Frisindsfascismen dominerer, ikke puritanismen

Sex sælger hver gang - det ved og udnytter næsten alle redaktører.

Henrik Marstal

Modstanderne af pornoficeringen er bestemt ikke puritanere.

De er derimod tilhængere af et kønsligt mere afbalanceret samfund, hvor sex ikke legitimerer vold - og omvendt.

Som flere har gjort opmærksom på de seneste dage, har diskussionen om kønnenes indbyrdes relation i anledning af DR2-programmet 'Blachman' resulteret i en lang række tankevækkende, kritiske analyser og tilkendegivelser fra bloggere, debattører og anmeldere om selv samme emne, til gavn for debatten.

Så vidt, så godt.

Men tankevækkende er det, når DR-redaktør Sofia Fromberg i går i Berlingske gav dette modsvar til kritikken:

»Det er i den grad en public service-opgave at få åbnet for en debat om denne tabuisering af kvindekroppen. Vi skriver 2013. Vi har et program, som på lødig vis italesætter mænds forhold til kvindekroppen og til manderollen. Og vi får samtidig vist et nuanceret, respektfuldt billede af kvindekroppen og mænds forhold til den, som et alternativ til den stereotype fremstilling der hersker i mediebilledet. Helt ærligt, hvad er problemet?«

Jo, det er i sandhed tankevækkende, for er denne redaktør gået fuldkommen fra koncepterne? Eller måske tror hun på storken?

For at kommentere det sidste først:

Sofia Fromberg kan da næppe for alvor mene, at programmet italesætter tingene på en lødig måde, når en fuldkommen ulige magtrelation mellem mand og kvinde indgår som grundlæggende præmis i det.

Men i så fald vil jeg anbefale hende at læse Vibeke Petersens blog om programmet på Kommunikationsforum.dk, postet i forgårs, hvor der bliver opstillet en enkel og effektiv diskursanalyse af programmets kønskonstruktion.

Foruden den skæve magtrelation påpeger analysen, at programmet markerer en forstemmende tilbagevenden til den borgerligt-konservative opfattelse af kvinden som et tavst, anonymt og passivt individ.

Hvordan i alverden kan en DR2-redaktør i ramme alvor få det til at rime på lødighed? Det er for mig den hidtil største gåde i denne debat.

Det første, som Sofia Fromberg siger i citatet, er også temmelig langt ude:

Hun hævder, at der er foregået en tabuisering af kvindekroppen, som det er en public service-opgave at få igangsat en debat om.

Den mandligt-heteroseksuelle, høviske dyrkelse af kvinden som både æggende og forløsende, som vi i kunsten herhjemme kender fra Emil Aarestrup og Benny Andersen, er ganske vist blevet underprioriteret de senere år.

Men jeg har nu alligevel meget svært ved at følge den præmis, at kvindekroppen skulle være blevet tabuiseret, når enhver med en computer eller en smartphone blot i løbet af tre-fire klik kan få adgang til utallige ucensorerede billeder af og videoer med menstrurationssex, fist fucking, mere eller mindre ophidsende nærbilleder af kvindelige kønsorganer, baggrundsartikler om kvindelig tarmaktivitet og meget, meget andet, som ikke engang fantasien sætter grænserne for.

Så kvindekroppen er ikke det mindste tabuiseret.

Hvad der derimod er tabuiseret, er den reflekterede samfundsborgers moralske ret til at sige fra over for den tingsliggørelse af kroppen, især kvindekroppen, som ikke mindst pornografien har haft sin kun alt for store del af ansvaret for.

I forhold til pornografien forekommer kunstens ansvar for selv samme tingsliggørelse at være forsvindende lille. Pornografien er indlysende et resultat af den fri kønsmoral, hvis fordele de fleste i dag heldigvis anerkender frem for eksempelvis efterkrigsårenes snærpede kønsmoral.

Men pornografien har i sin dæmoniske evne til konstant at overskride de intuitivt-moralske grænser en nær relation til den pornoficering af samfundet, som vitterlig er pågået, og som nu er kommet så vidt, at en række tiltag for at hindre børn i at have adgang til porno for nylig har været på dagsordenen i EU og, i en helt specifik lovdebat, i Island.

Sex sælger hver gang - det ved og udnytter næsten alle redaktører.

Et eksempel er de obligatoriske sexscener, som gennem de senere år er blevet et veritabelt adgangstegn til underholdningsindustrien for dramatikere, stand up-komikere og forfattere.

For uden disse sexscener ville ingen af dem have hverken noget teater, nogen tv-kanal eller noget forlag at afsætte deres kunst til. I sig selv en tankevækkende form for omvendt censur.

Og publikum er blevet vænnet til i næsten enhver sammenhæng at forvente tilstedeværelsen af sexscener, forstået som et konventionelt virkemiddel, der kan sætte et måske krævende eller kompliceret handlingsforløb på stand by og give publikum mulighed for i noget tid at dvæle ved det, de alligevel formodes hele tiden latent at have i tankerne: sex, sex, sex.

Den dramaturgiske intensitet, som sexscener vanemæssigt frembringer, har i øvrigt en parallel i de voldsscener, der også er blevet obligatoriske i megen dramatik og litteratur, og som ofte udgør en slags tvillingescenarier til sexscenerne.

Det er som om, at vold og sex i den forstand er blevet hinandens allierede i mainstreamkunsten i dag:

Sex legitimerer vold - og omvendt. Det er og bliver et dybt moralsk problem, ikke mindst fordi vi fra hjerneforskningen ved, at i reptilhjernen er sex, aggression og territorialitet (dvs. besiddelse) det samme.

Men er det virkelig reptilhjernen i os, vi ønsker at fodre? Er det ikke lidt for letkøbt og uambitiøst?

I pornoficeringens ånd regnes al frisind for en dyd.

Heroverfor kan alt andet affejes som puritanisme – det er den logik, pornoficeringens modstandere er oppe imod.

I Ordbog over det danske sprog bliver puritanisme defineret som en strengt moraliserende livsholdning. Udtrykket har sit udspring i 1500-tallets religiøse liv som et skældsord anvendt om særligt reformivrige protestanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den moderne betydning af ordet går ligeledes i retning af at være et skældsord mod de, der 'moraliserer' ved at tage afstand fra hvad de opfatter som værende profant, promiskuiøst eller vulgært.

Undtagelsesvist kan folkeviddet dispensere fra denne logik, når en kritik af pornoficeringen vurderes til at være i offentlighedens interesse.

I november 2011 førte dette for eksempel til ombudsmandens politianmeldelse af læskedrikfirmaet CULT's reklamer med stærkt seksuelt indhold, som foreningen Pornofrit Miljø havde lobbyet kraftigt imod.

Episoden gav i 2012 anledning til en lovændring, der definerede kønsrelaterede reklamer som værende ulovlige, blandt andet når »nøgenhed eller erotik indgår på en måde, der virker nedsættende eller ringeagtende over for det pågældende køn«. (Markedsføringsloven om kønsrelateret reklame, stk. 4.1.b.)

Havde Blachman-programmet været en reklame, kunne DR2 altså meget let have fået et problem med lovgivningen.

Det gode, danske frisind er for mange indbegrebet af frihed.

Måske er det netop derfor, at frisindet som begreb kan have noget fascistoidt over sig.

Det betegner nemlig et meningsregime, hvor enhver, der ikke går ind for frisindethed, nærmest automatisk dømmes endgyldigt ude af fællesskabet: Hvad fanden, er du ikke til dyresex? Sig mig, er du puritaner?

Jeg har tidligere anvendt begrebet frisindsfascisme i forbindelse med de særligt indforståede koder for festivitas, som Roskilde Festivals unge, danske og primært mandligt-heteroseksuelle deltagere helt ukritisk fra festivalens side har fået lov til at præge festivalkulturen med, forstået som et ekskluderende fællesskab.

Frisindsfascismen er også til stede hos de røster, der har forsvaret Blachman-programmet.

For hvis man kan se noget som helst problem i programmets konstruktion og grundpræmis, er man partout imod frisindet som sådan - og derved udgør man en potentiel fare for fællesskabets ve og vel.

Det er Sofia Frombergs verbale udfald mod programmets kritikere et kun alt for tydeligt, ureflekteret og beklageligt eksempel på.

Men det er vigtigt at gøre det helt klart:

Modstanden mod pornoficeringen - inden for hvilken også kønsdiskriminering, sexisme og psykisk såvel som fysisk voldsudøvelse kan siges at være synlige størrelser - er ikke puritansk. For den bliver ikke praktiseret af personer, der ønsker sig efterkrigsårenes kønsmoral tilbage.

Den bliver derimod praktiseret af personer, som taler for en mere nedtonet magtrelation kønnene imellem, og for en mere åben og ligefrem dialog på lige vilkår.

Modstanden mod pornoficeringen handler om at afmontere dæmonien og neutralisere frisindsfascismen. Og den handler om at skabe en mere afbalanceret verden, hvor seksualdriften og relationen mellem kønnene nok spiller en central rolle, men vel at mærke gør det på fællesskabets præmisser snarere end på den individuelle reptilhjernes.

Den puritanisme, som i Blachman-programmets optik bliver gjort til en modpol til pornoficeringen, og som sammen med pornoficeringen skulle kalde på mandens poetisering af kvinden som mellemposition, findes ganske enkelt ikke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hele forudsætningen for programmet falder dermed ynkeligt sammen som en marengs, fordi konstruktionen er for villet, eller - kunne man(d) såmænd helt poetisk tilføje - fordi æggehviderne er blevet pisket alt for stive (no pun intended).

Sofia Fromberg begår for åben mikrofon den fejlslutning at hævde, at så snart et tv-program vækker heftig debat, så må det være netop fordi emnet er relevant at italesætte på den måde programmet gør det. Men det er altså ikke tilfældet.

Derfor: Om igen, DR2.

Klovnekendisser med akademikertække er ikke nok til at navigere mellem det frisindede og det intellektuelle i jeres bestræbelse efter at gribe eller formulere en kønsrelateret tidsånd.

Kan figenbladet holde, DR2, eller skal det lige en tur på skrædderi først? Begynd med at overveje det grundigt. Det ville klæde jer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce