Dagbladet Information bragte torsdag artiklen ’Forestillingen om den ægte iscenesættelse’ om realityshowet som kulturfænomen. Det skete med afsæt i programmerne Big Brother (Kanal 5) og Paradise Hotel (TV3), der begge lige nu ruller over skærmen.

I artiklen hævdede medieforskeren Anne Jerslev, at iscenesættelsen af pinlige øjeblikke er blevet motoren i reality-tv. Der lader i så fald til at bestå en særlig pagt mellem seere, deltagere og programredaktioner:

De mange pinlige optrin i disse programmer er stimulerende. For når de mere eller mindre uheldige deltagere bringer sig i tåkrummende situationer, får seeren hver gang en besnærende mulighed for at træde i karakter som en moralsk vurderende instans, der identificerer pinligheden og måske ler ad optrinnet sammen med sine medseere, imens alle godter sig, gyser eller på anden vis underholdes.

Samtidig har deltagerne lært at acceptere den præmis for deres deltagelse, at iscenesat pinlighed ganske enkelt sælger billetter, og programredaktionerne har blot tilbage at dosere pinlighederne tilstrækkelig raffineret.

Voyeurisme ser ud til at være blevet en demokratisk erhvervet menneskeret. Det kan skyldes, at især tv-mediet stadig mere åbenlyst tilbyder Familien Danmark prime time-legitimering af ellers ufine uvaner såsom at svælge i andres ufrivillige selvudleveringer, vel at mærke inden for hjemmets fire vægge, hvor kodekset for anstændig opførsel skam godt kan gradbøjes, især så længe de pinlige optrin kalder latteren frem.

Medieforskeren Christa Lykke Christensen påpeger i sin artikel ’Det grove, det pinlige og det morsomme ’, hvordan der siden årtusindeskiftet har været adskillige satireprogrammer (fx Banjos Likørstue og Drengene fra Angora) og tv-reklamer (fx Polle fra Snave-serien), der har haft pinlighed som omdrejningspunkt.

Det gælder ikke mindre for den tværmedielle Nynnes dagbog, sitcom-serien Klovn samt efterfølgeren Klovn - The Movie, der ifølge en foromtale i Politiken fra december 2010 ligefrem sprængte rammerne for pinlighed.

Fokuseringen på pinlighed i de landsdækkende medier er altså ikke af hel ny dato. Men at det nu er i realityprogrammerne, iscenesættelsen af pinlighed florerer, kunne skyldes, at der efterhånden skal mere til: Det er ikke længere nok at se på fiktiv pinlighed, nu skal der virkelig pinlighed på bordet. Voyeurismen har taget til i omfang.

Tidsånden præges ofte af den stadige, gensidigt iscenesættende dialog mellem hverdagskulturens udtryksformer og medierne. Derfor er det ikke mærkeligt, at der også i hverdagslivet lader til at være opstået en øget tendens til at iscenesætte pinlighed, hvilket de sociale fora på internettet og sms-kulturen har medvirket til at nære betingelserne for.

For nylig har Nokia reklameret for en ny telefon, hvor man kan fildele til en selvvalgt mængde af de personer, man er linket op med. Sloganet lyder: »Del dine værste feriebilleder. Men ikke med din mor«. Annoncen er blot et enkelt blandt mange eksempler på, hvordan vi i stigende grad anerkender selviscenesat pinlighed som en positiv foranstaltning.

Selviscenesat pinlighed er blevet en ny form for autenticitet, hvor den pågældende aktør bringer sig i en situation af at være for real. Det at kunne dele sine måske opfindsomt erhvervede pinligheder med andre er derfor også en ny form for statusgivende adfærd, og Nokia tilbyder med deres produkt altså loyal opbakning til alle, for hvem det at kombinere pinlighed med kontrolleret adfærd er attraktivt.

Hvor den iscenesatte pinlighed i institutionaliserede sammenhænge som realityshows opfattes som negativt ladet, bliver den selviscenesatte pinlighed i hverdagslivets sociale sammenhænge altså derimod stadig mere positivt ladet, fordi man selv har stået for at udbrede den.

Og her er det ikke længere pinligt at have gjort eller sagt noget, der ifølge det gældende sociale kodeks er komplet forkert, mangelfuldt eller idiotisk, hvis man vel at mærke selv kan stå inde for pinligheden og samtidig ikke anerkender, at nogen moralsk vurderende instans påtaler den.

At fortryde eller blive flov er her det samme som at underlægge sig den moralske verdens normer, og der er derfor noget socialt befriende eller kulturelt frisættende i ikke at fortryde noget som helst, hvor forkert, mangelfuldt eller idiotisk, det så end er.

På samme måde som det i visse sammenhænge er blevet statusgivende at iscenesætte sin uvidenhed eller historieløshed, er det i andre sammenhænge altså blevet statusgivende at iscenesætte sine egne pinligheder.

Hvorfor det er blevet sådan, kan der være flere bud på. Mange vil oplagt udpege årsagen til det som et generelt moralsk forfald blandt yngre generationer, der henslæber deres tilværelse som flydende, historieløse agenter i et på én gang pornoficeret og solipsistisk spejlkabinet af virtuel væren.

Men årsagen har måske snarere at gøre med en kollektivt ubevidst reaktion blandt ganske mange unge og yngre voksne mod en autoritativ dannelseskulturs normer og restriktioner. Det er en dannelseskultur, som alle møder i skolesystemet, og som ud over dyder som lærdom og disciplin også udpeger socialt accepteret adfærd som centrale elementer i socialiseringsfasen.

Denne socialisering har unge til alle tider reageret mere eller mindre negativt på, ukompatibel som den er med trangen til at være sin egen lykkes selvlærte smed. Men forskellen er, at reaktionen i dette tilfælde tillige kan forstås som en berettiget protest mod det frustrerende dilemma, som især mange under 30-35 år som følge af de seneste årtiers udbredte værdirelativisme og tiltagende traditionsløshed er blevet sat i:

På den ene side er de så privilegerede at have alle tænkelige muligheder på hånden for at gøre, blive og være alt, hvad de kunne ønske sig. Og på den anden side har skolen, hjemmet og samfundet kun sjældent formået at ruste dem så godt til tilværelsen, at de har udviklet den nødvendige viden, indsigt og visionskraft til at kunne realisere mulighederne.

Livsdueligheden hos os alle afhænger af, hvilke typer pinligheder vi kan overleve, har idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt hævdet i et interview for nylig. Hvis det er sandt ser det nu alligevel ud til, at vi i de næste årtier kommer til at se en nation af særdeles livsduelige danskere.

Men der er noget galt: Christa Lykke Christensen pointerer i sin artikel, at pinlighed er en social forlegenhed som er indlejret i selve det sociale livs konstruktion. Pinlighedsfølelsen er, siger hun med henvisning til socialantropologen Erving Goffman, en af de mest kraftigt regulerende sociale mekanismer, idet den medvirker til opretholde hverdagslivet ved at understøtte dens moralske orden.

Så hvis pinlighed som regulerende social mekanisme er ved at skifte karakter eller unddrage sig sin egentlige funktion, sådan som det vitterligt kan se ud, så er noget ved at forrykke sig og komme i ubalance i vores omgangsformer.

Denne forrykkelse burde mane til eftertanke hos forældre såvel som de, der har haft eller fortsat har ansvaret for børnene i børnehaven, folkeskolen, SFO’en og gymnasiet. Og den burde ikke mindre mane til eftertanke blandt landsdækkende tv-kanaler, reklamebureauer og andre kommercielle medskabere af såvel det offentlige rums indretning som de yngre generationers identitetsdannelser.

Ellers bliver det først virkelig pinligt.