Annonce
Annonce
Annonce

Henrik Marstal

Når straffesparksskytten står på mål for kulturen

Debattører

Nostalgi som vanetænkning: Så stop dog!

Populærkulturen flyder i disse år over med nostalgiske tiltag. Hvad med at bryde vanetænkningen og kigge lidt fremad?

6
Gem til liste

Nostalgien vælder ud fra alle hjørner og kroge. Den er konstant på farten. Bedst som man sidder og nyder en ny film, går det op for én, at manuskriptet er filmatiseret før, og at man i virkeligheden har langt mere lyst til at se den gamle film, helst lige med det samme. Og bedst som man er blevet begejstret for et nyt album, går det op for én, at musikken da vist egentlig mest blot er en opdatering af en genre fra tresserne.

Berlingske bragte i januar i år en artikel med overskriften ‘Er kulturhistorien gået helt i stå?’, hvori det blev påpeget, at “et opkog af tidligere tiders velafprøvede former” har været i kraftig stigning. Artiklen henviste til et essay i Vanity Fair bragt kort tid forinden, som argumenterede for, at der ikke var opstået nogen afgørende vigtige udviklinger i kunstarterne og tøjmoden gennem de seneste 20 år.

Artiklen konstaterede også hvordan antallet af film med originale manuskripter på blot ti år var faldet fra to tredjedele til en tredjedel. Endelig omtalte artiklen den engelske musikjournalist Simon Reynolds' bog Retromania fra sidste år, der hævder, at populærmusikken har været bemærkelsesværdigt fattig på nye trends og udviklinger gennem de seneste tre årtier.

Uanset hvor polemiske og (unødigt) kulturpessimistiske man så ellers kan mene disse pointer er, gør de hver for sig opmærksom på en nedgang i innovationstætheden, som i hvert fald siden omkring 1990, måske tidligere endnu, er fulgt i kølvandet på et 20. århundrede med en helt utrolig høj grad af innovation.

Det kan forekomme paradoksalt i og med, at den teknologiske udvikling har muliggjort såvel nye udtryksformer som nye arbejdsmetoder netop siden tiden omkring 1990. Med andre ord: Næsten alt er muligt. Og alt er tilladt. Hvorfor er der så ikke flere nye kunstneriske gennembrud med musik, der adskiller sig markant fra de foregående årtier? Eller er det måske netop manglen på begrænsninger, der skaber apatiske tilbageblik til fortidens bedrifter?

Status er, at en nostalgisk tendens har grebet om sig og legitimeret fremkomsten af kunst og mode, som i stadig stigende grad ser tilbage mod hver deres ulastelige l'age d'or og forbeholder sig retten til at malke denne guldalder præcist som den lyster. Fortiden er altid cool, lader det bagvedliggende ræsonnement til at være.

I musikken ser vi det med nyere fænomener som Lana Del Ray, Amy Winehouse, Lady Gaga og lidt mindre kendte navne som de albumaktuelle Ariel Pink's Haunted Grafitti og Tame Impala, hvis anden single endda har titlen 'Feels Like We Only Go Backwards': Alle har lagt deres respektive karrierer an på at trække på tidligere epokers bedrifter samt på forestillingen om, at positioneringen af sig selv som værende i relation til en given fortid helt og aldeles giver mening som både et kunstnerisk og kommercielt raison d'etre. Og musikpressen? Den jubler lige begejstret næsten hver gang, måske fordi retromanien forekommer at være blevet så selvindlysende en ingrediens, at den ikke bemærkes.

I sin bog, ifølge Die Zeit den mest diskuterede musikbog i 2011, stiller Simon Reynolds det stilfærdige, men rimelige spørgsmål: Hvordan kan det være, at den populærkultur, som indtil sidst i 1970'erne var i så rivende udvikling, efterhånden begyndte at stoppe op, opgive den nyskabende attitude og se sig mere og mere tilbage, i stedet for - som musikken i anden halvdel af 1960'erne stadig er det bedste eksempel på - at se fremad, opdyrke ikke tidligere hørte klange, udvikle ikke alene sang- og albumformatet, men også konstant udvide repertoiret af muligheder? Desværre svarer Reynolds aldrig rigtigt på spørgsmålet i sin ellers tankevækkende og velskrevne bog. For måske er spørgsmålet blot umuligt at besvare.

Men der kan nu være flere faktorer, der spiller ind. Det kunne være en lovmæssig nedgang i innovationskraften (som kendes fra mange andre områder) eller en generel respekt og aldrig svigtende interesse for fortidens bedrifter og den traditionsforpligtelse, der følger med. Eller det kunne være et udtryk for, at populærmusikkulturen i lighed med mode, film og andre kunstområder har en cyklus-orienteret måde at fungere på, ikke mindst på grund af dens kommercielle natur. Følgelig er recycling en nødvendig konsekvens af markedskræfter, en omstændighed, som også lydteknologien siden samplingskulturen i 1980'erne begyndte at tage fart har bidraget til.

Men Simon Reynolds har en pointe. For populærkulturen er ved at recycle sig til døde i sin endeløse strøm af nye artister, som stilistisk genskaber en udvalgt og nøje afgrænset fortid, samtidig med, at ældre bands gendannes i hobetal og utallige compilations med både store og mindre navne konstant udgives. Hertil kommer den store brug af samplinger og mash up's, og også den omsiggribende vinylfetishisme kan efter hans opfattelse siges at tælle med. Og, kan man tilføje: Noget lignende gælder også bands som eksempelvis franske Nouvelle Vague, der har skabt sig en karriere på at lave begavede coverversioner af pop- og rocknumre fra 1980'erne og 1990'erne, ligesom adskillige tributebands og musicalforestillinger har gjort det.

Musikbranchen har været hurtig til at tage gøre denne opfattelse til sin egen. Et enkelt eksempel: Ifølge Reynolds var det især koncertagenter, der i løbet af 00'erne skabte hype omkring den særlige koncerttype, hvor et for længst etableret artist fremfører et ældre album i sin helhed. I bogen fortæller medlemmer af Sonic Youth om hvordan det var muligt for dem at tjene tre gange så meget på at turnere med en fremførelse af deres på det tidspunkt tyve år gamle gennembrudsalbum Daydream Nation i forhold en turné i kølvandet på gruppens seneste album, som bandet netop havde gennemført.

Men først og fremmest skyldes nostalgiens gennemgribende tilstedeværelse lytterne. For aldrig har ældre musik været mere tilgængelig end efter den digitale musikrevolutions frembrud - på YouTube og streamingtjenesterne findes så langt det meste. Alene af den årsag kan det ikke undre, at utallige lyttere ofte vender tilbage til musik fra deres barndom eller teenageår.

Der kunne også tænkes andre årsager til nostalgiens dominans. For eksempel den, at tilværelsens ustablile karakter i en tid med økonomisk recession og en evig kamp om sandhederne ganske enkelt nødvendiggør fremkomsten af en slags konstanser, som giver sig udslag i hangen til nostalgi.

Den musik, man lærte at kende som ung og måske endda blev formet af, er lagret for livet i ens følelsesliv. I modsætning til mange andre forhold i livet er der ganske enkelt livsgaranti til stede her. For man kan regne med et nummer, som man dansede til som 18-årig og siden skulle komme til at forbinde med en anderledes ubekymret periode i ens liv. Og man kan regne med et nummer, som man hver eneste aften faldt i søvn til, fordi det lindrede fornemmelsen af savn, længsel og afmagt, og måske gav håb om fremtiden. Sådanne stykker musik kan ingen tage fra én, med mindre de ligefrem tager ens netforbindelse eller pladesamling.

At nutidig musik mere eller mindre åbenlyst spekulerer i nostalgiske frembringelser, er noget der ikke kan undre på et marked, som altid har levet af at skabe kommercielle succes'er - og som af samme årsag konstant skæver til hvilke vaner og tendenser mainstream-publikummet giver udtryk for.

Men der er også gyldne regler, som altid er blevet fulgt, og som den nutidige musik derfor også følger. En af dem er reglen om 'Schein des Bekannten', som herhjemme er tillagt den indflydelsesrige, romantiske komponist I.A.P. Schultz. Han hævdede, at komponister burde skrive sange, der tilstræbte at have et skær af noget tilsyneladende bekendt over sig, fordi lytterne så ville kunne relatere dem til den egentlige, folkelige musik - nemlig folkeviserne.

Schultz er utvivlsomt langt fra den eneste i musikkens verden gennem tiderne, der har forstået denne tilegnelsesmekanismes betydning for lytternes tilbøjelighed til at tage ny musik til sig, nostalgi eller ej. Og nutidig populærmusik er da også ofte fyldt med hele, halve eller kvarte referencer til andre numre, til genrekonventioner, til andre artister, kort sagt til ældre musik, som lytteren formodes at være mere leler mindre fortrolig med.

Og så alligevel: Det kan også blive for meget af det gode. Og recyclingens centrale status i de senere år, som Reynolds peger på, kunne akkurat lige så godt skyldes vanetænkning, magelighed og fantasiløshed, vel at mærke hos musikere, branchefolk, musikformidlere såvel som hos lytterne selv. Det er ikke altid nok at dække sig ind under den indlysende omstændighed, at ingen musik kan være andet end nutidig. For det er altså ikke altid helt sandt.

Selv savner jeg at høre meget mere nyskabt musik i og udenfor Danmark, der i højere grad tør kaste referencerne over bord og gå efter at skabe noget, som ikke peger tilbage, men som i stedet - med eller uden brug af samtidens arsenal af teknologiske landvindinger - forsøger at kigge fremad, afsøger nye måder at skabe meningsfuld musik på, besøger nye og ikke tidligere kendte områder af musikken.

En smule optimistisk blev jeg for et par måneder siden, hvor jeg i et elektronisk musikmagasin faldt over et interview med den engelske electronica-musiker Tom Jenkinson alias Squarepusher. Da han blev bedt om at redegøre om sin skabende praksis, svarede han på én gang klart, elegant og polemisk: "I try to steal from the future".

Jeg blev mindet om ordene, da jeg i går aftes hørte Patti Smiths flabede udbrud under et nummer fra hendes fascinerende album Easter helt tilbage fra 1978: "Well, I don't fuck much with the past, but I fuck plenty with the future."

Ordene er hermed videregivet til anbefaling. Nye lyttere kan begynde her.

PolitikenPlus
  • Spansk Vinfestival Den spanske vinfestival er en unik chance for at smage på over 200 vine fra Spanien og prøve alt fra det nyeste og vildeste til det mest traditionsrige.

    Pluspris fra 125 kr. Alm. pris fra 150 kr. Køb
  • Vugge til dukker Farvestrålende vugge til dukken. Sengen passer til dukker helt op til 40 cm., og leveres med dyne og pude. Vuggen er lavet af gode materialer og malet med slidstærk og giftfri maling.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Cykelløb 1937 Rundt og rundt og rundt cyklede de! Billedet af de tre ryttere i foroverbøjet fart er taget af en af Politikens helt store fotografer, Holger Damgaard.

    Pluspris 1.100 kr. Alm. pris 1.265 kr. Køb
  • Avisholder Få styr på aviserne med en we avisholder. Holderen er lavet i pulverlakeret stål, og måler 29 x 42 x 31 cm., så en Politiken passer perfekt i.

    Pluspris 339 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Ur, unisex *Bulbul er navnet på en fugl, en lille fugl med hanekam og et oppustet ego. På samme tid er det også navnet på nattergalen i persisk og indisk poesi.

    Pluspris 2.125 kr. Alm. pris 2.500 kr. Køb