Allerede inden den kinesiske præsident og hans talstærke følge ankommer til Danmark, har besøget skabt furore.

Debatten fokuserer forudsigeligt på to spørgsmål, som modstilles i det simplest mulige dilemma: danske virksomheders interesse i et styrket samarbejde med den store vækstøkonomi over for kinesiske overtrædelser af menneskerettighederne.

Som et ekko af 00’ernes udenrigspolitiske værdikamp istemmer ideologer fra begge politiske fløje et kor af protester over, at såvel de tidligere som de nuværende regeringspartier vælger at se Danmarks forhold til Kina i et længere og mere pragmatisk perspektiv.

LÆS DEBATKina deler og hersker Europa

Siden Danmark i 1949 som et af de første lande anerkendte Folkerepublikken, har de to landes forhold udviklet sig både politisk og kommercielt.

Et foreløbigt højdepunkt blev nået, da Kina og Danmark i 2008 indgik en aftale om strategisk partnerskab med afsæt i de felter, der tegner sig mest lovende for videre samarbejde.

Prominent står grøn teknologi, hvor Kina er interesseret i de praktiske løsninger, der gør det muligt at fortsætte den stærke vækst uden proportionalt stigende ressourceforbrug og forurening.

De kinesiske ledere er gennem det seneste tiår blevet stadig mere opmærksomme på nødvendigheden af at begrænse forureningen og ressourceforbruget, og i de allerseneste år har de kinesiske planlæggere også fået øjnene op for de konkurrencemæssige og kommercielle fordele ved at ligge i front, når det gælder energieffektivitet og grøn teknologi.

Mens mange i Vesten har tøvet med at satse målrettet på grøn omstilling, har Kina vundet stærke positioner på blandt andet solfangere, og der er betydelig interesse for Danmarks evne til at kombinere grøn omstilling med høj produktivitet.

Kinas interesse har også andre dimensioner.

Hvis man fra Beijing ser mod Danmark, er det mest iøjnefaldende Grønland. Her koncentrerer opmærksomheden sig om tre områder. Mindst.

For det første åbningen af de arktiske sejlruter i takt med, at isen trækker sig tilbage. Nordøstpassagen er allerede sejlbar flere uger om året, og med isbryderassistance er en meget betydelig afkortning af sejlruterne inden for rækkevidde. Det kan få vidtrækkende betydning for Kina som globaliseringens store krumtap, og det er ikke noget under, at Kina interesserer sig levende for Arktis og Nordpolen – og ønsker observatørstatus i Arktisk Råd.

For det andet er Kina optaget af de store råvareforekomster i Grønland og langt fremme med et første gigantisk projekt med anlæg af en jernmine i bunden af Godthåbsfjorden. Om det hele bliver til noget eller ej, er endnu uvist, ligesom mange andre projekter for udvinding af olie, gas, guld, zink og meget mere.

Råstofudvinding i Grønland i stor målestok kræver uhyre investeringer i infrastruktur, og selv med rige forekomster er der langt at gå. Kinesiske selskaber har nu taget de første skridt. Kommer de i mål, vil det i hvert fald i anlægsfasen betyde en meget betydelig kinesisk tilstedeværelse i Grønland. Heller ikke noget uinteressant – endsige ukontroversielt – perspektiv.

Endelig for det tredje er der voksende opmærksomhed omkring forekomsten i Grønland af sjældne jordarter, som er af vital betydning for flere højteknologiske industrier, og som Kina i dag har noget nær monopol på at producere og eksportere.

Den ansvarlige kinesiske minister besøgte for kort tid siden Grønland, for uanset hvad der sker med de grønlandske forekomster, vil det påvirke verdensmarkedet og kinesiske interesser. Det gælder både, hvis de ikke udvindes, hvis andre udvinder dem – og hvis kineserne selv får koncession på at gøre det.

Men den kinesiske interesse er bredere og knytter sig også til den danske samfundsmodel, der bedre end så mange andre har formået at spænde markedskræfterne og det frie initiativ for en afbalanceret økonomisk og social udvikling, der samtidig er mere bæredygtig end de fleste.

For den kinesiske ledelse er næppe noget mål højere end netop fremme af en bæredygtig økonomisk og social udvikling, der løbende kan forny den altid vaklende sociale kontrakt i det kæmpestore land, der spænder over dybe modsætninger, etnisk, religiøst og socialt.

Det kan også siges mere brutalt: Det nuværende kinesiske etpartisystem kan næppe overleve og næppe reformere sig i retning af større åbenhed og respekt for den enkeltes rettigheder, hvis det ikke lykkes at skabe stadig social fremgang og mindske de sociale spændinger, der følger med den kolossale rigdom, der i disse år koncentreres på få hænder i og omkring magthaverne i den centrale ledelse og – måske i endnu højere grad – lokalt i provinserne, hvor den lokale magtudøvelse er præget af massiv korruption.

LÆS OGSÅEnhedslisten før Kina-besøg: Glem ikke menneskerettighederne

Det hører med til billedet, at Danmark i nogle sammenhænge kan være en bekvem indgang til Europa, blandt andet fordi vi er så små og dermed også i forholdet til Kina relativt svage.

Det fik Danmark at føle, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i foråret 2009 modtog Dalai Lama på Marienborg, og Danmark blev lagt på is på en måde svarende til det, Norge har oplevet efter tildelingen sidste år af Nobels fredspris til den kinesiske systemkritiker Weiwei.

Kina kan reagere særdeles skarpt, når andre blander sig i, hvad Kina opfatter som indre anliggender, dvs. påtaler de menneskerettighedskrænkelser, der løbende finder sted, eller forsvarer de – få – fremtrædende systemkritikere, der er kendt i Vesten.

Både store og små vestlige lande har fået denne vrede at føle.

Derfor udspiller sig overalt varianter over det tema, at regeringerne er tilbageholdende med alt for udtalt kritik af Kina, mens oppositionspartier beskylder samme regeringer for ikke at turde tale den nye supermagt midt imod.

Regeringerne henviser til den kritiske dialog, hvor problemerne med menneskerettigheder, systemkritikere og Tibet tages op bag lukkede døre. Det er ynkeligt med denne på forhånd annoncerede rituelle kritik.

Men valget står ikke mellem menneskerettighedspolitik og handelspolitik. Ingen siger, at det længere og mere pragmatiske perspektiv behøver indebære et udsalg eller en fortrængning af egne værdier.

Pragmatismen er ikke et selvstændigt princip, som alt andet underordnes, men skal ses som en del af en realisme, der rummer nødvendigheden af både samarbejde og klarhed om de værdier, der for os er umistelige.