Det sker, at den vigtigste trumf er den, som ikke spilles. Alle ved, hvor den sidder, og det er nok til at sætte præmissen for spillet.

Sådan en rolle har Grønland spillet i det dansk-amerikanske forhold gennem de sidste hundrede år.

Spillets regler blev sat af James Monroe, der var den unge republiks præsident fra 1817 til 1825. Han lagde navn til en udenrigspolitisk doktrin, der siden har været trumf i den amerikanske baghånd.

LÆS OGSÅBalladen om de sjældne jordarter

Monroedoktrinen går ud på, at USA ikke vil tillade, at noget område på den vestlige halvkugle skifter ejer, så for eksempel én europæisk magt overdrager kontrollen over en koloni til en anden.

Doktrinen tolkes bredt. Det er ikke kun et spørgsmål om formalitet, men også om de faktiske forhold i jernindustrien. Og USA har ikke været bange for at sætte hårdt mod hårdt, hvis de så en glidning, hvor en anden magt var ved at få foden indenfor i ’deres’ del af verden.

I de senere år har præsident Monroe kun sjældent vist sig på den storpolitiske scene. Det skyldes først og fremmest, at de tilbageværende europæiske besiddelser på den vestlige halvkugle er få og små. Men doktrinen er på ingen måde glemt, og Danmark har flere gange måttet sande, at USA stadig har meget faste synspunkter, også når det gælder Grønland.

I tiden op til Anden Verdenskrig spillede USA sine kort, så Danmarks suverænitet over hele Grønland blev anerkendt. Både britiske og norske forsøg på at anfægte den blev håndfast imødegået fra Washington, der så sin interesse i, at det lille og ufarlige Danmark administrerede den utilgængelige og afsondrede ø.

Anden Verdenskrig vendte op og ned på alt det. Få dage efter Danmarks besættelse slog præsident Roosevelt fast, at Grønland ikke kunne administreres fra det tyskbesatte København, fordi det ville indebære et skift af kontrol fra Danmark til Tyskland og dermed udgøre en krænkelse af Monroedoktrinen.

Et år senere besluttede det endnu neutrale USA som led i den optrappede støtte til Storbritannien at anlægge militære baser i det sydlige Grønland.

Afskæringen af forbindelserne til Danmark betød sammen med åbningen af Grønland for amerikansk tilstedeværelse en kulturel og politisk omvæltning i Grønland, hvor ledende politikere indså, at også det grønlandske samfund måtte træde ind i verden og moderniteten.

Samtidig afviste Washington igen både norske og canadiske forsøg på at styrke deres bånd til Grønland. Monroedoktrinen var så aktuel som nogen sinde.

Efter krigen troede Danmark, at USA ville forlade Grønland igen. Men da regeringen forsigtigt skubbede på, var det amerikanske svar uventet kontant: Hvis Danmark opfattede det som et problem, at USA var militært til stede i Grønland, ville det letteste være, at USA ganske enkelt købte hele øen.

En pris blev nævnt og et umisforståeligt signal sendt: Grønland var af afgørende betydning for det amerikanske kontinents sikkerhed. Danmark kunne fint genoprette sin civile suverænitet over øen – men ikke den militære. Amerikanerne var kommet for at blive.

Det blev bekræftet efter oprettelsen af Atlantpagten – Nato – i 1949. Nu kunne en ny forsvarsoverenskomst forhandles, men vel at mærke en, der i praksis gav USA frie hænder i Grønland rent militært, og som gjorde det muligt kort efter at indlede byggeriet af Thule Air Base, der siden har spillet en central rolle i skiftende amerikanske militære strategier.

Forsvarsoverenskomsten fra 1951 er som bekendt stadig i kraft – selv om den siden er suppleret af en række tillægsaftaler.

Gennem den kolde krig forsøgte Danmark ved enkelte lejligheder at forskubbe balancen mellem Danmarks formelle suverænitet over Grønland og USA’s faktiske militære kontrol med området.

Selv om den amerikanske reaktion hver gang var afdæmpet, var den også umisforståelig for den lille alliancepartner. Danmark kunne vælge, hvilken konsekvens vi ville drage af den amerikanske tilstedeværelse i Grønland. Men et muligt valg var ikke at indskrænke den militære amerikanske tilstedeværelse eller handlefrihed.

LÆS OGSÅMiljøorganisationer er utilfredse med ny Grønlandsaftale

Med indførelsen af hjemmestyret i Grønland i 1979 og ophøret af den kolde krig har dette billede ændret sig. Grønland er selv blevet en langt stærkere aktør, både inden for rigsfællesskabet og internationalt, en tendens, der nåede en foreløbig kulmination med indførelsen af Grønlands selvstyre i 2009.

USA har fra sidelinjen fulgt processen frem mod øget grønlandsk selvstyre og har ofte opmuntret den grønlandske nationalfølelse og selvstændighedstrang – når det ikke for åbenlyst stred mod danske interesser.

Ikke mindst i kraft af denne diskrete amerikanske aktivisme i forholdet til Grønland er det lykkedes at undgå en konfrontation i spørgsmålet om USA’s fortsatte militære tilstedeværelse på øen.

Hvor hjemmestyrets første generation af politikere så kritisk på den rolle, deres land ufrivilligt havde spillet i amerikanske atomstrategier, har senere generationer fokuseret på de fordele, den amerikanske tilstedeværelse indebærer for Grønland, og på værdien af at styrke båndene til den store nabo mod vest.

Overdrevne, men populære, forestillinger om, at USA ville betale store kontante summer for sine installationer – eller havde gjort det under den kolde krig ved at give Danmark rabat på Nato-medlemskabet – er blevet afløst af mere realistiske forsøg på at styrke samarbejdet med amerikanerne.

Tilsvarende har Grønland fokuseret på muligheden for at tiltrække investeringer til det grønlandske samfund, ikke mindst på råstofområdet.

Med et stærkt behov for at styrke erhvervsudviklingen og skabe lokale arbejdspladser er selvstyret optaget af at tiltrække ansvarlige investeringer, der på én gang kan drive minedrift i stor målestok under de vanskelige arktiske forhold og samtidig gøre det miljømæssigt og socialt ansvarligt, så investeringer og arbejdspladser faktisk kommer den grønlandske befolkning til gode.

Midt i al denne praktik har både Grønland, Danmark og USA været tilbøjelige til at lade præsident Monroes gamle doktrin glide i baggrunden.

Men det er ikke sikkert, at de investeringer, Grønland i sidste ende gerne vil takke ja til, også falder i Washingtons smag. Gør de ikke det, kan det langtfra udelukkes, at Washington finder sin gamle doktrin frem og støver den af igen.

Sker det, er det pludselig ikke kun amerikanerne, der har et problem. Det har Grønland også. Og Danmark.