Historikeren Søren Mørch kan som få beskrive socialdemokraterne som et parti, der har glemt sin mission og mistet sin retningssans. Dermed får han sat ord på diskussionen om, hvad der er det gamle arbejderpartis rolle i en tid, hvor der er få arbejdere og endnu færre, der anser sig selv for at være det.

Partiets kritikere – og de er mange – føler, at det gamle parti mistede sjælen, da højt uddannede økonomer i 1960’erne overtog ledelsen og satte en teknokratisk vision om fortsat vækst i stedet for en ideologisk kamp om mere retfærdig social fordeling.

Siden sejrede partiet sig selv ihjel, da den fortsatte fremgang helt udraderede den klasse af selvbevidste og velorganiserede arbejdere, der tidligere udgjorde partiets stødtropper. Arbejderne er blevet til borgere og er begyndt at stemme borgerligt.

De gamle arbejderkvarterer blev saneret bort i samme takt, som den svære industri lukkede, og de nye arbejdspladser appellerer lige så lidt til traditionel socialdemokratisk solidaritet som parcelhuskvartererne til vedligeholdelse og fornyelse af den arbejderkultur, som var med til at holde arbejderbevægelsen levende og slagkraftig.

For gamle frontkæmpere som Søren Mørch er resultatet begrædeligt. Et handlingslammet og retningsforvirret parti uden kontakt med egne værdier og vælgere, befolket af teknokrater, der tror, politik handler om at få tallene til at balancere i 2020, og som ikke forstår, at politiks inderste væsen er kampen om, hvem der står forrest i køen og nyder, og hvem der står bagerst og løfter.

LÆS OGSÅ Thornings venner bliver til fjender med ny reform

I den mørchske verden er værditabet så dybt og gennemgribende, at selve det politiske er dødt. Politikerne tror, at de fører politik, men i virkeligheden har de reduceret sig selv til forvaltere af økonomiske modeller, som de bilder sig selv og andre ind bygger på lovmæssigheder, men som blot er klassernes kamp sat på matematiske formler, så de mange, der bliver snydt, ikke længere kan gennemskue, hvem der udnytter dem, eller hvad de kan gøre ved det.

Denne kritik indefra møder et ekko fra blå blok, som hævder, at den kan levere velfærd og fremgang billigere end socialdemokraterne. Argumenterne er variationer over temaet, at en mindre stat og et lavere skattetryk vil føre til øget aktivitet og mere beskæftigelse, som igen vil skaffe staten større indtægter og råderum til ægte velfærd.

Sammenhængen fremstilles ofte som en økonomisk lovmæssighed, der har uomgængeligt belæg i vores viden om, hvordan moderne markedsøkonomi fungerer. Sådan er det naturligvis ikke.

Det afgørende er ikke, hvor meget det offentlige opkræver i skat, men hvordan vi bruger pengene. Groft sagt er det en god ide at opkræve – i hvert fald relativt – høje skatter, hvis en effektiv offentlig sektor pløjer pengene tilbage til områder, der direkte understøtter samfundets produktivitet, ikke mindst ved at sikre god uddannelse og opgradering af arbejdsstyrken.

Omvendt er skattetrykket ødelæggende, hvis det offentlige klatter pengene væk eller ikke er i stand til at sikre tilstrækkelig kvalitet i den velfærd, skatteyderne finansierer. Det skattefinansierede velfærdssamfund står og falder med andre ord med den offentlige sektors kvalitet.

Her mener de blå, at denne kvalitet bedst nås ved at lade private entreprenører levere – helst store – dele af den offentlige service, mens socialdemokraterne mener, at den offentlige sektor kan gennemløbe den samme proces som den private i retning af større fleksibilitet og effektivitet.

I takt med at det private arbejdsmarked skaffer grundlag for høje lønninger ved at drage fordel af et højt uddannelsesniveau og evnen til smidig omstilling, må noget tilsvarende ske med den offentlige service. Som for eksempel folkeskolen.

Med den tankegang møder den moderne socialdemokrat – lad os bare kalde ham Bjarne – iskold bidevind fra venstre og fra partikammerater, der abonnerer på Søren Mørchs arbejderromantik.

I forhold til de offentligt ansatte er regeringen jo i sidste ende arbejdsgiver, og uanset hvor mange mellemled der skydes ind i form af kommuner, regioner og forhandlingsforbund, ender ligningen altid samme sted: hos den regering, der må træffe et vanskeligt valg mellem at optræde som fællesskabets repræsentant og vride mere ud af de offentligt ansatte eller som beskytter af de velerhvervede rettigheder på det offentlige arbejdsmarked.

Bjarne har ikke som arbejdsgiver den mulighed, hans kolleger i det private kan benytte sig af i overenskomstforhandlingerne: Hvis I ikke makker ret, flytter vi virksomheden og arbejdspladserne. Jo mere troværdig den trussel virker, des mere forhandlingsvillige bliver lønmodtagerne, og arbejdsgiveren kan ende med at få både en billig overenskomst og anerkendelse for at blive.

Sådan virker det ikke for Bjarne. Han kan ikke flytte folkeskolen – eller for den sags skyld hospitalerne eller socialforsorgen. Derfor står de offentligt ansatte, for eksempel lærerne, stærkt. De kan grundlæggende hævde, at der må flere penge og flere hænder til for at løse problemerne. Men Bjarne har ingen af delene.

LÆS OGSÅDe røde danser til vores musik

Derfor vil han insistere på reformer, der øger effektiviteten uden at bruge – væsentlig – flere penge. For mange røde vil Bjarne fremstå hård og uforsonlig. Som den, der vil tryne de svage – lærerne – og som går ret op mod lønmodtagernes ærkesocialdemokratiske kamp for bedre løn og arbejdsvilkår.

De blå vil godte sig og gøre alt, hvad de kan for at tage Bjarne til indtægt for deres politik: Se, han gør, som vi siger! Det beviser, at vi har ret! De har selv forsømt at gennemføre de nødvendige reformer, men står nu til at vinde på begge spilleplader.

Lykkes reformen, vil de kalde den blå, og de rødeste skælde så meget ud, at mange vælgere vil tro på det bluff. Slår reformen fejl, vil det kun bekræfte den blå antagelse om, at det offentlige ikke kan levere.

Men Bjarne er ikke blå. Han er socialdemokrat. Han vil vise, at den offentlige sektor kan genopfinde sig selv og skabe de resultater, der er helt afgørende for, at modellen overlever. Kun resultater kan modbevise den blå påstand om, at borgerne er bedst tjent med at beholde pengene i deres egne lommer.

Det er ikke sikkert, at det lykkes, eller at den konkrete reform vil føre til de ønskede resultater. Til gengæld ser det ud til, at det er sidste udkald, hvis den offentlige service ikke skal privatiseres, sådan som det er de blås erklærede mål. Det handler om politik. Socialdemokratisk politik.