Sidste uges EU-møde i Bella Centeret i København satte efter sigende rekord i antallet af udenlandske journalister under det danske formandskab.

Det vrimlede ganske enkelt med rapportere, der skulle have førstehåndskendskab til nyheden om, at EU’s nye permanente redningsfond på 800 milliarder euro nu også var i hus.

Mens alle havde travlt med at rapportere om, hvorvidt fonden nu også var stor nok, og hvorvidt der var tale om gamle eller nye penge, opdagede ingen tilsyneladende, at det danske formandskab havde valgt at sætte et emne på den officielle EU 27-dagsorden, som handlede om intet mindre end Europas fremtidige arkitektur.

I al ubemærkethed havde Margrethe Vestager således bestilt den anerkendte Bruxelles-tænketank Bruegel til at forfatte et papir om, hvilke konsekvenser, der tegner sig af den stadig tydeligere splittelse, der er mellem eurolandene og de såkaldte ’udelande’, som ikke er med i eurozonen.

Tænketanken var også blevet bedt om at komme med forslag til, hvilke tiltag, der kunne afhjælpe splittelsen og sikre et mere sammenhængskraftigt EU. Selv om papiret var og stadig er frit tilgængeligt på tænketankens hjemmeside, har ikke en eneste journalist – så vidt jeg har set – fundet det værd at kommentere. Det er i den grad besynderligt, ikke mindst fordi papiret viser, at det danske EU-formandskab faktisk tør at tage debatten.

Efter i en lang periode kun at have villet forholde sig til EU 27 og dermed ikke høre tale om splittelse i EU-samarbejdet, tager regeringen tilsyneladende nu tyren ved hornene. Lad det være sagt med det samme: Tænketanken er ikke særlig optimistisk på Europas vegne.

Men de er heller ikke optimistiske i forhold til borgernes mulighed for at forstå, hvad der foregår i Europa lige nu; og slet ikke optimistiske på vegne af de såkaldte udelande som Danmark, der mere og mere kommer til at ligne Norge.

En nation, der må nøjes med at kopiere det, de andre har besluttet. Det, man kan læse ud af i tænketankens analyse, er nemlig, at Danmark – på grund af finanskrisen og et Europa i flere hastigheder – er ved at blive hægtet helt af samarbejdet, samtidig med at vi bliver mere og mere afhængige af det. Hvorfor?

Fordi den europæiske arkitektur, som finanskrisen har været med til at forme, betyder, at vi i fremtiden – hvis EU skal overleve – vil se et langt skarpere skel mellem de lande, der vil, og de lande, der ikke vil yderligere integration.

De lande, der vil mere Europa, skal ifølge tænketanken allerede nu have mere medindflydelse – også selv om de ikke er med i eurozonen. De lande, der ikke vil, skal til gengæld indstille sig på en næsten marginal rolle i fremtidens EU. Lad os lige kridte banen op, så vi får perspektivet helt på plads.

At den historiske hjælpefond til de økonomisk trængte eurolande i sidste uge blev besluttet på dansk jord, samtidig med at vi som værtsland pænt måtte vente uden for døren, satte det i relief, hvor opdelt det europæiske fællesskab egentlig er blevet de senere år.

Den permanente hjælpefond gavner stabiliteten i hele euroområdet, og selv om vi og andre udelande ikke får del i milliarderne, så er fonden og hele det politiske spil omkring den af afgørende betydning for alle i den europæiske økonomi – hermed også for danske arbejdspladser.

Men fordi vi selv har valgt at stå uden for eurosamarbejdet, har vi nu – efter finanskrisen – en eurogruppe, som tager de helt afgørende økonomiske beslutninger, uden at vi har nogen indflydelse på det.

Den store og ret uhomogene gruppe af udelande har ganske enkelt ikke andet valg end at tage beslutningerne til efterretning. Det er netop dette, som tænketanken Bruegel ser som helt uholdbart på langt sigt.

Der er rigtig mange ting i Bruegels analyse, som jeg på ingen måde kan nå at komme ind på her, men en af de ting, de fremhæver, er, at fordi eurogruppen (trods den store heterogenitet, der også findes der) vil blive mere og mere konsolideret, må der gøres noget for at knytte de lande, der faktisk gerne vil med i kernen, tættere til sig. Ellers risikerer man – siger rapporten – at forholdet mellem eurolandene og udelandene bliver det samme som EØS-landenes forhold til EU.

De – altså EØS-lande som Norge og Island – er i dag nødsaget til at kopiere al EU’s lovgivning, men har ikke nogen som helst indflydelse på den. Landene er derfor blevet kaldt ’kopinationer’.

De bliver aldrig konsulteret eller taget med på råd om noget som helst, og samtidig er de fundamentalt afhængige af, hvad der foregår i EU. Det er uholdbart i det lange løb og ikke særlig attraktivt. Det er blandt andet derfor, Island nu er på vej ind i EU.

I forholdet mellem eurolandene og udelandene anbefaler Bruegel, at man for at undgå, at EU falder fra hinanden, tilbyder de lande, der gerne vil hurtigt med i eurozonen, men som ikke kan lige nu på grund af de stadig strengere krav, at de allerede nu bliver inddraget i eurozonens væsentligste beslutninger.

Polen er her et oplagt eksempel, men det gælder i princippet alle lande, der står på spring.

Heroverfor står så lande som Danmark, Storbritannien og Sverige. De har alle klart udtrykt, at de ikke p.t. er interesserede og har derfor – ifølge Bruegels analyse – udsigt til en ørkenvandring uden indflydelse på Europas fremtid i mange år frem.

En ørkenvanding, der kun har kopinationen som destination.