Angsten griber én, hver gang en minister taler om at øge konkurrencen på det danske hjemmemarked.

Det er ikke liberaliseringen af apotekerne eller en styrkelse af konkurrencen i al almindelighed, der plager.

Det er frygten for, at regeringen har ladet sig besnakke til at genoplive en af de dårlige ideer, som den tidligere regering i sidste øjeblik veg tilbage fra at søge gennemført: tanken om, at opførelsen af en række storcentre i det danske land er vejen frem til en styrket konkurrence på det danske hjemmemarked og dermed alt andet lige vil sænke prisen på dagligvarer, hvilket alt andet lige vil mindske lønpresset og styrke konkurrenceevnen.

LÆS OGSÅThorning til direktører og topledere: Danmark har et problem

Bag denne tankerække ligger oprindelig en amerikansk undersøgelse, der forklarer en styrkelse af den amerikanske produktivitet i forhold til den europæiske i slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 00'erne med ikke mindst netop opførelsen af store butikscentre, der fik banket prisen på dagligvarer ned. Det gav amerikanerne et næsten tiårigt løft, mens europæerne oplevede støt faldende produktivitet.

Selv om virkningen altså var midlertidig, fik allerede den tidligere regering beregnet, hvor meget der - alt andet lige - kunne vindes ved tilsvarende at lempe landzoneloven herhjemme, så Walmartvejen bliver åbnet også omkring de danske byer. Beregningerne viste, at der var noget at hente ved de store butikscentre - forudsat alt andet var lige.

Det var det ikke for VK-regeringen, og når forslaget aldrig blev kørt i stilling, var det, fordi nogle af dem, der ikke syntes, at alt andet kunne være lige meget, var de handlende i byerne - som er nogle af Konservatives få tilbageværende kernevælgere.

De mente ikke, at affolkningen af bycentrene til fordel for store gigacentre i oplandet var uproblematisk. Og ofrene på det alter ville ikke kun være dem selv, men også det byliv, der trods alt endnu præger de fleste danske byer.

Men hvad mener regeringen? Da statsministeren tidligere på ugen talte på Dansk Industris topmøde, kom hun betænkeligt nær den tankegang, som ligger bag forslaget om større butikscentre. Statsministeren stillede i udsigt, at regeringen ville sætte ind netop med øget konkurrence.

Hun mente, at det er et faktum, at konkurrencen i nogle erhverv ikke er stærk nok til at drive produktiviteten, og hun lovede, at det konkurrenceudspil, som regeringen vil lægge frem om kort tid, ikke alene vil være til gavn for forbrugerne, men også for virksomhederne. Det lyder umiddelbart smukt. Men mistanken er, at det staves Walmart.

Til syvende og sidst er det spørgsmål om, hvilken slags byer og hvilke landskaber vi vil have. Svaret handler ikke kun om de nære butikker, men også om transportmønstre. De lande, der har størst succes med de store butikscentre, er typisk billande med store afstande og spredte bebyggelser, som USA og Sverige.

Her er primær transport i forvejen baseret på biler, og det er gør ikke den store forskel for forbrugerne at stoppe ved en motorvejsudfletning på vej hjem og fylde bilen med dagligvarer.

Det er lidt anderledes i Danmark, hvor afstandene er meget mindre og den kollektive transport mere udbygget. Trækkes daglighandlen ud af byerne, vil det fremme privatbilismen og gøre livet mere besværligt for dem, der foretrækker at handle til fods eller på cykel - eller som ikke bruger bilen til daglig transport til og fra arbejde.

De beregninger, der viser, at der kan være en produktivitetsfremgang forbundet med en Walmartisering af Danmark, tager naturligvis ikke højde for sådanne detaljer.

Lige så lidt som de forholder sig til ødelæggelsen af de landskaber, der nu er beskyttet af planloven, eller til, hvad det betyder for landet at gå i retning af mere beton, større parkeringspladser og flere reklameskilte langs indfaldsvejene til større og mindre byer - som vi kender fra mange andre lande.

Så er det lettere at forudsætte, at alt andet er lige, og med det afsæt nå frem til en række fordele, som kan virke fristende for en regering, der er hårdt presset for at fremme konkurrenceevnen.

Derfor må man håbe, at der i regeringen findes enkelte, der tænker politisk, og som i tide indser, at det er vanskeligt at finde et forslag, der mere effektivt vil symbolisere alt det, regeringens bagland vil elske at hade.

Den forventelige reaktion hos vælgerne, der fik VK-regeringen til at tøve, burde få den nuværende regering til at løbe skrigende bort og lægge Walmartforslaget ned i en stramt tilsnøret mølpose. Måske er det allerede sket - og bekymringen for regeringens hensigter er derfor ubegrundet. Men er den ikke det, har alle tre regeringspartier god grund til nu at trække i nødbremsen.

De radikale, fordi forslaget er så lidt grønt, at det bør være uspiseligt for partiet, SF, fordi det vil være noget nær den værst tænkelige begyndelsen for en nyvalgt formand at skulle forsvare - og for Socialdemokraterne, fordi partiet har et brændende behov for at vise, at det ud over økonomi også tænker politisk.

Pointen er, at alt andet ikke er lige - og heller ikke ligegyldigt. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vores byer udvikler sig. Ikke ligegyldigt, hvordan vores landskaber ser ud. Ikke ligegyldigt, om vi får omstillet vores transport fra privat til kollektiv. Ikke ligegyldigt, om vi får nedbragt trængslen.

Det er i det hele taget ikke ligegyldigt, hvordan vi indretter vores samfund - og slet ikke ligegyldigt for regeringens vælgere. Vejen tilbage fra forslaget om Walmartiseringen kan blive lige så lang og pinagtig som tilbagetoget fra betalingsringen - denne gang blot med SF som det regeringsparti, der hedest vil ønske at flygte først.

Sker det, vil det forudsigelige skibbrud kun bestyrke indtrykket af en regering, der har stukket hovedet ned i en regnemaskine og glemt at tænke politisk.

Der er kun tilbage at krydse fingre for, at der endnu er nogen i regeringen, der mener, at alt andet ikke er lige meget, og at regeringens fremtid ikke er ligegyldig. Det skal helst ske, inden vælgerne definitivt når den konklusion, at det faktisk kan være lige meget.