”Stor i æ mund, lille i æ stund.” Det jyske ordsprog betegner ganske godt kulturminister Uffe Elbæks ageren i forhold til sin musikhandlingsplan, der blev offentliggjort forleden.

I tiden op til hævdede han at alt var i spil, og at han ikke havde tænkt sig blot at flytte kommaer. Men han sprang op som en løve og faldt ned som et lam.

Med de forventninger til en markant omprioritering af kulturmidlerne til musik, som han i løbet af efteråret selv havde bygget op, kan det næppe overraske ham at modtagelsen af planen har været så blandet som den har.

Repræsentanter fra spillestedernes og festivalernes brancheorganisation, Dansk Live, er skuffede over at det rytmiske musikområde ikke får tilført de midler, der på forhånd var lagt op til, og genreorganisationen ROSA – Dansk Rocksamråd mener at kulturministeren decideret har udskudt planen om at styrke den rytmiske musik.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen har udtalt til Politiken at de omkring otte millioner kroner årligt, som tilskuddet til rytmisk musik er øget med, efter hans vurdering ikke vil rykke ved noget som helst.

LÆS OGSÅVenstre: Tag penge fra den klassiske musik

Og selvom planen ifølge ministeren blot skal ses som et udspil, der som bekendt skal forhandles på plads med forligspartierne, har klassiske musikaktører og støtter reageret med lettelse. For planen lægger ikke op til at der skal spares så meget som en krone på denne del af musikområdet.

Andre igen har reageret med at udbryde: Var det virkelig bare det? Stor ståhej for nærmest ingenting? Tankevækkende er det under alle omstændigheder at S-SF-R’s udspil Op på beatet fra 2009 om den rytmiske musiks status anbefalede et løft til området på 30,5 millioner kroner på Finansloven for 2010. Det forslag kom der ikke noget ud af, da de tre partier sad i opposition – men altså heller ikke nu, hvor de sidder i regering.

Af samme årsag fremstår Venstres holdning i øvrigt mildt sagt opportunistisk. Partiet havde ti år ved regeringsmagten til at gøre noget for det underfinansierede rytmiske musikområde, men først nu, hvor det ikke længere er ved magten, vågner det op til dåd. Med mindre det skyldes Michael Aastrup Jensens egen tilskyndelse virker det direkte hyklerisk. Men bedre sent end aldrig, åbenbart.

Lad mig fremhæve de tre mest positive ting der kan siges om planen:

1) Der bliver, som rygterne ellers sagde, ikke lukket noget landsdelsorkester – noget som ingen, bestemt heller ikke jeg, anbefalede.

2) Der bliver sat hårdt tiltrængt fokus på folkeskolens musikundervisning samt samarbejdet mellem folkeskole og kultur- og musikskoler.

3) For første gang bliver den store skævhed i kønsfordelingen blandt rytmiske musikere – kun hver femte KODA-registrerede musiker er kvinde, og de får kun en tiendedel af indtægterne – taget alvorligt på højt kulturpolitisk niveau. Dette punkt vender jeg tilbage til ved en senere lejlighed.

Derudover er planen præget af en række lappeløsninger og mindre, nye tiltag som i hvert fald ikke gør det ud for at være et samlet løft til rytmisk musik, og som behændigt undgår at tage bare så meget som tilløb til ændringer for den klassiske musiks støtteordninger.

Planen forholder sig heller ikke til det alternative tværsnit mellem samtidsmusik versus ’kulturarvsrelateret’ musik, som går konstruktivt på tværs af rytmisk/klassisk-opdelingen, og som ministeren selv ellers på forhånd bakkede op som bæredygtig strategi.

LÆS ARTIKELKritik: Uffe Elbæk oversælger sin store musikplan

Hvorfor har musikhandlingsplanen et så anderledes indhold end der var lagt op til? Det er altid oplagt at pege på ’de politiske realiteter’ som årsag. Men der kunne også være en anden årsag, nemlig at toneangivende kræfter i musiklivets organisationer og fagforeninger slet ikke har ønsket sig det anderledes.

Det klassiske musikområde gennemlever en værdikrise i disse år, og musikområdet som helhed gennemlever en betydelig økonomisk krise. Ingen af delene ligefrem kalder på vilje til eller mod på strukturelle omprioriteringer af status quo, for selv små forskydninger kan vælte store læs. Forandringsrisikoen, kunne man kalde det, har følgelig været nødvendigt for disse musiklivets gatekeepere at minimere.

Mit bud er at ministeren derfor direke eller stiltiende er blevet talt kraftigt til rette af organisationer, fagforeningerne og, hvem ved, måske også hans egne embedsmænd i ministeriet og Kunstrådet.

Det gennemgående budskab lader til at have været: Du må gerne give indtryk af at være progressiv, men Gud nåde og trøste dig hvis du så meget som overvejer at gøre alvor af dine intentioner om foretage markante ændringer. Vi vil gøre helvede hedt for dig i resten af din ministertid, hvis ikke du adlyder.

Så magtfulde kan musiklivets gatekeepers og embedsværket nemlig være, når de finder det nødvendigt. Langt mere magtfuld end en minister. Er det sådan det er, Elbæk?