Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Mette Gjerskov

Vi passer simpelthen ikke godt nok på kvinder og piger i vores land

Danske kvinder bliver udsat for mere partnervold og flere seksuelle overgreb end kvinder i resten af Europa.

Mette Gjerskov

Lad mig stille et kættersk spørgsmål: er vold og voldtægt en del af den danske kultur – en konsekvens af vores opfattelse af, at vi har ligestilling mellem mænd og kvinder?

Først et hurra! Endelig bliver der talt om overgreb på kvinder. Vold, voldtægt og mord. Emnet er forfærdeligt og ikke i sig selv noget at glæde sig over. Men samtalen om det er. Fordi kønsrelateret vold er så udbredt i Danmark, og fordi vi alligevel ikke rigtig tager det alvorligt.

Trods klar dokumentation vægrer vi os mod tanken om, at Danmark ligger i den absolutte og dystre top i Europa, når det gælder fysisk og seksuel krænkelse af kvinder. ’Det kan ikke passe’. Siger vi. Også jeg.

For kan det virkelig passe? Men ja, danske kvinder bliver simpelthen udsat for mere partnervold og seksuelle overgreb fra deres partnere end kvinder i resten af Europa.

Hvad så når det gælder vold og voldtægt m.m. begået af personer, de ikke kender? Der ligger Danmark ikke bare i top. Vi er nr. 1 – som i at 40 procent af danske kvinder har oplevet det.

Det er alligevel ikke kun forfærdelig tragisk for kvinderne. Det er også vildt for os andre at forstå. Vores lille hyggelige land med ligestilling, kvinder på høje poster og Dannerstiftelsen?

Men ak. Vi må simpelthen bare konstatere, at vi ikke passer godt nok på kvinder og piger i vores land. Længere er den ikke. Men hvorfor? Er det en del af vores kultur?

Når vi tror, at vi er ligestillet, så ser vi ikke problemerne. Vi nægter at se dem i øjnene

Når debatten kommer op nu, så skyldes det de uhyggelige historier, vi først hørte fra Køln, og siden andre steder om at kvinder bliver voldtaget af asylansøgere - systematisk, i flok og på offentlige steder.

Her er vi ude i noget, der simpelthen lyder så forfærdeligt og grænseoverskridende, at vi reagerer (jeg gør i hver fald) med den inderligste afsky og følelse af, at ’nu må der simpelthen gøres noget – vi vil ikke finde os i det’. Og det er en sund reaktion.

Jeg undrer mig bare over, hvorfor vi ikke reagerer særlig meget, når det er danske mænd, der tæver og voldtager kvinder?

I de mange, mange tilfælde, hvor mænd myrder kvinder, så tysser vi det ned: ’En familietragedie’ siger overskriften i aviserne. ’Sørgelig hændelse’, står der.

Vi kigger på hinanden, ryster på hovedet i sympati og taler lavmælt om, hvor trist det er. Med mindre det er foregået i en familie med etnisk minoritetsbaggrund. Så brøler vi op om æresdrab og krænkelser af kvinders rettigheder, og kræver at nogen gør noget, for det vil vi ikke acceptere i vores lille fredelige land. Det er imod vores kultur. Vores kultur er baseret på ligestilling, mens visse andre kulturer er baseret på mænds hånd- og halsret over kvinder, og det vil vi ikke finde os i.

Det er jeg jo også helt instinktivt enig i. Men hvorfor i himlens navn er der så to ud af fem af mine kønsfæller, der udsættes for vold og seksuelle krænkelser? Og endnu vigtigere: hvorfor gør vi så ikke noget ved det?

Kan det være, at vi simpelthen forventer, at kvinder klarer sig selv? Er vores (om end fejlagtige) opfattelse af vores land som et sted med fuld ligestilling en medvirkende årsag? At det er mod vores opfattelse af ligestilling, at kvinder skal beskyttes?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har rejst i lande, hvor det er rimelig almindeligt, at kvinder har deres seksuelle debut ved en voldtægt. Jeg har sagt til deres politikere, at de har et samfundsproblem. At mennesker med et ordentligt kvindesyn ville beskytte deres døtre, søstre og hustruer.

Jeg har også rejst i lande, hvor man beskytter kvinder mod seksuelle overgreb (fra fremmede) ved at begrænse kvindernes frihed, tildække dem og følge dem i det offentlige rum. Jeg har sagt til deres politikere, at de hellere skulle opdrage deres drenge ordentligt end begrænse deres piger. Begge samfundsmodeller er helt i hegnet set fra et dansk synspunkt. Og heldigvis lever vi ikke sådan.

Men vi ved, at vi er i top i EU. Så vi må kigge på os selv. Og jeg får den vilde tanke: Når vi tror, at vi er ligestillet, så ser vi ikke problemerne. Vi nægter at se dem i øjnene.

Vi luller os ind i den danske hygge og opfatter vold og voldtægt som enkeltstående problemer – ikke som samfundsproblemer. Det er den konkrete mand, der er forskruet – det er ikke tegn på en systemfejl.

Eller når det er allerværst: det er den konkrete kvindes skyld. Hun kunne have været mindre udfordrende klædt. Eller: visse kvinder har altså en tilbøjelighed til at falde for voldelige mænd – igen og igen. Derfor er det kvindens problem. Ikke samfundets. Ikke kulturens. Men kvindens. Jeg ved det ikke. Jeg har ikke svaret. Men jeg er saftsuseme glad for debatten. For noget må der gøres!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce