Handelsminister Tyge Dahlgaard nåede aldrig at opdage, hvad der ramte ham. Han havde kun været handelsminister et år, da han i september 1967 kom til at lægge afstand til Danmarks skarpe reaktion på oberstkuppet i Grækenland i april samme år.

Her sagde handelsministeren, hvad han som tidligere diplomat mente var ganske indlysende, at »dansk udenrigspolitiks grundformål er at gavne blandt andet økonomiske og erhvervsmæssige interesser«. Dahlgaard var også kommet for skade at sige, at »det er klart, at et lille land som Danmark skal passe på ikke at samle enhver sten op og kaste den over afstande på måske 1.000 kilometer. Det fremkalder kun smil«.

Ministerens udtalelse fremkaldte nu ikke smil hos statsminister Jens Otto Krag, der bedre end han forstod det tidehverv, der var i gang, når det gjaldt opfattelsen af den nationale interesse. Hvor det tidligere havde været god latin, at et lille land som Danmark stod sig ved at holde en lav profil i forhold til verdens store konflikter, var en generation på vej, der tværtimod mente, at Danmark skulle træde frem på den storpolitiske scene.

Det var slet ikke nok, at Tyge Dahlgaard understregede, at Danmark naturligvis skulle »lade vor røst lyde med fornuft i Nato, FN og andre steder«. Der rejste sig en storm af protester, og en kendt forbundsformand ramte hovedet på sømmet, da han i et kort læserbrev skrev: »Kære Tyge Dahlgaard! Du var en virkelig dygtig embedsmand – det bør du blive igen. Venlig hilsen Anker Jørgensen«. Få dage senere fyrede Krag sin handelsminister.

Siden da voksede en hel generation af politikere frem med en grundholdning, der ikke var ulig den, Anker Jørgensen havde givet udtryk for. Danmarks rolle i verden skulle være defineret af værdier og synspunkter snarere end af interesser.

Gradvis veg tidligere generationers overbevisning om, at et lille land »skulle passe på med at kaste med sten«, for 1968-generationens idé om, at Danmarks skulle tage stilling til verdens konflikter og lade verden vide, hvad vi mente om dem.

Denne forskydning tog for alvor fart med ophøret af den kolde krig. Med ét forekom de trusler, der i mere end hundrede år havde kastet en skygge over Danmark, at være forsvundet, og landet kunne optræde med en selvbevidsthed og uforfærdethed, som stod i skærende kontrast til tidligere tiders forsigtige liggen lavt.

Det store pendul svingede i retning af værdipolitikken som det bærende hensyn i Danmarks udenrigspolitik, og da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev det fuldbyrdelsen af ånden fra 1968. Foghs mente, at Danmarks udenrigspolitik i det meste af det 20. århundrede havde været fej og ussel. Uden rygrad havde vi forfulgt vore interesser, hvilket havde ført til uværdige knæfald for uretten og overmagten.

Nu skulle det være slut med denne neutralisme, og Foghs ’værdier’ blev ledetråden i et markant udenrigspolitisk kursskifte. Selv om disse ’værdier’ på nogle stræk ideologisk stod i modsætning til Foghs jævnaldrende 1968’eres, var selve bevægelsen væk fra interesserne og hen mod den ideologiske politik udtryk for, at Fogh havde taget 1968 med ind i magtens centrum.

LÆS OGSÅForsvarsminister åbner for længere dansk mission i Mali

Danmark påtog sig allerede i Afghanistan en skarpere rolle, end vi normalt ville have tiltænkt os selv. Ikke fordi det strengt taget tjente vores interesser, eller at vore allierede forventede det af os. Men ganske enkelt, fordi regeringen ønskede en mere fremtrædende og eksponeret placering i kampen mod terror.

Med deltagelsen i Irakkrigen gik Fogh skridtet videre, selv om det var svært at se, at den var nødvendig af hensyn til Danmarks interessevaretagelse. Hverken Norge eller Nederlandene deltog på lignende niveau, selv om begge er nære og loyale Nato-allierede. Irakkrigen var også med til at udviske skellet mellem en aktivistisk udenrigspolitik og en militaristisk ditto.

Efter mere end hundrede års forsigtig militær politik, var der nu pludselig ingen ende på, hvor Danmark var klar til et engagere sig militært – og gerne helt ude af proportion med vor størrelse og uafhængigt af, om vi har nationale interesser at varetage. Pendulet svingede så langt ud til den ideologiske side, at selve spørgsmålet om den nationale interesse blev anset for nærmest upassende.

Ingen spurgte, hvorfor Danmark aktivt søgte en af de skarpeste, farligste og mest vanskelige kampzoner i Afghanistan. Og meget få stillede spørgsmålstegn ved, at Danmark i bombetogterne i Libyen påtog sig en hovedrolle.

Den massive politiske opbakning til krigen, der blev besluttet i løbet af et døgn, skyldtes ønsket om at være med til at beskytte civilbefolkningen – blandet med den modvilje, der var alt mulig grund til at nære mod oberst Gaddafi. Men spørgsmålet om Danmarks interesse i ørkenlandet blev knap berørt.

Senest har samme scenarie gentaget sig i mindre format i forbindelse med udsendelsen af et Herculesfly som støtte til den franske intervention i Mali. Selv om der er gode grunde til at skride ind i landet, er det langtfra indlysende, hvorfor det af alle europæiske lande netop er Danmark, der først skal ile til med militære kapaciteter. Hvor er Italien, Spanien og Tyskland – eller Nederlandene og de øvrige nordiske lande?

Svaret er, at de tøver, fordi det er mere bekvemt for dem, at vi tager slæbet. De ser på deres interesser. Derfor er det også afgørende, at den danske støtte til Frankrig er gjort tidsbegrænset.

LÆS OGSÅForfærdet Søvndal: »Det vestlige Afrika må ikke blive et nyt fristed for terrorisme«

De tre måneder skal bruges til at mobilisere de andre europæiske lande – og til at give den afrikanske styrke tid til at bygge op, så operationen kan overtages af lande, der har interesser på spil.

Der er meget, der tyder på, at det store pendul langsomt er på vej tilbage fra det ensidige fokus på ’værdier’ og tilbage mod en overvejelse af, hvad der er Danmarks interesser. Men det vil tage tid, og der vil stadig opstå stærke stemninger for, at Danmark søger rollen som vicesherif og drager ud i verden for at kæmpe for ’den gode sag’.

Det kan der være grunde til – som i Mali. Men målet må aldrig blive blot ’at være med’, hvis opgaven mere naturligt kan varetages af andre. Danmark skal leve op til sit ansvar, også når det gælder fjerne konflikter. Men der er ingen, der siger, at det hver gang skal være med militært isenkram og uden en grundig overvejelse af den nationale interesse.