Nu er det USA's tur. Ingen har glemt, at det for kun få år siden var Danmark, der sad i saksen.

Og ingen vestlig regering kan sikre sig mod pludselig at vågne op til en ny Muhammedkrise. Det kan ske for os alle, og når det sker, sætter det vore regeringer i en djævelsk kattepine.

Det første problem har at gøre med ejerskabet til de provokationer, borgere i vore samfund af mere eller typisk mindre velmente grunde mener, de bør dele med den undrende globale offentlighed.

Når det drejer sig om forhånelser af profeten, er det kun samspillet af tilfældigheder og politiske konstellationer, der afgør, om der går ild i den lunte, der kan antænde vreden og fortørnelsen blandt mange muslimer, og som samtidig kan gøde jorden for de kræfter, der ser deres interesse i at gøre disse følelser til instrument for radikale politiske mål.

Den regering, hvis borger har fået skabt opmærksomhed om sin provokation, står i et uløseligt dilemma: Hvis regeringen undskylder eller fordømmer den konkrete ytring, har den samtidig påtaget sig et ansvar for den.

Det ønsker den ikke, hverken i det aktuelle eksempel eller generelt. For regeringen er det indlysende, at den hverken kan eller vil påtage sig ansvaret for udsagn, tegninger eller film, der udtrykker de enkelte borgeres tanker og synspunkter.

LÆS OGSÅHillary Clinton: Muhammed-film er modbydelig og forkastelig

Den vestlige regering tager afsæt i opfattelsen af, at den på den ene side skal beskytte borgerens ret til at ytre sig inden for lovens rammer, uanset hvor tåbeligt udsagnet er, og på den anden jo heldigvis ikke behøver at være hverken helt eller halvt enig.

Derfor vil det være imod den vestlige regerings natur at sige undskyld for et udsagn, den ikke har noget ejerskab til - og som den i sådanne tilfælde heller ikke har lyst til at blive forbundet med.

Set fra lande, hvor traditionen for en vidtgående ytringsfrihed er svag, kan det være svært at forstå, at regeringen i fornærmelsernes 'hjemland' ikke blot kan sige det indlysende, at den på det skarpeste tager afstand fra og undskylder den konkrete ytring.

Vægringen ved at komme med en så - som det forekommer manden på den muslimske gade - indlysende undskyldning, kommer meget let til at fremstå som en mindst passiv officiel tilslutning til selve ytringen og dermed som en opbakning til de holdninger, der ligger bag den.

Og selv om langt de fleste naturligvis udmærket forstår, at sådan skal ikke-undskyldningen ikke opfattes, skaber den under alle omstændigheder rige muligheder for alle, der ønsker at fiske i de rørte vande.

LÆS OGSÅUSA's øverstbefalende beder koranbrænder-præsten om at dæmpe sig

Men den demokratiske regering har flere grunde til ikke at gå ned ad den vej. Ikke alene ønsker den ikke at tage ejerskabet for tåbelighederne, den vil heller ikke hverken direkte eller indirekte forholde sig til, om den provokerende ytring ligger uden eller inden for det juridisk tilladelige i det pågældende land.

Alle demokratiske lande har lovgivning, der sætter grænser for ytringsfriheden. Men hvor præcist grænsen går, er aldrig enkelt, og regeringer skal være yderst påpasselige med at mene, om den ene eller den anden ytring ligger inden for eller uden for disse grænser.

Det er i sidste ende et spørgsmål kun domstolene kan afgøre. Derfor er det ikke enkelt for regeringer at dømme et givet udsagn ude - uanset hvor forkasteligt eller idiotisk det forekommer.

Regeringen er derfor henvist til at opføre en uskøn rituel dans, som den USA nu træder, og som ligner den, Danmark måtte træde fra nytår 2006. Det første trin består i en skarp fordømmelse af enhver ytring, der forhåner religiøse følelser.

Fordømmelsen må være generel, for at den ikke opfattes som et forsøg fra regeringens side på at begrænse de pågældendes ytringsfrihed.

Samtidig må den være så præcis, at den med lidt god vilje fra de muslimer, der føler sig krænket, kan opfattes som regeringens klare afvisning af både den konkrete ytring og af de holdninger, der ligger bag den.

Samtidig må regeringen uden omsvøb forsvare ytringsfriheden, hvilket i sammenhængen kun kan opfattes som et forsvar for retten til den kontroversielle ytring, der har skabt postyret. Ikke noget let budskab at kommunikere på tværs af sproglige og kulturelle grænser.

LÆS OGSÅUSA frygter at stå på tærsklen til en dansk Muhammedkrise

Det er bevidstheden om denne fælde, der får de fleste regeringer til at rykke hurtigt i marken med fordømmelse af provokationer og forhånelser, når de jævnligt forekommer. Og det var samme erkendelse, der i 2005 fik Anders Fogh Rasmussen til i sin nytårstale at vende sig mod forhånelser af andre menneskers religion.

Præsident Obama var hurtigt ude med fordømmelsen - og det var en beklagende udtalelse fra den amerikanske ambassade i Kairo, der fik hans rival, Mitt Romney, til at vende sig mod den amerikanske regerings forsøg på at gyde olie på vandene.

Romney faldt for fristelsen til at gøre balanceakten til et principielt spørgsmål om ytringsfrihed. Det er dumt af mindst to årsager. For det første hjælper det ikke ytringsfriheden i de arabiske lande, hvis slagargumentet for den er muligheden for at forhåne profeten.

For det andet er reaktionen mod en infam film som den, der aktuelt er tale om, ikke udtryk for et ønske om at knægte ytringsfriheden. Den er udtryk for ægte vrede i mange kulturer over, at ikke alle forstår nødvendigheden af, at vi må udvise en vis respekt for det, vore medmennesker holder helligt.

Principielt er der naturligvis dermed åbnet en diskussion om ytringsfrihedens grænser, der findes i alle lande. Men reaktionen er netop ikke principiel, men følelsesmæssig og religiøs. Og ved at opfatte den som et angreb på ytringsfriheden spænder kræfter i Vesten en mægtig retfærdig harme for radikale religiøse kræfters ønske om netop det.

LÆS OGSÅEgyptens præsident fordømmer angreb på USA

Helt galt går det, når en regering føler sig kaldet til ikke bare at forsvare sine borgeres ret til at ytre sig infamt, men også lader skinne igennem, at infamien er et udtryk for ytringsfriheden og dermed for noget, der fortjener vores respekt.

Fristelsen er klart til stede for svage vestlige politikere, særlig når krænkelsen gælder andres religiøse symboler og tabuer, som forekommer deres egne vælgere ligegyldige og dermed noget, man både kan og bør kunne gøre grin med.

Uanset om grinet sidder på den uskadelige eller den infame side af ansigtet. Det var den fælde, Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2005 blev fanget i, indtil han i sin nytårstale tog et markant skridt i retning af den europæiske standardreaktion: fordømmelsen af forhånelsen sammen med konstateringen af, at ytringsfriheden sikrer retten til sligt.

Mens verden følger vestlige og mellemøstlige lederes forsøg på at demontere den aktuelle krise med tilbageholdt åndedræt, må vi andre tænke videre over, hvad det betyder for det globale samfund og den globale offentlighed at få menneskers bevidste provokation til enhver tid kan true med at sætte verden i brand.