Der er tradition for, at verdens ledere med jævne mellemrum mødes for at diskutere miljø, fattigdom og udvikling.

En milepæl i det arbejde var FN’s konference om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992, hvor det lykkedes at skabe en fælles global forståelse for sammenhængen mellem disse store spørgsmål.

FN har i kraft af sit universelle medlemskab og bredt favnende mandat en legitimitet ingen andre kan mønstre, og når verdens lande mødes og formulerer fælles mål og visioner, er det med til at forme selve den måde, vi opfatter og forstår verdens problemer og udvikling.

Selve stiftelsen af FN efter Anden Verdenskrig var udtryk for en sådan vision, og med erklæringen om menneskerettigheder satte den nye verdensorganisation få år senere en universel standard for, hvad vi alle må respektere.

Siden er der kommet utallige erklæringer og aftaler, og FN’s mange organisationer og programmer danner den uundværlige ramme for internationalt samarbejde på en lang række felter.

Samtidig har FN fastlagt en række konkrete udviklingsmål, der forener verdens bestræbelser på konkrete indsatsområder som fattigdom og sundhed. Her opstilles konkrete målsætninger og tidsplaner, så det kan konstateres, om der gøres fremskridt som planlagt.

Processen har vist sig frugtbar som instrument til at skabe opmærksomhed om de enkelte problemområder og mobilisere kræfter for at nå målene.

Selv om kun meget få lande kan eller vil stille sig uden for sådanne fælles visioner og målsætninger, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at alle respekterer de fælles normer, endsige ser ens på, hvorledes målene nås.

Menneskerettighedskrænkelser og social uretfærdighed er som bekendt ikke afskaffet, og FN har ikke instrumenter til at tvinge de enkelte lande til at efterleve de principper, de selv har tilsluttet sig.

Det er baggrunden for, at der ikke mindst siden den første Rio-konference er udfoldet store bestræbelser på at udvikle fælles regulerende aftaler, der direkte forpligter de deltagende lande.

LÆS OGSÅConnie Hedegaard er skuffet over Rio-aftale

På Rio-mødet for tyve år siden tiltrådte stats- og regeringscheferne således to rammekonventioner. Aftalerne om klima og biologisk mangfoldighed skulle lede FN arbejdet ind i en ny fase, hvor der ikke bare blev talt om verdens problemer, men også handlet i forhold til dem.

Bestræbelserne for at vedtage sådanne aftaler har stået på siden.

Men de har langtfra været et triumftog, selv om forhåbningerne i 1992 var høje, efter det få år tidligere var lykkedes at opnå enighed om den måske vigtigste miljøaftale nogensinde, Montreal-protokollen, der danner ramme om det globale samarbejde, der synes at have standset nedbrydningen af ozonlaget.

Hvor mange håbede, at Montreal ville blive en model for tilsvarende fælles optræden, viste den sig snarere at være undtagelsen for den mere iøjnefaldende regel om, at FN-aftaler, der regulerer de enkelte landes og virksomheders adfærd på områder af stor økonomisk, social og politisk betydning, kun helt undtagelsesvist lader sig forhandle på plads i FN. Og da typisk med deltagelse af et mindre antal lande.

Årsagen til vanskelighederne er ikke svær at finde. I praksis modsætter de fleste lande sig energisk at blive underlagt en regulerende myndighed fra et FN, der i selve sin natur rummer alle de modsætninger, der præger verden. Store og små lande forfølger deres egne nationale interesser i de konkrete forhandlinger.

Hvad værre er, de seneste ugers topmøde i Rio blev et sørgeligt vidnesbyrd om, at forhandlingerne om sådanne regulerende aftaler også forpester FN’s mere visionære rolle.

Den erklæring, stats- og regeringscheferne vedtog i fredags, viser, hvordan laveste fællesnævner ser ud, når verdens lande lægger arm om formuleringer, der sigter mod at forpligte hinanden til det ene og på det andet.

Uanset hvem der vinder tovtrækkeriet, er det svært at overbevise sig selv om, at det betyder noget som helst i den virkelige verden. Det sørgelige er, at de hårdt forhandlede tekster fortrænger både de overordnede enkle visioner og principper, der kan forklares på politisk niveau, og de konkrete mål, der kan forfølges med praktiske indsatser.

LÆS OGSÅKlimaekspert: Rio-aftalen er »gamle løfter på nye flasker«

Dette globale abekasteri, hvor forskellige lande og landegrupper forsøger at påtvinge andre forpligtelser, har fået selv FN’s mest overbeviste støtter til at diskutere i krogene, om denne satsning måske i virkeligheden er et sidespor, der ender blindt for verdensorganisationen.

Det var slående i sidste uge i Rio, at mens forhandlingerne om sluterklæringen krøb fremad, mødtes samtidig uden for forhandlingslokalerne en lang række organisationer, virksomheder og lande i mere uformelle sammenhænge, hvor afsættet var anderledes positivt, fordi engagementet her tog udgangspunkt i fælles mål og interesser.

Netop fordi det haster så fortvivlende meget at få løst de globale problemer, der knytter sig til miljø og fattigdom, er det nødvendigt at fokusere energien på de felter, hvor FN faktisk har vist imponerende resultater.

Det gælder evnen til at samle verdens lande omkring enkle, men centrale visioner, principper og målsætninger. Og det gælder som ramme for mødet mellem forskellige interessenter, der ønsker at deltage i samarbejdet om at nå disse mål.

Det er en evig diskussion, om problemerne skal løses ovenfra med aftaler, der sætter en fælles, global ramme for alle, eller nedefra gennem en myriade af initiativer og tiltag, som uden overordnet koordination alligevel samlet udgør en bevægelse med overvældende forandringskraft.

Men den afgørende pointe er, at mens FN er ganske effektiv, når det gælder overordnede rammer og mål, er organisationen ganske enkelt ikke i stand til på miljø- og udviklingsområdet at vedtage den nødvendige regulering – i hvert fald ikke hurtigt nok.

Erfaringen fra de sidste tyve år tyder på, at det gamle mantra om at tænke globalt og handle lokalt ikke skal opfattes som en opfordring, men som et vilkår.

Spørgsmålet er ikke, hvorvidt bindende og regulerende aftaler om bæredygtig udvikling ville være ønskelige eller ej. Det er, hvordan vi løser vores fælles problemer i en verden, hvor sådanne aftaler ikke findes.