Det er få politikere, der har begået så mange fejl, oplevet så mange nederlag og overlevet så længe som erhvervs- og vækstminister Ole Sohn.

Overlevelsesevnen siger i sig selv noget om mandens kvaliteter og politiske råstyrke, og når han i fredags valgte at kaste håndklædet i ringen og bebude sin egen afgang, er det måske også udtryk for en erkendelse af, at selv for en gammel frontkæmper kan nok være nok.

Hvor mange af Sohns jævnaldrende i slutningen af 1960’erne blev antiautoritære hippier på den nye udogmatiske venstrefløj, sluttede den unge Ole sig allerede i skoletiden til Danmarks Kommunistiske Parti, hvor han fandt sig til rette som tro partisoldat.

Argumentet fra de unge kommunister dengang var, at der nok var meget galt i Sovjetunionen, men at et opgør med kapitalismen og militarismen krævede en fælles front, der ikke lå under for omskiftelige ideologier, men var organiseret omkring en praktisk politik, der byggede på den historiske materialismes solide fundament.

For middel- og overklassens børn kunne det være godt nok at flippe ud.

Men tog man klassekampen alvorligt, måtte fine fornemmelser og kritik af selvfølgelig ikke paradisiske forhold i Østblokken vige. Så måtte man slutte sig til den eksisterende socialisme, der hvor den blev praktiseret, dvs. i den kommunistiske og antiimperialistiske verdensbevægelse.

LÆS OGSÅPortræt: SF's indpisker, der nåede at stille op for tre partier

Der skal ikke trækkes på smilebåndet, hverken ad hele dette argument eller ad dem, der dengang lod sig forføre af deres egen retorik. For det var dybt alvorligt, og medlemskabet af et parti, der havde deponeret sin loyalitet og integritet hos en totalitær supermagt, blev et stigma, som Ole Sohn aldrig blev kvit.

Det skyldes ikke hans ungdommelige vildfarelse, men at heller ikke den voksne mand gennemskuede hulheden i projektet.

Sohn blev medlem af Centralkomiteen i 1981 som 27-årig og sad der de følgende ti år, mens hele korthuset i Østeuropa sank i grus.

Det var gennem det årti, den uafhængige fagbevægelse Solidarnosc voksede frem i Polen og de folkelige opstande i Østeuropa gjorde det helt åbenbart, at de kommunistiske regimer kun holdt sig ved magten ved de politistatsmetoder, som havde præget Sovjetunionen, også længe inden skueprocesserne i 1930’erne afslørede stalinismens gru.

I 1987 overtog Ole Sohn posten som formand for det kriseramte DKP, der var splittet mellem Sohns reformfløj inspireret af Mikhail Gorbatjovs perestrojka og glasnost på den ene side og gammelkommunisterne omkring Ib Nørlund på den anden.

Først på partiets sidste kongres i 1991 – to år efter murens fald – meldte Sohn fra, og han var 1989-91 opstillet til Folketinget for Enhedslisten.

Der er ingen grund til at tvivle på, at den pragmatiske Ole Sohn på dette tidspunkt indså omfanget at sin fejltagelse.

Han var blevet klar over, at de ideer, han stod for, måtte forfølges uden at gå på kompromis med demokratiet, og som mange andre tidligere kommunister fandt han sit blivende politiske ståsted i SF, hvis partihistorie helt fra begyndelsen er uløseligt forbundet med netop udbrud fra Danmarks Kommunistiske Parti.

Det er måske også grunden til, at en kommunistisk fortid ikke i SF er så tung en politisk belastning, som den vil være i de fleste andre partier. Med solidt politisk benarbejde steg Sohns politiske stjerne, og fra han opnåede eget valg til Folketinget i 1998, rykkede han tættere og tættere på magtens centrum som sværvægter i partiets ledelse.

Når historien om Villy Søvndals storhedstid skal skrives, vil Ole Sohn få en fortjent hovedrolle som en af chefarkitekterne bag bestræbelsen på at forberede SF på regeringsansvaret.

Derfor var det ikke overraskende, at Ole Sohn stod til en ministerpost, da drømmen omsider blev til virkelighed sidste år. Men det siger meget om både Sohn og Søvndal, at det formentlig kom bag på dem begge, hvor hård reaktionen på udnævnelsen af Sohn til erhvervs- og vækstminister blev.

Fortiden var lige bag den nyudnævnte minister. Det var ikke hans faglige kvalifikationer eller politiske handlekraft, men hans personlige integritet, der blev draget i tvivl af en presse og en opposition, der – helt forudsigeligt – gik efter de lig, Danmarks Kommunistiske Parti til det sidste sejlede med i lasten.

LÆS OGSÅ Villy Søvndal: »Jeg forstår Oles beslutning. Han har været igennem en ordentlig tur«

Hvad havde Ole Sohn vidst og sagt? Og hvornår og hvor højt havde han sagt fra?

Mens kritikken og spørgsmålene haglede ned, blev Sohn fanget i en fælde, han ikke kunne komme ud af. Hvis han brød med sin politiske fortid langt mere kraftfuldt, end han hidtil havde gjort, kom det til at fremstå, som om han først ved indgangen til ministeriet havde taget det opgør, han burde have taget for mange år siden.

Og hvis han lod være, blev han ved med at være sårbar over for de politiske spækhuggere, der systematisk undergravede hans position både som minister og som del af SF’s øverste politiske ledelse.

Resultatet er velkendt. Selv om Sohn på mange måder hører til blandt de mere erfarne og de mere handlekraftige ministre, og selv om der står en vis respekt om ham i det erhvervsliv, han er minister for, har han aldrig fået mulighed for at træde i karakter i ministerrollen.

Hvad han ville have kunnet, hvis alt havde været anderledes, får vi aldrig at vide. Endnu værre for SF var det imidlertid, at Sohn helt fra regeringens første dage blev sat af holdet og dermed blottede SF’s fatale svaghed på det strategiske niveau.

På den måde blev Ole Sohn den minister, SF aldrig fik. Og det siger rigtig meget om ham, at han selv drog konsekvensen, før andre gjorde det for ham. Gennem det sidste årti er Ole Sohn sprunget ud som forfatter og ikke mindst som forlægger, så den fremtid, han selv siger, han vil tilbringe resten af sit liv i, ligger ligefor.

Tilbage står for os andre en stille eftertanke. Er det rimeligt, at Sohns lange medlemskab af DKP tilføjede ham politisk ulivssår? Eller burde han have kunnet lægge fortiden bag sig? Skal man tro vælgerne, er svaret ja. Men det bliver ikke deres afgørelse.

Sohns tid som minister er forbi – inden den nogen sinde fik lov til at begynde. Dermed bliver Ole Sohns politiske skæbne en kontant påmindelse om, at når det gælder de store valg, er der ikke noget, der hedder at gøre om.