De sidste uges begivenheder i EU har skabt en fornyet tro på fremtiden og på en mere stabil løsning af krisen.

Håbet om, at Europas ledere nu omsider er blevet enige om, hvordan de finansielle og økonomiske problemer skal takles, afspejles ikke blot i markederne, der viser fornyet optimisme, men også i USA, hvor Obamas præsidentkampagne tydeligvis i måneder har ventet på gode nyheder fra det europæiske kontinent.

»Europa kan koste Obama valget« har således været en gennemgående overskrift i mange amerikanske aviser og tidsskrifter det seneste halve til hele år, og Obama har samtidig desperat forsøgt sig med gode råd til europæerne (selv om USA i parentes bemærket selv har et enormt offentligt underskud og beskeden politisk vilje til at gøre noget ved det!).

Det er p.t. uvist, hvilken rolle (om nogen) amerikanerne har spillet i forsøget på at overbevise især den tyske kansler Angela Merkel om, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skulle påtage sig rollen som det ultimative bolværk for den fælles europæiske mønt.

Alligevel er det sikkert, at det, der er sket i Europa de forløbne uger, er en lille revolution, som forhåbentlig bliver et vendepunkt ikke bare for valutaen, men for europæisk økonomi.

LÆS OGSÅEurozonen er trådt et lille skridt væk fra afgrunden

Det drejer sig ikke kun om ECB's annoncering af OMT-programmet, hvor man ved at opkøbe statsobligationer vil presse renterne ned fra de ofte urimelige højder i visse sydeuropæiske lande, men også om den tyske forfatningsdomstols blåstempling af den europæiske redningsfond (ESM'en)samt skitserne til en egentlig europæisk bankunion.

Ingen tvivl om, at især Obama-administrationen hilser denne udvikling velkommen. Selv om kun ca. 2 procent af den amerikanske eksport går til de europæiske markeder, så er visse - i valgkampsammenhæng centrale - amerikanske stater særligt udsatte.

Samtidig handler recessionen i Europa ikke kun om en svækkelse af eksporten, men også om de emerging markets, som den amerikanske eksport satser allermest på. Disse er nemlig dybt afhængige af finansiering fra europæiske banker. Amerikanerne frygter, at denne finansiering falder bort, hvis krisen i Europa forsætter.

Ser man bort fra alle Romneys bommerter, hver gang han skal kommunikere offentligt, er et vendepunkt i den europæiske gældskrise derfor næsten den største gave, Obama kan få så tæt på det amerikanske præsidentvalg.

LÆS OGSÅHvorfor Romneys fortalelse er vigtig

Samtidig fortsætter europæerne tilsyneladende med at elske USA's første sorte præsident. En analyse i Transatlantic Trends, som blev offentliggjort for en uge siden, viste, at hele 75 procent af europæerne foretrækker et genvalg af Obama, mens kun 8 procent peger på Romney.

Paradokset er imidlertid, at europærernes forelskelse i Obama stort set har været omvendt proportional med Obama-administrationens begejstring for europærernes håndtering af krisen. Hvorfor? Fordi den amerikanske regering først og fremmest ser den europæiske krise som politisk snarere end økonomisk. Det er en krise, som kun kan løses, hvis det nødvendige politiske mod er til stede.

Gældskrisen har ifølge Obama først og fremmest handlet om manglende politisk beslutsomhed illustreret ved, at EU og især Tyskland - trods stor europæisk retorik har haft vanskeligt ved at tage skridtet fuldt ud og vise, at man for enhver pris ville forsvare valutaen.

Den tyske frygt for inflation har simpelthen stået i vejen. Det er imidlertid ikke nogen hemmelighed, at Europa har været prygelknabe i den amerikanske præsidentvalgkamp - selvfølgelig især i den republikanske lejr.

Europa er rask væk blevet kategoriseret som et socialistisk helvede, og Romney har ikke været sen til at referere til europæere som Obamas »socialist friends«.

Europa er ganske enkelt blevet særdeles uncool i USA de senere år.

Obama selv har faktisk talt overbærende pænt om Europa i de fleste offentlige sammenhænge. Men også han har haft vanskeligt ved at forstå, hvordan de europæiske ledere har kunnet være så passive og tøvende.

Og det handler ikke kun om nedskæringer versus vækstinitiativer.

Når man taler med amerikanske kollegaer, så forstår de ganske enkelt ikke, hvordan ikke blot europæiske ledere, men også intellektuelle og meningsdannere har så vanskeligt ved at erkende, at vi lever i en global verden, der ser helt anderledes ud og kræver nogle helt andre svar end for 20-30 år siden.

Det, vi burde være allermest bange for, er ikke hinanden og hermed en eventuel ny kompetenceoverdragelse til det fælles europæiske, men snarere den globale konkurrence, som p.t. puster os så kraftigt i nakken, at vi burde være væltet omkuld for længst.

LÆS OGSÅNye toner fra ECB har ikke kvalt krisen

Vi er ganske enkelt - qua vores angst for mere EU - ved at overflødiggøre os selv som kontinent.

Som den skotsk-amerikanske forsker og offentlige meningsdanner Niall Ferguson har formuleret det, svarer den situation, vi fumler med i Europa i øjeblikket - hvor mange ikke kan finde ud af, om de nu også tør støtte bankunion, finansunion og i det hele taget mere EU - til den situation, USA stod i før 1788.

»Forestil jer, at USA aldrig havde taget sig sammen til at ratificere forfatningen, men stadig havde været baseret på 'Articles of Confederation' fra 1781?«. Da havde vi, siger Ferguson - i lighed med EU - haft »...nærmest ingen føderal regering og intet skattegrundlang…. Forestil jer en kæmpe gæld på 150 procent i Nevada og massiv arbejdsløshed og bank run i Californien. Forestil jer samtidig, at lederne af de 50 stater skulle forhandle betingelserne for hinandens økonomiske redning. Det er den situation, Europa står i i dag«.

Ifølge Ferguson kunne de forenede amerikanske stater heldigvis finde ud af at dele deres gæld. I Europa derimod står vi stadig i stampe og slås om, hvorvidt vi nu også tør lade rent nationale tiltag erstatte af nødvendige fælles europæiske løsninger.

Det er tilliden og det politiske mod, der gør forskellen mellem de to kontinenter i dag og dengang.