Det spørgsmål er i disse dage på alles læber og med god grund.

Efter adskillige forgæves forsøg på at stable en holdbar og reformvenlig regering på benene efter et kaotisk parlamentsvalg skal grækerne nu igen til stemmeurnerne. Det kommer til at ske i juni.

Indtil da vil euroen sikkert tage sig nogle flere rutsjeture, i takt med at meningsmålingerne i Grækenland peger den ene eller den anden vej. Få regner imidlertid med, at et nyt parlamentsvalg vil afklare ret meget.

Venstrefløjspartiet Syriza, der er imod ethvert sparekrav fra EU og IMF (som modydelse for de hjælpepakker, landet allerede har fået og er stillet i udsigt), står til at blive Grækenlands største parti.

Lederen, den 37-årige Tsipras – med hang til dyrt tøj og BMW’er i luksusklassen – har tydeligvis haft større fokus på netop dette end at stable en ansvarlig regering på benene, der kan redde Grækenland ud af moradset.

Men mens Tsipras griner i det skæg, han vistnok ikke har, breder uroen sig. Måske ikke så meget på markederne, selvom euroen efter de seneste uroligheder er dykket, men snarere i EU’s politiske top.

For kan man virkelig, når alt kommer til alt, skubbe Grækenland ud over kanten? Og hvad vil der ske rent politisk, hvis man gør?

Risikerer vi, at EU i sidste instans alligevel bliver nødt til – også selv om grækerne lempes forsigtigt ud af euroen – at gribe ind og rydde op i det økonomiske rod? Og hvad med det politiske?

Det interessante er netop, at dilemmaet for de europæiske politikere de seneste måneder har skiftet farve.

Den rent økonomiske nødvendighed, der de forløbne to år har drevet EU-landene til med næb og kløer at kæmpe for at holde Grækenland inden for euroen, findes ikke i dag.

Selv om mange politikere ikke siger det offentligt, ved de fleste iagttagere, at den primære begrundelse for at holde på grækerne nu er politisk.

Som det tyske ugemagasin Der Spiegel skrev i en artikel for nylig, er en græsk exit – eller Grexit, som flere medier kalder en græsk udmeldelse af euroen – ikke længere så stor en trussel for euroens overlevelse.

Og netop fordi eurozonen ikke længere er eksistentielt truet og markederne allerede har indregnet de tab, der måtte være efter en regulær statsbankerot og euroexit, har grækerne mistet deres stærkeste kort på hånden.

Tidligere havde grækerne de europæiske ledere i deres hule hånd og kunne nærmest true sig til hjælp, fordi eurozonen frygtede, at en græsk udmeldelse og statsbankerot hurtigt ville brede sig til de øvrige sydeuropæiske lande.

Den frygt har de færreste økonomer i dag, selvom den usikre situation, vi lige nu er i, har ført til nogen turbulens på markederne.

At mange allerede tror, at Grækenland er på vej ud af eurozonen, illustreres af, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB), der har mange tilgodehavender i landet, netop har ændret sine låneaftaler med grækerne og aftalt, at de godt må tilbagebetale deres lån i en anden valuta end euro.

Desværre ser det imidlertid ikke ud til, at de græske politikere og vælgere endnu har forstået, at terningerne er kastet på ny, og at bolden nu for alvor ligger på deres egen banehalvdel.

Da få tror på, at grækerne selv har forstået, at en regulær statsbankerot vil medføre stop for basale ting som pensioner og lønninger til offentligt ansatte, sætter få lid til, at omvalget i juni vil forbedre realitetssansen.

Det absurde består naturligvis i, at grækerne for 80 pct.s vedkommende helst vil forblive i eurozonen, samtidig med at hver tredje har stemt på et parti, der er imod de spareplaner, som gør netop dette muligt.

Samtidig siger to tredjedele af grækerne, at de lånebetingelser, som EU og IMF har dikteret, bør genforhandles! Der spilles med andre ord højt spil.

Alligevel kan man ikke udelukke, at grækerne ender med – igen – at blive reddet på målstregen. Selv om de fleste europæere er ved at miste tålmodigheden med Grækenland, og selvom diverse økonomiske analyser spår, at eurozonen snildt ville kunne håndtere en ’ordnet euroexit’, er der noget, der hedder ’den politiske logik’.

Den logik får EU’s regeringsledere til at tøve, og det kan ende med, at grækerne, mod alle odds, får held til at forhandle nogle lempeligere vilkår for deres gældstilbagebetalinger på plads.

Det handler delvis, men bestemt ikke alene om, at eurozonen gerne vil købe sig endnu mere tid, så f.eks. Spanien, Portugal og Italien kan få deres reformpakker til at virke for alvor.

Nøjagtig som det faktisk er lykkedes for Irland. Sker det, og ser situationen for disse lande bedre ud om f.eks. et helt eller et halvt år, kan Grækenland, hvis tingene stadig er lige håbløse her, sagtens blive bedt om at sige farvel til euroen.

Men det handler også om politik og sikkerhed. Ser man på den økonomiske situation i Grækenland, er modstanden mod de meget rigide spareplaner ikke helt uforståelig.

Grækenland går ind i sit femte år med recession, og de økonomiske udsigter er dårligere end nogensinde. Således vil økonomien jf. tal fra Grækenlands egen centralbank skrumpe med 5 pct. i år.

Social uro og panikken over ikke at kunne få sin løn og pension udbetalt, hvis EU og IMF bliver nødt til at holde junilåneraten tilbage, er svær at forudse.

Mere lempelige vilkår på afdrag af lån vil afgjort ikke gøre grækerne mere populære i resten af EU, men det vigtige lige nu er altså ikke kun at tænke på, hvorvidt ’problemet Grækenland’ p.t. er økonomisk inddæmmet, og at Grexit kan håndteres.

Det er også nødvendigt at forholde sig til de politiske og sociale følger af såvel statsbankerot som euroexit, selv om man vel rent demokratiteoretisk må konstatere, at grækerne efter at have stemt så ensidigt på antireformfløjene i parlamentet 6. maj, ligger nøjagtig, som de har redt.