel, når både rige og fattige sender deres børn på samme – gode – folkeskoler. Eller om der gives skattelettelser, så flere kan sende deres børn på de privatskoler, der fremstår som det bedre alternativ for flere og flere, i takt med at kvaliteten af folkeskolen udhules.

Her er der tale om håndgribelige politiske valg. Og om en fundamental forskel mellem blå og rød politik. Men jo mere det lykkes at skabe forvirring om, hvad der er hvad, des større er sandsynligheden for, at de blå kan vende tilbage. Derfor taler Venstre i tunger – når de taler om andet end løftebrud. Og derfor går regeringen planken ud i forholdet til vælgerne.

For regeringen er der kun dét håb tilbage, at vælgerne på et tidspunkt vil blive overbeviste om, at velfærden ikke kan sikres med hænderne i skødet. At væksten er resultatet af en politik. Nærmere bestemt af regeringens.