I mandags blev det officielt. Dette efterår skal millioner af DR’s ’X Factor’-seere for første gang se på to kvinder og en mand bag dommerbordet.

Popikonet Ida Corr og nationalskjalden Anne Linnet skal holde snor i buldrende Thomas Blachman, og konstellationen er tilsyneladende lige så interessant, som den er usædvanlig.

I hvert fald var vinklen på den efterfølgende strøm af artikler og nyhedsindslag stort set den samme:

»To kvinder og en Blachman« og »Blachman krævede kvinder af DR« lød avisoverskrifterne, mens TV Avisens nyhedsindslag drønede ud ad samme spor:

»Thomas Blachman fortsætter, og ved sin side får han for første gang to kvinder«, annoncerede værten Klaus Bundgård Povlsen før halvandet minuts kønsklicheer fulgte.

»Anne Linnet er sammen med popstjernen Ida Corr de to nye høner i panelet. Hanen er stadig den samme«, lød det blandt andet fra den kække (mandlige) journalist bag indslaget. Og Blachman var ikke sen til at gøre opmærksom på, at han skam stadigvæk havde tænkt sig at gøre sig gældende – ikke bare som musiker, men også som maskulint modspil:

»Det er vigtigt for en mand at vise, at man ikke kun er en pikautomat, man putter en femmer i, og så kan han knalde i weekenden«, slog han fast. For som han tilføjede, er en mand nemlig også »relevant på alle mulige andre scener og kan gå ind og sætte to kvinder på plads«.

LÆS MEREAnne Linnet vil finde langtidsholdbare talenter

Ja tak, det behøver du ikke minde os om, Blachman. For selv om du insinuerer, at kvinder sidder tungt på magten i dagens Danmark, er det i den grad en sjældenhed at se kvinder i overtal i mediernes dommer- og ekspertpaneler, også andre steder end i ’X Factor’.

DR fik mig tidligere på året til at studse over tendensen, da de sendte programserien ’Gal eller Normal’ om psykisk syge mennesker. Ekspertpanelet bestod af en psykolog, en overlæge i psykiatri og en oversygeplejerske, der skulle diskutere sig frem til diagnoser.

Psykologen og lægen var midaldrende mænd, der sad på hver sin side af den noget yngre, kvindelige sygeplejerske, som trods sin erfaring fik svært ved at gøre sig gældende som andet end et smukt sidekick til de kloge og noget mere højtuddannede mænd.

Når tre mænd – eller to mænd og en kvinde – kloger sig på et emne, er det en situation, der forbigås i selvfølgelig tavshed. Sker det tilsvarende med tre kvinder – eller som i ’X Factor’ med to kvinder og en mand – er det noget, der påkalder sig særlig opmærksomhed.

Ja, selvfølgelig med undtagelse af programmer, der i forvejen er blevet stemplet som særligt ’kvindelige’, hedder ting som ’Iben & Mødregruppen’ og undersøger ’følelser og fænomener’ på Kanal 4 eller Radio 24syv.

Men hvorfor er det egentlig, at der altid skal være mænd til stede, hvis ikke kvinders tilkendegivelser skal risikere at blive stemplet som en gang kagl – både i og uden for medierne? På arbejdsmarkedet har flere undersøgelser slået fast, at såkaldte kvindefag bør stræbe efter flere mænd i det harmoniske arbejdsmiljøs navn. Og adskillige kvinder stemmer i:

»Hvis ikke vi snart får nogle mænd på min arbejdsplads, ender det som den rene hønsegård«, hører jeg igen og igen ellers fornuftige bekendte beklage sig.

Jeg får strittende ståpels af fjerkræmetaforen, der degraderer kvinder til dumme høns alene qua deres køn. Og det ærgrer mig dybt, at mange er med til at desavouere sig selv ved at gå med på fordommen i stedet for at bruge energien på at sætte en ’ikkehønset’ dagsorden.

Kunne man i øvrigt forestille sig det modsatte – at såkaldte ’mandefag’ blev bedt om at peppe sig selv op ved at tilføre noget kvindelighed? Jeg er ret sikker på, at der ville blive pænt heftig hjertebanken i skurvognene, hvis den ene overskrift efter den anden slog fast, at der manglede flere kvinder (altså ud over kalenderdamerne) for at få håndværksbranchen til at fungere mere harmonisk.

Thomas Blachman har ikke hjertebanken ved tanken om at få en kvinde mere at diskutere med. Tværtimod påstår han, at det er på hans opfordring, DR har hyret to af slagsen til at flankere ham.

Uanset grunden synes jeg det er skønt, at public service-kanalen har valgt at bryde normen om et dommerbord bestående af to erfarne producere og en smuk sangerinde. Provokerende kunne jeg antyde, at Linnet kun får lov at udfylde ’manderollen’, fordi hun er den eneste mama i dansk musik, der har en dybere stemme og en yngre kone end Blachman.

Men lad det nu ligge. Lad os i stedet glæde os over at skulle følge to kompetente kvinder, og lad os håbe, at de fremtidige ’X Factor’-historier kommer til at handle om musik frem for ’pikautomatens’ afpisning af sit territorium i ’hønsegården’.