Vi mangler her i 2012 en etisk debat om, hvordan kulturel kapital og økonomisk kapital bør gå hånd i hånd.

For vi har brug for at blive klogere på, hvorvidt kulturforbruget bør underlægge sig markedets kommercielle interesser, eller om det i befolkningernes og demokratiets åbenlyse interesse bør være den anden vej rundt.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne gøre det fuldkommen klart: Jeg er 100 procent tilhænger af ophavsret, som jeg selv og mine musikalske samarbejdspartnere blandt andet lever af.

Her er den aktuelle anledning: EU og 22 medlemslande har i januar tiltrådt den såkaldte Acta-traktat (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) i kølvandet på blandt andre USA’s, Japans og Australiens tiltrædelse af teksten i oktober sidste år.

Traktaten er blevet stærkt kritiseret for at foregå bag lukkede døre og for at tilgodese de interesser som de store, tunge industrier (herunder medicinalindustrien) har – på bekostning af verdensbefolkningens tarv.

Lad os her holde os til den kunstneriske ophavsret, hvor traktaten efter alt at dømme vil kriminalisere online-brugere der fildeler eller på anden vis tilegner sig kulturprodukter, uanset om de er beskyttet via traditionelle ophavsretsmodeller eller ej (og en stigende mængde kulturprodukter er faktisk ikke beskyttet efter disse).

Protesterne lyder fra brugere og kunstnere verden over, også herhjemme. Disse er alle aktører i en kulturkamp, der handler om, hvorvidt der kan være tale om et lovbrud eller ej, når millioner dagligt praktiserer fildeling eller streaming, fordi den tilgængelige teknologi har muliggjort det.

DEBATSvindelnumre på nettet æder mit levebrød

Det er gældende juridisk praksis, at man ikke kan kriminalisere, hvad der er social konsensus om. Derfor lovgiver man ikke mod handlinger, som millioner af mennesker dagligt udfører, fordi det ville være komplet uhåndterligt at definere fx 90 eller 95 procent af en given befolkning som lovbrydere. Og hvem ville mon i øvrigt moralsk anerkende en sådan lov? Næppe ret mange.

Den teknologiske udvikling peger i én og kun én retning: Kulturindustriens produkter (især inden for film, spil, musik og litteratur) vil i stadig større grad blive gratis at anvende for flere og flere forbrugere. Uanset hvordan kulturindustrien søger at dæmme op for fx ulovlig fildeling, ser teknologien ud til hele tiden at være mindst ét hestehoved foran.

Færre og færre vil derfor komme til at betale for produkter, som det har kostet kulturindustrien penge at producere. Det kan forekomme urimeligt, men det er nu engang den måde, internettets dynamik virker på; en dynamik, der på alle måder forekommer irreversibel.

Det betyder bestemt ikke, at indtægtsnedgangen er total. For der vil altid være et publikum, der gerne vil have eksklusive, fysiske udgaver af fx dvd’er, cd’er og bøger frem for de digitale filudgaver. Der vil fortsat være indtægter knyttet til biograffilm, live-musik og anden kultur fremført i det offentlige rum.

Desuden er der ingen tilgængelige tal, som viser noget generelt fald i produktionen af bøger, spillefilm, musikalbum og spil gennem de seneste ti år. Det kunne tyde på, at det altså stadig kan betale sig for industrien at producere dem.

Kulturindustrien vil gå glip af nogle indtægter, ja. Men til gengæld vil produkterne nå ud til langt flere mennesker, og adgangen til kultur vil få et langt mere demokratisk ansigt til gavn for ikke blot den kulturelle mangfoldighed som sådan, men også til gavn for adgangen til verdenskulturarven med dens enorme skatkister.

Det er et demokratisk aspekt af debatten, som kulturpolitikere og kunstnerorganisationer indtil videre har været alt for tilbageholdende med at gøre opmærksom på.

Der er en enorm demokratisk gevinst ved internettets omgængelse af ophavsretten. YouTube er et centralt eksempel på det. På få år har sitet som bekendt gjort sig fuldkommen uundværligt i netkommunikationen mellem mennesker der søger tutorials, foredrag, filmklip, nyhedsindslag, musiknumre med mere, til gavn for den kulturelle rigdom og til gavn for gennemskueligheden i de politiske magtprocesser.

Det ville ganske enkelt være umuligt i dag at forestille sig en verden uden YouTube. Men det er faktisk det, som embedsmændene og lobbyisterne bag Acta tilsyneladende arbejder for. Og at industriens interesser søger at underminere en demokratiseret kulturanvendelse er ganske enkelt absurd, i og med at den selvsamme industri har tilvejebragt og tjent enorme summer på netop den hardware-teknologi, der i første omgang gjorde demokratiseringen mulig!

Vi ved, at kulturindustriens hovedrige koncerner har lobbyet sig til at presse lovgivninger igennem verden over med det formål at forlænge rettighederne på ophavsretligt beskyttede kunstværker igen og igen.

Der har været tale om en systematisk proces, hvor der med jævnlige mellemrum med held er blevet gennemført ændringer, og mange lande opererer i dag med en uendelig lang beskyttelsestid på (indtil videre) 70 år efter autorens død.

Som Politikens Bjørn Bredal fremførte i en aviskommentar for nogle uger siden, betyder det, at flere millioner danske kulturkroner årligt går til fx at betale for rettighederne til, at Det Kongelige Teater kan opføre mere end 100 år gamle operaer af Richard Strauss.

LÆS INDLÆGOphavsret er en pest for kunst og idéer

Pengene tilflyder dog naturligvis ikke komponisten selv, der døde i en meget høj alder helt tilbage i 1949, men derimod hans nodeforlag og de fjerne slægtninge, der har haft det svineheld at arve ham – og det svineheld, at han blev så gammel.

Det må vække til mere end almindelig undren, at man helt uden diskussion affinder sig med at bruge danske kulturkroner på så meningsløs en udgift, blot fordi teatret gerne vil holde verdenskulturarven i hævd for et dansk publikum. Hvor bliver debatten af – var der ikke noget med, at Det Kongelige Teater skal finde måder at nedbringe udgifterne på?

Tilsvarende er kulturelle arbejdsmetoder som fx sampling eller mash-up, der alle er knyttet til den nyere teknologiske udvikling, derfor aktivt blevet modarbejdet – til skade for kunsten som folkelig udtryksform og som seismografisk redskab til at pejle samfundsændringer.

Den danske dokumentarfilm Good Copy Bad Copy (2007) af Andreas Johnsen, Ralf Christensen og Henrik Moltke, som enhver i øvrigt frit kan streame og downloade, påviser dette forhold klart og tydeligt.

Måske har vi alle autoritetstro blot vænnet os til, at markedet sætter priserne uden diskussion. Men den diskussion tyder alt på, at vores samfund i kulturværdiens navn nu er ved at være klar til at tage.

Et eksempel: Da EU’s ministerråd i september 2011 godkendte et direktiv som forlængede udøvende kunstneres indspilningsrettigheder fra 50 til 70 år, udsendte Dansk Musiker Forbund og Dansk Artist Forbund en fælles pressemeddelelse. I begejstrede vendinger berettede de om, hvordan de selv havde lobbyet hårdt for at ældre danske musikere som Svend Asmussen og Peter Belli også fremover kunne få betaling for de plader, de indspillede i deres ungdom.

Det var en sejr for musikerne, blev der sagt. For de skabende og udøvendes kunstneres rettigheder bliver hver eneste gang trukket frem som begrundelse for at udvide ophavsrettens beføjelser. Men i realiteten er det pengemagtens interesser, det drejer sig om. Det er Acta-traktaten et soleklart bevis på.

LÆS OGSÅAnti-pirataftale sparker gang i digitalt ungdomsoprør

Enhver under ældre musikere de håndører, som plader, næsten ingen køber eller lytter til længere, kan kaste af sig. Efter at Spotify og Wimp er kommet til, må der være tale om forsvindende små beløb på højst få hundrede kroner årligt. Men spørgsmålet er, om dette hensyn opvejer den omstændighed, at det dermed stadig er ulovligt fx at sample fra noget som helst musik frembragt siden Anden Verdenskrig? Jeg mener klart nej.

Det ville have været ikke så lidt til gavn for det kulturelle flow, hvis vi om fire år fra nu frit kunne sample Peter Bellis første dansksprogede singler eller frit bruge dem i film eller spil. Indtil videre må vi nøjes med Leo Mathisens ’Take It Easy’, hvis indspilningsrettigheder udløb til nytår.

Kunstnernes organisationer og fagforeninger skal blive langt bedre til at vide, hvordan de bedst sikrer udøvende og skabende kunstneres rettigheder på en måde, der ikke længere blindt spiller det spil, som stærke lobbyister fra kulturindustrien har sat dagsordenen for. For lad os gøre interessemodsætningen mellem kunstnere og industri helt klar:

Kunstnernes primære incitament er at skabe kunst, som kan have betydning for mennesker. Industriens primære incitament er at tjene penge.

Så hvorfor vil organisatorerne, fagforeningerne og kulturpolitikerne ikke indse, at pengemagten reelt stjæler adgangen til den fælles kulturarv og blokerer for den kunstneriske innovation, sådan som videnskabsjournalisten Dan Gillmor allerede påpegede i sin bog We The Media fra 2005?

Og hvorfor vil de ikke anerkende, at Acta er til skade for det kulturelle flow og dermed betingelserne for de udøvende og skabende kunstnere, hvis tarv organisationerne og fagforeningerne nu engang er sat i verden for at varetage?

Kunstnerne selv bør som medlemmer af disse organisationer og fagforeninger igangsætte debatten om denne modsætning mellem kultur og kommers, der har vidtgående etiske perspektiver. For det er et faktum, at stadig flere kunstnere bakker op om fri tilgængelighed af deres egne produkter: Det stimulerer interessen for fx oplæsninger/koncerter samt merchandise, og det er desuden i tråd med en nutidig, demokratisk opfattelse af kultur som noget, der angår tilgængelighed snarere end selvtilstrækkelighed.

Derfor opfordrer jeg alle skabende og udøvende kunstnere til at tage denne debat med og mod deres organisationer og fagforeninger, hvis tavshed i debatten vedrørende tiltrædelsen af Acta-traktaten peger i én retning: De holder med markedet, ikke med kunstnerne.