Midt i sin værste økonomiske krise nogensinde har EU pludselig fået en ny alvorlig sag at slås med. Sagen hedder Ungarn.

Selv om gældskrisen med rette er blevet kaldt eksistentiel og den værste i EU-samarbejdets 60-årige historie, er sagen om Viktor Orbans forfatningsreformer i Ungarn på mange måder mere alvorlig.

Ungarn udfordrer nemlig selve fællesskabets værdigrundlag og de basale spilleregler, som samarbejdet bygger på. Samtidig tvinger situationen EU til – for første gang – at forsvare sine værdier; om nødvendigt ved domstolene. Eller, hvis det ikke hjælper, ved at tage stemmeretten fra ungarerne jf. Lissabontraktatens art. 7.

Sagen er delikat og ubehagelig for det danske formandskab. Ikke desto mindre er EU nødt til at handle, hvis det traktatgrundlag, som alle EU-lande vedtog for et par år siden, skal være mere værd end det papir, det er skrevet på.

Det europæiske samarbejde blev grundlagt på demokratiske værdier efter Anden Verdenskrig. Her ønskede man at binde tidligere krigsførende lande sammen i et retsfællesskab, der er helt unikt set med enhver målestok.

Hvis EU er defineret ved noget, er det dets helt særlige retlige basis, hvor landene har accepteret, at EU’s fælles værdier, regler og principper altid – og uden undtagelse – går forud for modstridende nationale regler. Dette princip findes intet andet sted i verden og kendetegner intet andet internationalt samarbejde.

I EU står EU-retten over national ret og kan sanktioneres helt på lige fod med national ret. Ja, EU-ret er national ret. I EU gælder også musketererprincippet ’Én for alle og alle for én’. Der er således ingen forskel på store og små lande, når det gælder, hvem der dømmes for brud på reglerne, hvilket også er helt usædvanligt set med almindelige internationale briller.

I almindelig international politik er det naturligvis de store lande, der bestemmer, og det er i vid udstrækning dem, der definerer ’retten’, i det omfang man overhovedet kan kalde folkeret rigtig ret. Set i det lys er situationen i Ungarn i øjeblikket grotesk.

Ungarn har fabrikeret nogle regler, der strider imod EU’s mest basale demokratiske principper, samtidig med at man selv har valgt at være en del af et overnationalt fællesskab, der værner om netop disse. Ved at acceptere EU’s retsgrundlag og værdier har Ungarn også accepteret, at disse står over modstridende nationale regler, uanset om der skulle være et flertal imod dette i det ungarske parlament. Demokrati handler nemlig om mere og andet end det uindskrænkede flertalsstyre.

At et politisk flertal ikke kan lade hånt om EU’s basale regelsæt mærkede det danske Folketing selv for et par år siden i den såkaldte Metock-sag. Her gik det omsider op for de fleste danskere, at et flertal i Folketinget ikke kan fabrikere (og administrere) egne regler på familiesammenføringsområdet, der strider fundamentalt imod de EU-regler for det indre marked og den frie bevægelighed, som vi selv har vedtaget.

Det holdt hårdt – også for Udlændingeservice – at forstå dette, men sådan spiller klaveret altså. Politisk flertal eller ej. Og tak for det, bør man tilføje, for alternativet vil være et fællesskab, der hviler på magt snarere end ret.

Kommissionen har nu indledt en traktatbrudssag mod Ungarn. Spørgsmålet er imidlertid, om de tre punkter, som EU har indledt sagen på, er omfattende nok. Kommissionen har valgt at fokusere på tre områder: centralbankens rolle, manglende beskyttelse af personfølsomme oplysninger og domstolenes uafhængighed.

Men problemet er efter alt at dømme langt mere omfattende. F.eks. er medieloven stadig problematisk, mindretallene i landet er ikke længere tilstrækkeligt beskyttet, flere love om skatte og arbejdsmarkedsforhold kan kun ændres af en ny regering, hvis der er to tredjedeles flertal i parlamentet osv.

Da Orban i sidste uge forsøgte at forsvare og forklare sig i Europaparlamentet, blev det i mange medier udlagt som en sejr for EU. Men for dem, der så debatten, var der ikke mange formildende toner at hente. Selv om Orban indledte med at sige, at han ville ændre nogle småting, gav han få indrømmelser.

Det er derfor ikke underligt, at flere EU-parlamentarikere frygter, at der vil ske nøjagtig det samme, som der skete for et år siden med den famøse medielov. Her lovede Orban også bod og bedring, men reelt er pressefrihedssituationen i Ungarn lige så usikker nu, som den var for et år siden. Ungarn leger med andre ord kispus med EU.

LÆS OGSÅMit hjemland er blevet en udemokratisk vanskabning

Det er imidlertid nødvendigt, at unionen sætter foden ned og sikrer, at de basale demokratiske principper, som fællesskabet bygger på, bliver respekteret. Hidtil har EU været for tøvende, samtidig med at den samme ubehagelige højrepopulisme, som vi finder i Ungarn, kan spores i flere andre af de nye medlemslande. Det er derfor godt, at vi har Europaparlamentet til at råbe op.

Retter Ungarn ikke ind, må landet ikke blot trækkes for EU-domstolen. Det må også fratages stemmeretten i ministerrådet. I hele debatten om EU’s legitimitetsproblemer er det helt afgørende, at vi ikke drukner i eurokrise, men står vagt om de demokratiske grundpiller, som fællesskabet bygger på.´